Den røde regering er holdbar

Den nye røde regering er ikke spået de store overlevelseschancer af de borgerlige partier. Flere prominente borgerlige politikere har allerede lagt den i graven og har forudset at der kommer et nyt valg inden for et års tid fordi gabet ganske enkelt er for stort mellem hvad Enhedslisten og Radikale Venstre vil med den økonomiske politik.

Men de tager fejl. Af én bestemt grund. Alternativet til et kompromissøgende arbejde er værre - og navnligt for de to nævnte partier. Ingen partier har vel været større modstandere af den borgerlige regering og ikke mindst dens støtteparti, Dansk Folkeparti, end netop Enhedslisten og De Radikale. For dem er et nyt VKO-samarbejde et mareridtsscenarie, og de vil strække sig meget langt for at det ikke gentager sig. Derfor er den nye regering, næsten uanset sammensætningen, holdbar.

De løsrevne tænder

Er tænderne en del af kroppen eller noget frit svævende og lige så uhåndgribelige som sjælens tilhørsforhold til legemet? Og her tænker jeg ikke alene på de kunstige og aftagelige af slagsen, men også dem der endnu er nogenlunde fast forankret i kæberne.

Spørgsmålet har pludselig fået en vis fornyet aktualitet her i valgkampen i forbindelse med at De Konservative, måske lidt overraskende, har foreslået at brugerbetalingen muligvis burde fordeles lidt mere retfærdigt, således at det skulle koste et beskedent beløb at gå til lægen, samtidig med at noget af den økonomiske byrde for tandlægebesøg ville blive overtaget af det offentlige. Som det er nu, og som det har været længe, er det kun forbeholdt de velstående at have sunde tænder, og det er ikke helt forkert at sige "vis mig dine tænder, og jeg skal sige dig hvor meget du tjener". Denne her analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd giver de temmelig rystende tal og viser den sociale slagside ved brugerbetalingen:

http://ae.dk/analyse/mange-danskere-gar-ikke-regelmaessigt-til-tandlaegen

SF vil til gengæld ikke være med til nogen form for brugerbetaling for lægebesøg, ikke engang de 3-500 kr om året De Konservative foreslår. "Folk går ikke til lægen for sjov skyld", som han siger. Man kunne spørge om det er for sjov at folk går til tandlægen. Jeg har i hvert fald aldrig syntes det var særlig sjovt. Men desværre temmelig nødvendigt, kunne man tilføje. Alligevel vil SF kun være med til en delvis ophævelse af brugerbetalingen på tandlægebesøg. De vil "arbejde for også at gøre tandlægebesøg gratis for lavindkomstgrupper", men vil åbenbart ikke indføre et helt solidarisk system på linje med resten af sundhedssektoren:


http://blog.politiken.dk/sovndal/2011/08/22/vi-skal-ikke-betale-for-l%C3%A6gebes%C3%B8g/
http://www.fyens.dk/article/1910864:Indland-Fyn--SF-foreslaar-stop-for-brugerbetaling
http://www.sf.dk/presse/nyheder/2011/08/29/s%C3%B8vndal-barfoed-kan-rende-og-hoppe-med-brugerbetaling-p%C3%A5-l%C3%A6gebes%C3%B8g

For andre, som ikke lige tilhører de deciderede lavindkomstgrupper, er tandeftersyn og -behandling åbenbart stadig at betragte som en form for skønhedsoperationer og derfor noget brugeren selv må betale.

Enhedslisten er øjensynlig det eneste parti der vil sidestille tandelægebehandling helt med besøg hos lægen:

http://www.enhedslisten.dk/artikel/tandl%C3%A6gebes%C3%B8g-skal-ikke-v%C3%A6re-en-luksus

Den noget bizarre, og, som Enhedslisten siger, ret ulogiske opsplitning af legemet i tænder og krop går formentlig tilbage til en tid hvor tandlægen var den lokale smed, hvorimod lægevidenskaben allerede tidligt var en akademisk disciplin. Konsekvenserne af dette historiske forløb må vi desværre stadig trækkes med.

