Går det frem eller tilbage for verden? På to punkter, der af en eller anden grund har betydet meget for mig, er der i hvert fald fremskridt af spore. Rygning er så småt ved at bliver udfaset, ikke globalt, så dog i store dele af den vestlige verden, og blyet er kommet ud af benzinen. Det sidste skete i Danmark i 1994 uden den helt store mediebevågenhed. Men for mig var det en næsten skelsættende begivenhed.
Mit had til biler, som har levet sit eget næsten uforstyrrede liv gennem alle årene, blev grundlagt allerede i mine unge år da jeg fandt ud af at de ud over at støje temmelig meget også bidrog med en snigende nervegift, tetraetylbly (TEL), som man senere har beregnet har kostet utallige børn i byerne nogle point i deres intelligenskvotient, idet børn er særlig sårbare over for bly og andre tungmetaller. En amerikansk undersøgelse jeg så på nettet, har med vanlig amerikansk sans for profit beregnet hvor meget det har kostet samfundet og den enkelte i tabt indtjening pga. lavere uddannelsesniveau eller karakterer. Men det mest chokerende er næsten at det fik lov at fortsætte så længe uden at der blev forsket i at udvikle andre og mindre farlige additiver. Det til trods for at stoffets toksikologiske profil havde været kendt i generationer.
Tetraetylbly som additiv til benzin blev første gang introduceret af den amerikanske opfinder Thomas Midgley, i 1921. Han havde fundet ud af at det kunne forhøje benzinens oktantal og dermed motorens ydeevne. Det var dog ikke nogen helt let sag at få stoffet godkendt, da man ret hurtigt opdagede at de folk der arbejdede med det ofte enten blev syge eller døde. Nogle fabrikker blev tilmed beordret lukket. Selv Midgley blev syg og måtte gennem en længere afgiftningsproces da han ved en pressekonference ville bevise hvor harmløst stoffet var ved at indånde det og hælde det ud over sine hænder.
Intens lobbyvirksomhed, delvis finansieret af blyindustrien, førte dog til at mulige alternativer, fx etanol, blev opgivet og efterhånden blev blyholdig benzin et globalt problem. Selv i dag kan man overalt i København finde forhøjede koncentrationer af bly i jorden, noget mange børnehaver har måttet tage højde for når de lader børnene lege ude. I visse tilfælde har man simpelthen måttet erstatte jorden med frisk muld eller sand.
Hvordan kan den slags overhovedet foregå? Og så gennem så lang tid? Et er at industrien kan have en profitmæssig interesse i at produktionen af de problematiske stoffer fortsætter længst muligt, og det uanset om det er tobaks- eller olieindustrien, men det har altid undret mig hvor lidt modstand der er i befolkningen over for én gang hævdvundne normer, uanset hvor irrationelle eller direkte sundhedsfarlige de er. Jeg kan ikke huske jeg nogensinde har hørt nogen beklage sig over bly i benzinen, heller ikke selv om de som bilister har deltaget aktivt i en type forurening der muligvis kunne ramme deres egne børn. Det var i hvert fald ikke en folkelig bevægelse der førte til udfasning af TEL i benzinen.
Den samme 'hensynsløshed' eller manglende omtanke gælder generationer af rygere som kritikløst har udsat deres omgivelser for passiv rygning. Enhver forsigtig indvending mod det blev tidligere enten ignoreret eller direkte latterliggjort. Hvis man åbnede et vindue, kunne man få at vide at rygeren ikke havde lyst til at blive forkølet. Nej, så hellere lade de andre dø af kræft. Det er svært helt at forstå det omfang af fortrængning der skal mobiliseres af ellers fornuftige mennesker for at de selv vil acceptere at genere andre mennesker på den måde og udsætte dem for sygdomsfremkaldende stoffer.
