Noget for noget eller noget for intet?

Borgerløn, basisindkomst, eller hvad vi ellers vælger at kalde det, et tværpolitisk projekt. Der er lige så gode grunde til at gå ind for borgerløn, hvis man er borgerlig-liberal, som hvis man er socialistisk indstillet. Der vil måske bare være forskelle i den konkrete udformning af forslaget. En anden ting, der heller ikke er uvæsentlig at påpege er, at det en løsning for alle, hvad enten man er i ordinært job, er selvstændig eller står uden for arbejdsmarkedet. Alle vil have gavn af det, fordi basisindkomst rummer både fleksibilitet og tryghed. Det er den ultimative frihed, så vidt samfundet kan tilbyde den. Den indre ufrihed må vi stadig slås med. Og det er den ultimative tryghed, igen, det er kun rammerne, resten er et livslangt projekt. Ordet eksistensangst er tvetydigt, og vi kan kun lindre den ene del, men det er vi til gengæld som samfund også forpligtet på. Det er det, der menes med solidaritet. Ægte solidaritet er ikke et noget for noget, men et noget for intet.

Ubetinget basisindkomst - forklaret på tre minutter

Nyttejob - Newspeak?

Seneste berigelse til Newspeak-ordbogen må vel være 'nyttejob'. For som hos salige Orwell er der vendt en smule op og ned på tingene, men naturligvis, som altid, i den gode sags tjeneste. Her er det ikke Propagandaministeriet, der bliver til Ministeriet for Sandhed, men job, der egentlig ikke er brug for, som bliver nyttejob, for hvis der var brug for dem, havde man vel for længst ansat folk til dem på helt normale betingelser. Altså må det være unyttige job og at regne for beskæftigelsesterapi eller bodsøvelser for de eskkommunikerede, mens de for de initierede, den sande menighed, som varetager de i egentligste forstand nyttige job, der ganske vist bare kaldes job, kan tjene til skræk og advarsel.

En borgerlønsdebat?

I dagens P1 Debat kommer to af deltagerne, Thomas Blachman, musiker og X Factor-dommer, og Dennis Kristensen, formand for FOA, så tæt på at udvikle en idé om borgerløn at man kan undre sig over at de ikke tager skridtet fuldt ud.

Dennis Kristensen siger noget i retning af: 'Vi har da organiseret os underligt, altså ved at vi enten skal betale for at folk holder sig væk eller at de er på fuld tid'. Og han afslutter med at sige at det afgørende for ham og hans medlemmer er om man kan 'forsørge sig og sine' (et citat fra Grundloven). Det lyder faktisk som om han mener at det er ligegyldigt hvor pengene kommer fra, så længe folk har nok, med andre ord, det vil være i orden at fordele arbejdet, så alle arbejder mindre, men med en kompensation fra staten, og den kunne sagtens være i form af borgerløn.

Flere andre af hans udtalelser er ligefrem snublende nær en fuldt udviklet plan om borgerløn, og han tager endda selv ordet i sin mund. Løseligt citeret anvender han udtryk som at 'det er en forudsætning at vi får en mere ligelig indkomstfordeling' og 'den grundlæggende eksistens skal være på plads', vi er 'arbejdsfikserede, og det levner ikke plads for kreativitet osv.', og endelig at 'vi bliver nødt til at tænke noget der ligner halvvejs borgerløn ind i det'.

Blachman er ligeledes på sporet af borgerløn, uden dog at ville sige det eksplicit. Der er ikke som sådan noget epokegørende i Blachmans udtalelser. Han er et levende eksempel på at en taler kan brænde igennem, ikke så meget ved det originale i budskabet, som ved den form det leveres i. Hans form er en slags 'stream of consciousness' der af til glimrer ved et par fine formuleringer og andre gange bliver til rent nonsens. Jeg har gjort mig den ulejlighed at transkribere et par højdepunkter i hans udtalelser, og som man kan se, er hans hovedbudskab ikke som sådan en firedages arbejdsuge, men at folk får tid til at være mere kreative, være noget for hinanden og mærke sig selv. Det er der mange andre der har sagt, men det er selvfølgelig godt at han siger det. Firedages arbejdsugen løser naturligvis ikke noget i sig selv, for så var folk allerede blevet mere visionære og alt det han efterlyser da vi gik fra en seks- til en femdages arbejdsuge. Her er et uddrag i direkte transkription:

Den dag du ikke arbejder, skal du alligevel betale halvdelen af din løn i skat, så må der være en form for statskompensation (red.: det kunne være et andet ord for borgerløn), idet man opfinder en form for statsgaranteret fridag til individet, så individet kan gå ud og lade sig inspirere og inspirere sin kone og sine børn, så vi ikke skal købe udefra kommende luksus, men kan få en egen dialog, der genererer et menneske, der bliver til et menneske, fordi vi får tid til at være et menneske....al den understøttelse, der ikke skal udbetales, de følgesygdomme af stress og meningstab osv. osv., det er en kæmpe besparelse, men det vigtigste er: Vi skaber verdens mest visionære samfund....og den knap der forløser det vildeste samfund, det solidariske samfund, Socialdemokratiet version 2, men det kræver hjerne, det kræver en helt speciel form for visionær tænkning. Vi er gået til grunde i en højtuddannet visionsløshed, jeg kæmper for den ufaglærte sandhed, elektrikeren nede på hjørnet, der kan sense tiden...