I hvert fald en tid. For hvis man skal tro folkestemningen, er der temmelig massiv opbakning til at fjerne brugerbetalingen for tandlægebesøg:

http://www.24.dk/group/roit/forum/thread/2175825

Stå til rådighed for samfundet - ikke for arbejdsmarkedet

Dagens udsendelse om borgerløn på P1 Formiddag var en sjælden lejlighed til at høre hvad en prominent socialdemokratisk politiker har at sige om emnet. Mette Frederiksen havde sagt ja til at møde tidligere lektor i samfundsfag og nuværende medelem af bestyrelsen for netværket for basisindkomst Erik Christensen til en dialog om fordele og ulemper ved indførelse af en ubetinget basisindkomst.

Det stod fra begyndelsen af udsendelsen klart at der fra socialdemokratisk side var meget lidt forståelse for ideen om at give mennesker penge uden at kræve noget til gengæld. Det strider helt fundamentalt mod socialdemokaternes princip om ret og pligt, eller som Mette Frederiksen sagde at hun foretrak at kalde det: pligt og ret.

Uden at gå ind i alle detaljer i de fremførte synspunkter, vil jeg fremhæve noget af det jeg ser som grundlæggende paradokser i den socialdemokratiske argumentation.

Mette Frederiksen mener fx at det er et problem hvis vi ikke stiller krav til hinanden, det være sig i privatlivet og i det offentlige, for så risikerer vi at vi blive ligeglade med hinanden. Sådan nogenlunde faldt ordene. Det forstår jeg ikke. Hvad er sammenhængen? Kan det ikke tænkes at mennesker er alt andet end ligeglade med hinanden selv om der ikke stilles krav til dem, og at krav måske ikke er den mest hensigtsmæssige måde at møde mennesker på?

I forlængelse af det brugte hun også ordet 'opgivet'. Hvis vi ikke stiller krav til andre, 'opgiver' vi dem. Det kunne fx være arbejdsløse. Men i den formulering ligger der implicit at vi allerede ved og har afgjort hvad der er det gode liv for i hvert fald den gruppe af mennesker. Hvis det drejede sig om 'velfungerende' mennesker der tilfældigvis havde et arbejde, ville vi jo ikke tale om at opgive dem. Vi opgiver dem, underforstået de er fortabt hvis vi bare sender dem 'en pose penge' og overlader dem til sig selv. Og det kan vi ikke være bekendt, som det så ofte udtrykkes. I hele den argumentation ligger der implicit en vurdering om at vi godt ved hvad der er godt for dig, og derfor skal du tvinges til at få det gode liv vi har defineret for dig. Og hvis du ikke ønsker at leve efter denne definition, får du ingenting. Så tager vi dit eksistensgrundlag fra dig, indtil du tænker og handler lige som os.

Det lå hele tiden lige under overfladen at hvis mennesker ikke får at vide hvad de skal, vil de hurtigt sidde og kukkelure i deres lejligheder i de sociale boligbyggerier. Gået nærmere på klingen indrømmede hun dog at der var en del på overførselsindkomst som trods alt fik noget ud af livet og også var noget for andre, fx i form af frivilligt arbejde.

Et andet paradoks dukkede op da Mette Fredriksen gentagne gange sagde at hun ville have at mennesker tager ansvar for deres liv ved at komme i arbejde,  underforstået lønarbejde, men øjensynlig bemærkede hun ikke den modsigelse der ligger i at de først får det ansvar efter at det er blevet taget fra dem i form af den umyndiggørelse der ligger i at de ikke har ret til deres egen tid, men må afgive den til det arbejde de bliver tvunget til at søge eller bliver aktiveret til.

Hun mener tilsyneladende også at den eneste måde man kan tage ansvar for sit liv på, er gennem lønarbejdet, men det er vel i grunden en noget snæver definition af hvad det vil sige at være menneske, at en så betydningsfuld for ikke at sige grundlæggende egenskab ved det at være menneske som at tage ansvar for sit eget liv og i videre forstand for andres, skal reduceres til den funktion man udfylder på arbejdsmarkedet. Man kunne forestille sig mange andre måder at vise ansvar på, og det er tilmed måder vi ser mennesker realisere hver eneste dag på en lang række områder i civilsamfundet, og uden hvilke det slet ikke kunne hænge sammen.