Hvordan med fremtiden, er der flere ting der trænger til at blive udfaset, og som der ikke findes nogen synderlig folkelig mobilisering til fordi majoriteten er lammet af vanens magt eller bare ikke reflekterer videre over tingene? Pesticider i landbruget er et af de oplagte svar. Der er en vågnende bevidsthed i dele af befolkningen, men det er et langt sejt træk. På den anden side er det umuligt at forestille sig at der vil være pesticider i landbruget på længere sigt. Bevægelsen i retning af et 100 procent økologisk landbrug er sat i gang og er efter min mening uafvendelig, dels pga. pesticidernes belastning af hele økosystemet, men også fordi der er en meget intens forskning i økologiske dyrkningsmetoder som efterhånden vil gøre økologi til et både indlysende og rentabelt valg både for producenter og forbrugere.
Andre bud på udfasning er støj, en anden af mine mærkesager. Der vil blive mere stille i fremtiden, mindre støj fra alskens maskiner og muligvis endda inde i folks hoveder. Det vil være en følge af både den teknologiske udvikling, men også af en vågnende erkendelse af stilhedens betydning for vores fysiske og psykiske velbefindende. Når den samlede mængde af stress i samfundet har nået en kritisk masse, vil mange mennesker spontant søge i retning af stilhed og måske et simplere liv, eller i hvert fald et liv med større fokus på det væsentlige. Det vil ikke komme som en bevidst strategi eller modebølge a la Simple Living-bevægelsen, men som et uafviseligt behov. Hvor der før var et behov der skulle tilfredsstilles i form af en endeløs række af ting og adspredelser, vil den mætningstilstand jeg taler om få flere og flere mennesker til at stoppe op og søge det jeg for nemheds skyld kalder stilhed, men som bedre kan karakteriseres som en ny måde at være til på. Den ydre stilhed vil afspejle og befrugte den indre og omvendt.
Men ligesom stilhed ikke er et totalt fravær af lyde på det ydre plan, men en overgang til hvad man kunne kalde kvalitetslyde, fx naturens egne lyde, er stilhed heller ikke på det indre plan ren og skær passivitet, men tværtimod en særdeles dynamisk størrelse som skaber forandring. Stilhed er jo netop fokus på det væsentlige og repræsenterer derfor øget opmærksomhed, kreativitet og læring.
Jeg kommer til at skrive meget mere om stilhed og mine erfaringer med den senere.
torsdag den 24. marts 2011
onsdag den 23. marts 2011
Lovpligtig minikonfirmandundervisning
Det skal stadig være frivilligt, men nu også lovpligtigt, altså minikonfirmandundervisningen. Det mener et udvalg nedsat af Kirkeministeriet under ledelse af Ribes biskop Elisabeth Dons Christensen. Forskellen består i at alle 9-10-årige børn fremover skal have tilbudt undervisning i kristendom og det kirkelige arbejde. Mange kirker tilbyder det allerede, men bliver det lov, skal det være et universelt tilbud. Ikke den store forskel altså, men alligevel.
Begrundelsen for forslaget er at mange unge ikke lader sig konfirmere selv om de er døbt. I Ribe er det hvert femte, mens det i København er over halvdelen. Det bekymrer biskoppen, for de unge får dermed ikke en oplevelse af kirke og kristendom som noget godt og 'naturligt'.
Man kunne også hævde at børn heller ikke i tilstrækkelig grad stifter bekendtskab med naturens forunderlige verden, universet og vores egen biologi. En indføring, lettilgængelig naturligvis, i alt dette ville måske være mere i tråd med den viden vi har om verden end religiøse forestillinger, og at åbne børns øjne og sind for det mirakel naturen er - uden reference til en skaber - er en af de bedste investeringer man kan gøre i deres og klodens fremtid.
Begrundelsen for forslaget er at mange unge ikke lader sig konfirmere selv om de er døbt. I Ribe er det hvert femte, mens det i København er over halvdelen. Det bekymrer biskoppen, for de unge får dermed ikke en oplevelse af kirke og kristendom som noget godt og 'naturligt'.
Man kunne også hævde at børn heller ikke i tilstrækkelig grad stifter bekendtskab med naturens forunderlige verden, universet og vores egen biologi. En indføring, lettilgængelig naturligvis, i alt dette ville måske være mere i tråd med den viden vi har om verden end religiøse forestillinger, og at åbne børns øjne og sind for det mirakel naturen er - uden reference til en skaber - er en af de bedste investeringer man kan gøre i deres og klodens fremtid.