Som man kan se, der er mening i galskaben, selv om udtalelser som 'jeg kæmper for den ufaglærte sandhed, elektrikeren nede på hjørnet' dybest set er noget sludder, for elektrikeren er faglært, og folk bliver i øvrigt nok ikke bedre til at sense tiden ved at være ufaglærte, det er i hvert fald ikke min erfaring, men det han mener er selvfølgelig at den iboende sensitivitet som ethvert menneske ejer, men som drukner i stress og meningstab pga. en forskruet samfundsindretning, den kan få plads hvis vi indretter os anderledes, naturligvis ikke kun ved at fjerne en arbejdsdag, men ved en mere grundlæggende reform. En sådan reform kunne meget vel være en ubetinget basisindkomst eller borgerløn.

Den befriende forargelse

Det siges, at der ikke er noget mere styrkende for sjæl og legeme end en gedigen forargelse. Hvis man skal tro det, må den danske befolkning være ved fortræffeligt helbred, for den ene forargelse synes at overtage den anden i en lind strøm, godt hjulpet på vej af en samvittighedsfuld dagspresse. Gang på gang bliver de danske sind sat i det mest frydefulde og boblende kog, som gør godt ud i alle lemmer.

En god forargelse kræver dog som minimum en værdig sag, helst et rigtig modbydeligt objekt, som den retfærdige harme kan skylle ned over. Derfor er det så fantastisk, at vi aldrig løber tør for forargelige individer, det være sig kontanthjælpsmodtagere, arbejdsløse eller senest sociale bedragere. Hvor frastødende de end er, ville det dog være langt værre, om de ikke fandtes, for hvor skulle forargelsen med alle dens fortræffelige egenskaber så søge hen? En hjemløs forargelse, måske endda en forargelse, som vender blikket indad, er en uhyggelig tanke, da det kunne lede til både udmarvende selvransagelse og måske endda neuroser og livskriser.

Derfor, da danskernes velbefindende ligger mig meget på sinde - jeg er også selv dansker - vil jeg foreslå, at man indfører det mest forargelige af alle systemer. Det er et system, som med sikkerhed ville blive lagt for had fra dag ét, da det vil ophøje hele idéen om at få noget for ingenting til lov, og det vil således sikre forargelsen på et helt andet niveau end den nuværende lappeløsning, hvor det trods alt kun er en begrænset del af befolkningen, som er arbejdsløse eller sociale bedragere. Med det system, jeg foreslår indført, vil alle borgere kunne gøres til genstand for forargelse, en noget nær ideel situation må man sige, hvis man ser bort fra, at forargelsen også rammer en selv.

Dette forkætrede system går under navnet borgerløn, en ubetinget og universel grundydelse eller basisindkomst til alle borgere i samfundet, uden noget som helst krav om modydelse og endda uden modregning, hvis man tjener noget ved siden af. Det er da forargeligt! Jeg tror faktisk, det vil kunne holde forargelsen i live et godt stykke tid, og det har derfor min varmeste anbefaling.

Grundeinkommen - med mine danske undertekster

Bruder David om basisindkomst

"Udfør ethvert hverv som om du havde 1000 år tilbage at færdiggøre det i, men samtidig som om du allerede skulle dø i dag".

Bruder David (David Steindl-Rast) taler i det her interview bl.a. om, at vi skal spørge os selv, hvad der i løbet af en dag får os til at føle os mest levende. Det er det rum vi skal være i, og når vi er der, er den spontane følelse, der opstår, taknemmelighed, og netop det er døren til både spiritualitet og et lykkeligere liv. 
virkeligheden er dette blot en maske, en persona, hvorimod kernen i os, er vores "selv", der manifesterer sig som en følelse eller forståelse af forbundethed med

Han afviser enhver forestilling om, at vi er isolerede, "self-made", individer - jeg-eksistenser - som i evig konkurrence med hinanden - og i frygt for ikke at have nok til os selv - gestalter vores tilværelse mere eller mindre uafhængigt af andre. Iandre levende væsener. Jeg'et er bundet til tiden - fortiden eller fremtiden - og lever derfor i konstant uvished om sin egen eksistens. Selvet lever til gengæld i nuet og har altid 'nok'. 

Ifølge Bruder David, og her citerer han Augustin, er alt i livet en nådegave, og hvis man ser det i det lys, og i forståelse af, at vi er vores selv og ikke vores ego, men forbundet, giver ubetinget basisindkomst utrolig god mening. Det er det økonomiske svar på en eksistentiel erkendelse af, at vi er vævet ind i hinandens liv, og at ingen har gjort sig "fortjent" til det, de ejer. Det er den samfundsmæssige afspejling af en spirituel virkelighed, hvis essens er udmyghed.