Mennesker står til rådighed for sig selv og for hinanden, fordi det nu engang er deres natur. Og de gør det ganske frivilligt. Den samme frivillighed burde kunne udbredes til alle samfundets funktioner, herunder lønarbejdet. Civilisationen er moden til at vi viser hinanden den tillid.

Bag dit eget rugbrød

At bage sit eget brød er en vigtig disciplin. Og at bage rugbrød er den allersværeste. I hvert fald indtil nu. Med en god portion inspiration fra Camilla Plum supplereret med et par af mine egne indfald, er det lykkedes mig at bage mit eget rugbrød, endda indtil flere gange, uden at noget er gået galt. Faktisk er det så vellykket at det så småt er ved at blive kendt i dele af Vejby og omegn.

Jeg betragter det ikke som min fortjeneste, men som summen af gode råvarer, en enkel opskrift og ikke mindst surdej. Brødet er så velsmagende at det er den hidtil bedste kur mod industrielt fremstillet rugbrød for slet ikke at tale om hvidt brød, som ikke engang fortjener at blive nævnt i denne her sammenhæng.

Fra at have været en meget middelmådig rugbrødsbager, er jeg med et forvandlet til noget nær ekspert i hjemmebagt rugbrød, så selv ikkeinkarnerede rugbrødsspisere har måttet overgive sig.

Her er så hvad man skal gøre for at bage et eller flere rugbrød der af uransagelige grunde lykkes hver gang:

• 1 kg groft svedjerugmel (fra Aurion)
• 1 kg groft ølands- eller speltmel
• 1 kg knækkede rugkerner
• Solsikkekerner og hørfrø efter behag
• Et par spiseskefulde sirup (fx bygmalt)
• Sommerlunt vand
• Salt (så lidt som muligt)
• 1 - 2 dl surdej (se hvordan på nettet)

Alt øko.
Skulle være nok til et par store rugbrød.

Alle ingredienser blandes i en stor skål. Salt og sirup opløses på forhånd i noget af vandet. Dejen skal være 'lind', dvs. som havregrød. Hældes i forme (jeg foretrækker silikoneforme) til hævning ved stuetemperatur i 12 timer. Brødene prikkes med en spisepind helt igennem en 20 - 30 gange inden de bages ved 200 grader midt i ovnen i fem kvarter. Tages straks ud af formene og lægges på rist. Kan herefter evt. pensles med smør. Efter en times tid kan brødene lægges i tætsluttende plastikposer for at undgå udtørring og hård skorpe.

Ærgrelse

Det undrer mig altid når folk siger at man ikke skal ærgre sig over ting der er sket, for hvornår skal man ærgre sig hvis ikke bagefter?

Tjener ærgelsen et formål? Kan der være noget konstruktivt i at ærgre sig, eller kan man nøjes med at konstatere at noget gik galt og så forsøge at rette op på det i fremtiden? Spørgsmålet er om ærgelsen er en uvedkommende eller ligefrem destruktiv følelse der har det med at ledsage bevidstheden om ting man mener burde være gået anderledes. Eller om den tværtimod er med til opbygge en særlig viljestyrke og beslutsomhed med henblik på at ændre på tingenes tilstand.

Altså, hvis man ærgrer sig tilstrækkelig grundigt og omhyggeligt, så vil dette føre til at man akkumulerer tilstrækkelig modvilje over for at gentage ting man ikke burde have gjort eller tilstrækkelig motivation til at gøre ting man rent faktisk skulle have gjort. 

Man kan selvfølgelig også ærgre sig over hændelser man slet ikke har haft nogen indflydelse på, men en sådan ærgelse er det svært at se noget formål med.

Et strejf af ærgelse er sikkert gavnligt hvis man skal sparke sig selv i gang - bare man ikke bliver hængende i følelsen. Ideelt set skulle man være i stand til bare nøgternt at konstatere at man handlede forkert ved at handle eller handlede forkert ved ikke at handle, men vi har det med at minde os selv en tid efter om at det ikke gik som det skulle, og det er det vi normalt kalder ærgelse. Den efterfølgende påmindelse er muligvis vigtig, medmindre vi formår at se vores handling eller ikkehandling med en sådan styrke eller kraft at vi spontant ændrer kurs, hvorefter vi ikke længere er de samme som vi var før. Og så er der ikke længere nogen grund til at ærgre sig.