Den nye madpyramide
Det var på tide at FDB's madpyramide blev opdateret. Den gamle har gennem 35 år været et udmærket værktøj til hurtigt at få et overblik over hvad man skal købe mest ind af for at holde en sund balance i kosten. Men nyere forskning havde gjort at den måtte revideres. Fx er ost flyttet fra bunden og helt op i toppen af pyramiden, ikke så underligt i betragtning af at de fleste oste indeholder alt for meget mættet fedt og salt samtidig med at der er nul fibre.
Det er også godt at se at grønsager er kommet ned i bunden hvor de hører hjemme, men jeg er lidt i tvivl om frugt ikke burde have samme placering frem for i midten. Det samme gælder fuldkornshvedebrød som indtager en midterplacering, mens fuldkornsrugbrød er i bunden. Det mener jeg mere er et udtryk for en regional sædvane end veldokumenteret forskning.
Generelt kan man sige at det er mælkeproducenterne der bliver ramt, idet også mælk er flyttet en plads op - fra bunden til midten - og erstattet med vand, som slet ikke var med på listen tidligere. Man kan diskutere om vand er en del af kosten, men jeg synes det er et godt signal at sende i de her tider hvor næsten al væske indtages i form af kaffe, te og ikke mindst læskedrikke.
Olivenolie, som var nærmest ukendt for 35 år siden, er nu med som en naturlig del af kosten, omend i toppen hvor den har selskab af kød og fisk. Den opmærksomme iagttager vil se at fisk er flyttet fra toppen af toppen ned i bunden af toppen, hvilket også er i tråd med de seneste forskningsresultater og -anbefalinger.
Der behøver ikke gå 35 år før vi får en ny version, og der kommer der nok heller ikke til med den fart der er på forskningen i ernæring. Måske vil kødet ryge helt ud af pyramiden næste gang.
Det er også godt at se at grønsager er kommet ned i bunden hvor de hører hjemme, men jeg er lidt i tvivl om frugt ikke burde have samme placering frem for i midten. Det samme gælder fuldkornshvedebrød som indtager en midterplacering, mens fuldkornsrugbrød er i bunden. Det mener jeg mere er et udtryk for en regional sædvane end veldokumenteret forskning.
Generelt kan man sige at det er mælkeproducenterne der bliver ramt, idet også mælk er flyttet en plads op - fra bunden til midten - og erstattet med vand, som slet ikke var med på listen tidligere. Man kan diskutere om vand er en del af kosten, men jeg synes det er et godt signal at sende i de her tider hvor næsten al væske indtages i form af kaffe, te og ikke mindst læskedrikke.
Olivenolie, som var nærmest ukendt for 35 år siden, er nu med som en naturlig del af kosten, omend i toppen hvor den har selskab af kød og fisk. Den opmærksomme iagttager vil se at fisk er flyttet fra toppen af toppen ned i bunden af toppen, hvilket også er i tråd med de seneste forskningsresultater og -anbefalinger.
Der behøver ikke gå 35 år før vi får en ny version, og der kommer der nok heller ikke til med den fart der er på forskningen i ernæring. Måske vil kødet ryge helt ud af pyramiden næste gang.
mandag den 21. marts 2011
Religionsrapport om mindfulness
Lektor Jørn Borup hævder i programmet Religionsrapport på DR P1 om mindfulness at den 'i den asiatiske, klassiske udgave...helt klart er et ritual på linje med andre ritualer, som del af en større pakke' og 'at der stort set ikke er nogen asiater der bruger mindfulness - det er en amerikansk og vestlig opfindelse'.
Begge påstande er imidlertid forkerte. Lad os først se på hvordan man almindeligvis definerer ordet 'ritual', fx Wikipedia:
'A ritual is a set of actions, performed mainly for their symbolic value'
(http://en.wikipedia.org/wiki/Ritual).