Religionsrapport 'Gud var hos mig i junglehelvedet'

Sætter man ræven til at vogte gæs? Nej, men man sætter åbenbart gerne en katolik og tidligere informationschef for den katolske kirke i Danmark til at varetage et program om religioner med de konsekvenser det får for objektivitet og almindelig kritisk saglighed. Programmet er naturligvis Religionsrapport på DR P1 og bestyreren, i hvert fald ofte, Iben Thranholm, som efter eget udsagn har fundet sit drømmejob ved både at være teolog og journalist - i andres øjne snarere et mareridtsscenarie.

Naturligvis har journalister også deres private meninger og fordomme, men fortidens 'røde lejesvende' blegner noget ved siden af den linde strøm af ledende spørgsmål, tendentiøs formidling, for ikke at sige slet skjult propaganda for troens velsignelser i almindelighed og kristen tro i særdeleshed, som udgår fra de programmer Iben Thranholm er involveret i.

På et tidspunkt satte jeg mig for rent faktisk at forsøge at dokumentere hvilken betydelig slagside programmerne har ved at gennemlytte dem og finde citater der kan underbygge min påstand, men indså hurtigt at det er meget tidskrævende. Enhver kan til gengæld gå ind og ved 'selvhør' orientere sig i tidligere udsendelser, da de er frit tilgængelige fra DR's arkiver eller bare følge med i de nye. Det overordnede budskab eller undertonen i alle udsendelserne er at 'tro er godt', hvorimod ateisme er en noget mere tvivlsom størrelse.

Jeg er naturligvis ikke den eneste det er faldet for brystet. Kan huske et avisindlæg fra vist nok en professor inden for et naturvidenskabeligt område som også beklagede sig over de sørgelige tilstande der råder i programmet, men indvendingerne blev temmelig arrogant affærdiget i et svar fra den daværende programchef.

Det her skal imidlertid ikke handle så meget om den journalistiske vinkel, men mere konkret om den Religionsrapport der hedder 'Gud var hos mig i junglehelvedet'. Titlen refererer til Ingrid Betancourts fangenskab i den colombianske jungle, og hvordan hendes tro reddede hende. Det vil jeg ikke beskæftige mig med, i hvert fald ikke her og nu, men derimod med anden del af programmet, som bl.a. havde et interview med psykologen Peter Elsass om hans forskning i tibetanske fangers anvendelse af buddhismen som middel til at stå igennem tortur o.l. som de udsættes for af de kinesiske myndigheder.

Peter Elsass har utvivlsomt et ganske godt kendskab til buddhismen, men er dog kommet lidt på afveje når han taler om at det er et mål for buddhismen at opløse jeget (sindets 'organiserende princip') for det er netop en af de centrale pointer i buddhismen at der ikke findes noget jeg eller nogen sjæl, altså intet centralt organiserende princip, men kun en række momentane bevidsthedstilstande, bundet sammen af det kit som livsviljen og aflejringer fra tidligere handlinger (i bevidstheden eller med kroppen) udgør. Så hvis der er noget man skal opløse, er det snarere illusionen om et jeg eller lignende forestillinger om en personlighedens kerne eller kontinuum.

I sidste del af programmet var der et interview med psykolog Peter la Cour om det faktum at troende mennesker lettere kommer gennem kriser end ikketroende. Faktisk lever kirkegængere ifølge de seneste undersøgelser to år længere end andre mere ugudelige dødelige, hvilket måske kan tolkes således at der vitterligt findes en højere retfærdighed, eller også, lidt mere usentimentalt, at Vorherre helst vil udsætte mødet længst muligt med dem der allerede er kommet ind i hans fold. Det vides ikke. Mit eget synspunkt er at det svarer til at man fremstillede en pille der forlængede livet med to år, men som desværre havde den bivirkning af den forvrængede ens syn på virkeligheden. Det er der måske mange der godt kan leve med for de to ekstra år, men jeg foretrækker den mere ædruelige tilgang til tilværelsen og må så leve med mine eksistentielle kriser. Noget andet er at jeg har en skummel plan om at introducere et helt nyt potentielt livsforlængende og meget overlevelsesdygtigt erkendelsesgrundlag. Mere om det senere - forhåbentlig.

Lidt i forlængelse af det vil jeg lige kommentere på det som lader til at være Peter la Cours hovedpointe, nemlig at vi i de sidste par generationer har mistet det religiøse sprog og fællesskab, i hvert fald i Danmark. Derfor er især yngre mennesker lidt fortabte hvis de møder kriser og alvorlig sygdom. For troen giver struktur og mening foruden et socialt tilhørsforhold, for at blive i hans sprogbrug. De to generationer han refererer til, er den kulturradikale og siden den stærkt venstreorienterede eller marxistiske, som begge var meget religionskritiske.

Men det som bestandig undrer mig, når det argument fremføres, altså dette 'tab af mening' som manglende religion medfører, er hvorfor religionen skulle være det eneste alternativ til en materialistisk og forbrugsorienteret levevis. Peter la Cour har ganske vist helt ret i at vi kan blive åndeligt fattige ved at synke ned i ren materialisme (i mangel af bedre ord), men religion er da en ualmindelig sørgelig erstatning for det tabte livsindhold.

Refleksion og meditation over tilværelsens mysterier og skønhed er ikke forbeholdt religioner, og det uanset om man tillægger indholdet mening og formål eller ej. En fuga af Bach bliver ikke mindre vidunderlig selv om enhver form for tro eller overtro blev slettet fra jordens overflade og i menneskenes sind, om end jeg lidt ironisk må tilføje at Bach altid til sine kantater føjede teksten SDG (Soli Deo Gloria - Gud alene æren), men den oplevelse kan man også som ganske ugudelig have, nemlig at værkerne synes at skrive sig selv eller komme 'et andet sted fra'. Hjernen er forunderlig og stadig langt hen ad vejen uudforsket terræn.

Den vågnende bevidsthed

Går det frem eller tilbage for verden? På to punkter, der af en eller anden grund har betydet meget for mig, er der i hvert fald fremskridt af spore. Rygning er så småt ved at bliver udfaset, ikke globalt, så dog i store dele af den vestlige verden, og blyet er kommet ud af benzinen. Det sidste skete i Danmark i 1994 uden den helt store mediebevågenhed. Men for mig var det en næsten skelsættende begivenhed.

Mit had til biler, som har levet sit eget næsten uforstyrrede liv gennem alle årene, blev grundlagt allerede i mine unge år da jeg fandt ud af at de ud over at støje temmelig meget også bidrog med en snigende nervegift, tetraetylbly (TEL), som man senere har beregnet har kostet utallige børn i byerne nogle point i deres intelligenskvotient, idet børn er særlig sårbare over for bly og andre tungmetaller. En amerikansk undersøgelse jeg så på nettet, har med vanlig amerikansk sans for profit beregnet hvor meget det har kostet samfundet og den enkelte i tabt indtjening pga. lavere uddannelsesniveau eller karakterer. Men det mest chokerende er næsten at det fik lov at fortsætte så længe uden at der blev forsket i at udvikle andre og mindre farlige additiver. Det til trods for at stoffets toksikologiske profil havde været kendt i generationer.

Tetraetylbly som additiv til benzin blev første gang introduceret  af den amerikanske opfinder Thomas Midgley, i 1921. Han havde fundet ud af at det kunne forhøje benzinens oktantal og dermed motorens ydeevne. Det var dog ikke nogen helt let sag at få stoffet godkendt, da man ret hurtigt opdagede at  de folk der arbejdede med det ofte enten blev syge eller døde. Nogle fabrikker blev tilmed beordret lukket. Selv Midgley blev syg og måtte gennem en længere afgiftningsproces da han ved en pressekonference ville bevise hvor harmløst stoffet var ved at indånde det og hælde det ud over sine hænder.