Begge påstande er imidlertid forkerte. Lad os først se på hvordan man almindeligvis definerer ordet 'ritual', fx Wikipedia:
'A ritual is a set of actions, performed mainly for their symbolic value'
(http://en.wikipedia.org/wiki/Ritual).
eller Jørn Borups egen definition andetsteds:
'Ritualer er religiøse handlinger, der for de involverede er med til at skabe og opretholde verden'
(http://www.religion.dk/artikel/247907:Fagbegreber--Ritual--kult).
Ingen af definitionerne passer særlig godt på den praksis der i Theravadabuddhismen går under betegnelsen 'satipatthana', og som på engelsk - og nu også på dansk - oversættes 'mindfulness'. Buddhismen, i hvert fald i sin oprindelige form - og det må vel være den Jørn Borup især sigter til når han taler om den klassiske udgave - er netop kendetegnet ved at være overordentlig pragmatisk og 'down to earth', med andre ord, vi har at gøre med en ren teknik som er renset for ritualer eller andre symbolladede handlinger, herunder bøn. Dermed er der i virkeligheden ikke den store forskel på det som Jørn Borup kalder den primært amerikanske 'opfindelse' af mindfulness og den oprindeligt buddhistiske, som går omkring 2500 år tilbage. Begge bygger på en form for empiri eller i hvert fald nøje studier af bevidstheden og dens indhold og ikke på hverken tro eller magi.
Der er altså intet belæg i paliteksterne, som udgør den tidlige buddhistiske kanon, for at satipatthana eller den mere avancerede vipassana-træning, har været et led i en ritualiseret form for religionsdyrkelse. Faktisk er der ikke noget som helst i de tekster der overhovedet antyder at vi har at gøre med en religion efter de sædvanlige definitioner. Der hvor man, som jeg også har været inde på før, går lidt galt i byen i den vestlige sammenhæng er altså ikke ved at 'skrælle ritualerne af', for de fandtes ikke i forvejen, men ved at man helt udelader den erkendelsesteoretiske kontekst træningen indgår i.
Charlotte Mandrup, som er den der om nogen har markedsført mindfulness herhjemme - om end den har været kendt længe før i mere lukkede kredse - er lidt mere på sporet når hun taler om at buddhisterne - stadig de oprindelige - betragtede lidelsen som et grundvilkår ved tilværelsen, og at træningen i mindfulness handler om at 'se tingene som de er', dvs. gennemskue lidelsen og dens årsager, hvilket ifølge hende, og helt korrekt, er en forståelse af at det er vores tolkning af sanse- og bevidsthedsindtryk i lyset af vores lager af erindringer og forventninger til fremtiden som i særlig grad bidrager til et forvrænget eller ligefrem illusorisk billede af virkeligheden.
Man kunne måske ønske sig en lidt større stringens i hendes ordvalg når hun på den ene side taler om at 'når man først lærer at se igennem sin begær og sin frygt...så vil man opdage virkeligheden, og så stopper lidelsen' og i næste sætning 'virkeligheden er rigtig langt hen ad vejen hvad vi gør den til', jf. at den er et produkt af de spor (på pali 'samkharas') vores individuelle fortid har sat i sindet, og de nye indtryk vi møder. Rent terminologisk ville det være mere hensigtsmæssigt ikke at tale om virkeligheden i to stik modsatte betydninger.
Tilbage til Jørn Borup og den anden påstand, som lyder at der stort set ikke er nogen 'asiater' der bruger mindfulness. Det er ejendommeligt hvordan han kan hævde det al den stund at teknikken praktiseres som ren teknik og helt uden religiøs røgelse i talrige klostre i Sydøstasien. Nogle af dem er direkte dedikerede til formålet, og jeg har selv besøgt flere af dem. Den eneste grund til at han kan påstå det må være at han mener den 'amerikanske opfindelse' af mindfulness er så væsensforskellig fra den oprindelige teknik at det er noget helt andet de praktiserer i de buddhistiske lande, men det mener jeg altså ikke er tilfældet. At man så i Vesten lader hånt om den bagvedliggende filosofi er en anden sag.