Intens lobbyvirksomhed, delvis finansieret af blyindustrien, førte dog til at mulige alternativer, fx etanol, blev opgivet og efterhånden blev blyholdig benzin et globalt problem. Selv i dag kan man overalt i København finde forhøjede koncentrationer af bly i jorden, noget mange børnehaver har måttet tage højde for når de lader børnene lege ude. I visse tilfælde har man simpelthen måttet erstatte jorden med frisk muld eller sand.

Hvordan kan den slags overhovedet foregå? Og så gennem så lang tid? Et er at industrien kan have en profitmæssig interesse i at produktionen af de problematiske stoffer fortsætter længst muligt, og det uanset om det er tobaks- eller olieindustrien, men det har altid undret mig hvor lidt modstand der er i befolkningen over for én gang hævdvundne normer, uanset hvor irrationelle eller direkte sundhedsfarlige de er. Jeg kan ikke huske jeg nogensinde har hørt nogen beklage sig over bly i benzinen, heller ikke selv om de som bilister har deltaget aktivt i en type forurening der muligvis kunne ramme deres egne børn. Det var i hvert fald ikke en folkelig bevægelse der førte til udfasning af TEL i benzinen.

Den samme 'hensynsløshed' eller manglende omtanke gælder generationer af rygere som kritikløst har udsat deres omgivelser for passiv rygning. Enhver forsigtig indvending mod det blev tidligere enten ignoreret eller direkte latterliggjort. Hvis man åbnede et vindue, kunne man få at vide at rygeren ikke havde lyst til at blive forkølet. Nej, så hellere lade de andre dø af kræft. Det er svært helt at forstå det omfang af fortrængning der skal mobiliseres af ellers fornuftige mennesker for at de selv vil acceptere at genere andre mennesker på den måde og udsætte dem for sygdomsfremkaldende stoffer.

Hvordan med fremtiden, er der flere ting der trænger til at blive udfaset, og som der ikke findes nogen synderlig folkelig mobilisering til fordi majoriteten er lammet af vanens magt eller bare ikke reflekterer videre over tingene? Pesticider i landbruget er et af de oplagte svar. Der er en vågnende bevidsthed i dele af befolkningen, men det er et langt sejt træk. På den anden side er det umuligt at forestille sig at der vil være pesticider i landbruget på længere sigt. Bevægelsen i retning af et 100 procent økologisk landbrug er sat i gang og er efter min mening uafvendelig, dels pga. pesticidernes belastning af hele økosystemet, men også fordi der er en meget intens forskning i økologiske dyrkningsmetoder som efterhånden vil gøre økologi til et både indlysende og rentabelt valg både for producenter og forbrugere.

Andre bud på udfasning er støj, en anden af mine mærkesager. Der vil blive mere stille i fremtiden, mindre støj fra alskens maskiner og muligvis endda inde i folks hoveder. Det vil være en følge af både den teknologiske udvikling, men også af en vågnende erkendelse af stilhedens betydning for vores fysiske og psykiske velbefindende. Når den samlede mængde af stress i samfundet har nået en kritisk masse, vil mange mennesker spontant søge i retning af stilhed og måske et simplere liv, eller i hvert fald et liv med større fokus på det væsentlige. Det vil ikke komme som en bevidst strategi eller modebølge a la Simple Living-bevægelsen, men som et uafviseligt behov. Hvor der før var et behov der skulle tilfredsstilles i form af en endeløs række af ting og adspredelser, vil den mætningstilstand jeg taler om få flere og flere mennesker til at stoppe op og søge det jeg for nemheds skyld kalder stilhed, men som bedre kan karakteriseres som en ny måde at være til på. Den ydre stilhed vil afspejle og befrugte den indre og omvendt.

Men ligesom stilhed ikke er et totalt fravær af lyde på det ydre plan, men en overgang til hvad man kunne kalde kvalitetslyde, fx naturens egne lyde, er stilhed heller ikke på det indre plan ren og skær passivitet, men tværtimod en særdeles dynamisk størrelse som skaber forandring. Stilhed er jo netop fokus på det væsentlige og repræsenterer derfor øget opmærksomhed, kreativitet og læring.

Jeg kommer til at skrive meget mere om stilhed og mine erfaringer med den senere.