'Ritualer er religiøse handlinger, der for de involverede er med til at skabe og opretholde verden'
(http://www.religion.dk/artikel/247907:Fagbegreber--Ritual--kult).
Ingen af definitionerne passer særlig godt på den praksis der i Theravadabuddhismen går under betegnelsen 'satipatthana', og som på engelsk - og nu også på dansk - oversættes 'mindfulness'. Buddhismen, i hvert fald i sin oprindelige form - og det må vel være den Jørn Borup især sigter til når han taler om den klassiske udgave - er netop kendetegnet ved at være overordentlig pragmatisk og 'down to earth', med andre ord, vi har at gøre med en ren teknik som er renset for ritualer eller andre symbolladede handlinger, herunder bøn. Dermed er der i virkeligheden ikke den store forskel på det som Jørn Borup kalder den primært amerikanske 'opfindelse' af mindfulness og den oprindeligt buddhistiske, som går omkring 2500 år tilbage. Begge bygger på en form for empiri eller i hvert fald nøje studier af bevidstheden og dens indhold og ikke på hverken tro eller magi.
Der er altså intet belæg i paliteksterne, som udgør den tidlige buddhistiske kanon, for at satipatthana eller den mere avancerede vipassana-træning, har været et led i en ritualiseret form for religionsdyrkelse. Faktisk er der ikke noget som helst i de tekster der overhovedet antyder at vi har at gøre med en religion efter de sædvanlige definitioner. Der hvor man, som jeg også har været inde på før, går lidt galt i byen i den vestlige sammenhæng er altså ikke ved at 'skrælle ritualerne af', for de fandtes ikke i forvejen, men ved at man helt udelader den erkendelsesteoretiske kontekst træningen indgår i.
Charlotte Mandrup, som er den der om nogen har markedsført mindfulness herhjemme - om end den har været kendt længe før i mere lukkede kredse - er lidt mere på sporet når hun taler om at buddhisterne - stadig de oprindelige - betragtede lidelsen som et grundvilkår ved tilværelsen, og at træningen i mindfulness handler om at 'se tingene som de er', dvs. gennemskue lidelsen og dens årsager, hvilket ifølge hende, og helt korrekt, er en forståelse af at det er vores tolkning af sanse- og bevidsthedsindtryk i lyset af vores lager af erindringer og forventninger til fremtiden som i særlig grad bidrager til et forvrænget eller ligefrem illusorisk billede af virkeligheden.
Man kunne måske ønske sig en lidt større stringens i hendes ordvalg når hun på den ene side taler om at 'når man først lærer at se igennem sin begær og sin frygt...så vil man opdage virkeligheden, og så stopper lidelsen' og i næste sætning 'virkeligheden er rigtig langt hen ad vejen hvad vi gør den til', jf. at den er et produkt af de spor (på pali 'samkharas') vores individuelle fortid har sat i sindet, og de nye indtryk vi møder. Rent terminologisk ville det være mere hensigtsmæssigt ikke at tale om virkeligheden i to stik modsatte betydninger.
Tilbage til Jørn Borup og den anden påstand, som lyder at der stort set ikke er nogen 'asiater' der bruger mindfulness. Det er ejendommeligt hvordan han kan hævde det al den stund at teknikken praktiseres som ren teknik og helt uden religiøs røgelse i talrige klostre i Sydøstasien. Nogle af dem er direkte dedikerede til formålet, og jeg har selv besøgt flere af dem. Den eneste grund til at han kan påstå det må være at han mener den 'amerikanske opfindelse' af mindfulness er så væsensforskellig fra den oprindelige teknik at det er noget helt andet de praktiserer i de buddhistiske lande, men det mener jeg altså ikke er tilfældet. At man så i Vesten lader hånt om den bagvedliggende filosofi er en anden sag.
tirsdag den 15. februar 2011
Borger i tre verdener
Erik Christensen, tidligere lektor i samfundsfag ved Aalborg Universitet, har skrevet en bog om og med tekster af Johannes Hohlenberg, en kunstner, forfatter og fritænker fra 1930'erne. Bogens titel er 'Borger i tre verdener', en hentydning til den såkaldte tregreningsmodel for samfundets indretning som oprindelig blev udtænkt af Rudolf Steiner, men senere videreført og udbygget af Hohlenberg.
'Tregreningen' omfatter den statslige, økonomiske og åndelige-kulturelle sfære i samfundet, og Hohlenbergs projekt er at vise hvordan disse sfærer forholder sig til hinanden, både der hvor de kan understøtte hinanden og hvor de må stå alene.
'Tregreningen' omfatter den statslige, økonomiske og åndelige-kulturelle sfære i samfundet, og Hohlenbergs projekt er at vise hvordan disse sfærer forholder sig til hinanden, både der hvor de kan understøtte hinanden og hvor de må stå alene.
onsdag den 9. februar 2011
Basisindkomst fjerner alderdommen
I en tid hvor kun to procent af nyansatte i staten er over 60 år, er det rart at se at statsejede DR ansætter den 77-årige Rafael Frühbeck de Burgos som ny chefdirigent for DR Symfoniorkestret. Det nærliggende spørgsmål er om det er mere fysisk og åndeligt udfordrende at sidde foran en computer i stat og kommune end at være kunstnerisk leder for et verdenskendt symfoniorkester. Hvad er det der gør at fordomme om alder har frit spil i nogle sammenhænge, men ikke i andre?
Det er ikke nogen hemmelighed at synet på alder har ændret sig over tid. Man skal ikke mange generationer tilbage før rollerne nærmest var byttet om. Der var ikke den ungdomsdyrkelse som i dag hvor det at være ung i sig selv er en kvalifikation og ældre opfattes som svage, mere eller mindre senile og en 'byrde' for samfundet. Dermed ikke sagt at der er nogen grund til at længes tilbage til gamle dage hvor der stod en vis respekt om de ældre. Tidligere tiders respekt for alderdommen var lige så meget på bekostning af de unges muligheder som den respekt, eller hvad man skal kalde det, som de unge nu nyder, er det for de gamle. Det er ingen grund til at have respekt for nogen, bare fordi de er ældre, ligesom der ikke er nogen grund til at lovprise unge bare fordi de er unge. Alle fortjener respekt for hvad de kommer med af ressourcer og talent. Det burde være en selvfølge.
Det er i det hele taget et meget betændt område, det med alder, hærget af myter og vrangforestillinger, hvor diskriminationen er mere ubønhørlig og alment accepteret end på noget andet område. Det ville aldrig gå an at undlade at ansætte eller fyre mennesker på basis af køn eller etnicitet i det omfang som det nu ganske selvfølgeligt sker på grund af alder. Det ville i hvert fald hurtigt føre til søgsmål og sanktioner over for arbejdsgiverne. Så længe de myter florerer i samfundet, er der brug for et sikkerhedsnet for de ældre i form af fx efterløn, da sandsynligheden for at de bliver fyret og ikke kan få job igen er overvældende.
Men det er slet ikke min pointe. Jeg mener sådan set at efterlønnen skal afskaffes, men vel at mærke som led i en langt mere grundlæggende reform af samfundet. Den eneste løsning som ikke alene tager hånd om det økonomiske problem, men også de fordomme der ligger til grund for den udbredte aldersdiskrimination, er UBI, en ubetinget basisindkomst, et grundbeløb til at leve for som udbetales af staten til alle borgere, uanset om de deltager på arbejdsmarkedet eller ej. UBI vil med ét slag erstatte alle typer af overførselsindkomst som SU, kontanthjælp, starthjælp, førtidspension, folkepension og efterløn. Men endnu vigtigere er at den vil udviske alle de grænser eller barrierer der nu kunstigt er stillet op mellem forskellige aldersklasser, køn og etniske grupper.
Det er strukturer der ændrer holdninger. Holdningsændringer har meget svært ved at finde sted når strukturerne er fastlåste på en måde der favoriserer bestemte holdninger. Så længe det fastlagte mønster i samfundet er at man inddeler livet i rigide og nærmest ufravigelige faser som uddannelse, karriere og pensionisttilværelse og understøtter denne model økonomisk og lovgivningsmæssigt, lige så længe vil fordommene om hvad man kan og ikke kan i disse faser af livet trives og være på det nærmeste uudryddelige.
Disse faser er helt kulturelt bestemte, og det er derfor man med rette kan kalde dem myter. De er vilkårlige og ikke bestemt af vores biologi. Når Rafael Frühbeck de Burgos kan blive ansat i et job der kræver det yderste af både åndsevner og sanser, hvad er det så andet end myter der hindrer arbejdsgivere og mennesker generelt i at se bort fra alder når de skal vurdere et menneskes kompetencer?
Som sagt kan vi komme de myter til livs ved at ændre de grundlæggende økonomiske strukturer i samfundet således at mennesker i alle aldre vil kunne glide ind og ud af arbejdsmarkedet på en måde der ikke skaber den friktion vi ser i dag. UBI vil åbne nye muligheder for deltidsarbejde, hvilket vil gavne både den studerende og den ældre som ikke har tid eller overskud til at arbejde på fuld tid. Mennesker med kortere uddannelse eller færre kvalifikationer vil få lettere ved at byde ind med deres arbejdskraft, da de vil have råd til at kunne tilbyde den til en lavere løn. De kan derved få fodfæste på arbejdsmarkedet og hurtigere blive opkvalificerede. Og mange flere i de såkaldt svage grupper vil kunne nyde den respekt og selvrespekt der følger med at være en del af arbejdslivet.
Men hvad jeg synes er vigtigere er at det også vil blive respektabelt at stille sig helt uden for den professionelle del af arbejdsmarkedet, måske bare i perioder, og lave frivilligt eller politisk arbejde. Det frivillige arbejde er stærkt undervurderet i et gennemprofessionaliseret samfund som vores. I løbet af de seneste generationer er meget arbejde, som tidligere var ulønnet og frivilligt, om end forpligtende, blevet overtaget af stat og kommune. Det er på mange måder en glimrende udvikling da jeg ikke ønsker mig tilbage til en tid hvor ældre eller syge skulle overlades til familiens forgodtbefindende, men der er også gået noget tabt, eller også har det aldrig virkelig været der, og det er anerkendelsen af den samfundsbærende betydning det frivillige arbejde har. Det skal kunne anerkendes at mennesker i alle aldre helt eller delvis helliger sig frivilligt arbejde, både fordi det skaber trivsel for de mennesker som udfører det, og for dem det direkte berører, men også fordi det er selve det kit der binder demokratiet sammen.
Med basisindkomst vil der ikke være noget der hedder alder i arbejdslivet, og man behøver ikke længere diskutere grænser for et karriereforløb da der ikke vil være nogen på forhånd fastlagt tilbagetrækningsalder. På den måde vil ikke alene enere som DR's nye chefdirigent kunne nyde godt af anerkendelse i en høj alder, men også almindelige og dog hver for sig helt unikke mennesker, uanset hvor de er i livet.
Kilder:
http://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/2011/02/08/08133359.htm
http://www.ugebreveta4.dk/2011/201102/Artikler/Staten_ansaetter_ikke_seniorer.aspx
Det er ikke nogen hemmelighed at synet på alder har ændret sig over tid. Man skal ikke mange generationer tilbage før rollerne nærmest var byttet om. Der var ikke den ungdomsdyrkelse som i dag hvor det at være ung i sig selv er en kvalifikation og ældre opfattes som svage, mere eller mindre senile og en 'byrde' for samfundet. Dermed ikke sagt at der er nogen grund til at længes tilbage til gamle dage hvor der stod en vis respekt om de ældre. Tidligere tiders respekt for alderdommen var lige så meget på bekostning af de unges muligheder som den respekt, eller hvad man skal kalde det, som de unge nu nyder, er det for de gamle. Det er ingen grund til at have respekt for nogen, bare fordi de er ældre, ligesom der ikke er nogen grund til at lovprise unge bare fordi de er unge. Alle fortjener respekt for hvad de kommer med af ressourcer og talent. Det burde være en selvfølge.
Det er i det hele taget et meget betændt område, det med alder, hærget af myter og vrangforestillinger, hvor diskriminationen er mere ubønhørlig og alment accepteret end på noget andet område. Det ville aldrig gå an at undlade at ansætte eller fyre mennesker på basis af køn eller etnicitet i det omfang som det nu ganske selvfølgeligt sker på grund af alder. Det ville i hvert fald hurtigt føre til søgsmål og sanktioner over for arbejdsgiverne. Så længe de myter florerer i samfundet, er der brug for et sikkerhedsnet for de ældre i form af fx efterløn, da sandsynligheden for at de bliver fyret og ikke kan få job igen er overvældende.
Men det er slet ikke min pointe. Jeg mener sådan set at efterlønnen skal afskaffes, men vel at mærke som led i en langt mere grundlæggende reform af samfundet. Den eneste løsning som ikke alene tager hånd om det økonomiske problem, men også de fordomme der ligger til grund for den udbredte aldersdiskrimination, er UBI, en ubetinget basisindkomst, et grundbeløb til at leve for som udbetales af staten til alle borgere, uanset om de deltager på arbejdsmarkedet eller ej. UBI vil med ét slag erstatte alle typer af overførselsindkomst som SU, kontanthjælp, starthjælp, førtidspension, folkepension og efterløn. Men endnu vigtigere er at den vil udviske alle de grænser eller barrierer der nu kunstigt er stillet op mellem forskellige aldersklasser, køn og etniske grupper.
Det er strukturer der ændrer holdninger. Holdningsændringer har meget svært ved at finde sted når strukturerne er fastlåste på en måde der favoriserer bestemte holdninger. Så længe det fastlagte mønster i samfundet er at man inddeler livet i rigide og nærmest ufravigelige faser som uddannelse, karriere og pensionisttilværelse og understøtter denne model økonomisk og lovgivningsmæssigt, lige så længe vil fordommene om hvad man kan og ikke kan i disse faser af livet trives og være på det nærmeste uudryddelige.
Disse faser er helt kulturelt bestemte, og det er derfor man med rette kan kalde dem myter. De er vilkårlige og ikke bestemt af vores biologi. Når Rafael Frühbeck de Burgos kan blive ansat i et job der kræver det yderste af både åndsevner og sanser, hvad er det så andet end myter der hindrer arbejdsgivere og mennesker generelt i at se bort fra alder når de skal vurdere et menneskes kompetencer?
Som sagt kan vi komme de myter til livs ved at ændre de grundlæggende økonomiske strukturer i samfundet således at mennesker i alle aldre vil kunne glide ind og ud af arbejdsmarkedet på en måde der ikke skaber den friktion vi ser i dag. UBI vil åbne nye muligheder for deltidsarbejde, hvilket vil gavne både den studerende og den ældre som ikke har tid eller overskud til at arbejde på fuld tid. Mennesker med kortere uddannelse eller færre kvalifikationer vil få lettere ved at byde ind med deres arbejdskraft, da de vil have råd til at kunne tilbyde den til en lavere løn. De kan derved få fodfæste på arbejdsmarkedet og hurtigere blive opkvalificerede. Og mange flere i de såkaldt svage grupper vil kunne nyde den respekt og selvrespekt der følger med at være en del af arbejdslivet.
Men hvad jeg synes er vigtigere er at det også vil blive respektabelt at stille sig helt uden for den professionelle del af arbejdsmarkedet, måske bare i perioder, og lave frivilligt eller politisk arbejde. Det frivillige arbejde er stærkt undervurderet i et gennemprofessionaliseret samfund som vores. I løbet af de seneste generationer er meget arbejde, som tidligere var ulønnet og frivilligt, om end forpligtende, blevet overtaget af stat og kommune. Det er på mange måder en glimrende udvikling da jeg ikke ønsker mig tilbage til en tid hvor ældre eller syge skulle overlades til familiens forgodtbefindende, men der er også gået noget tabt, eller også har det aldrig virkelig været der, og det er anerkendelsen af den samfundsbærende betydning det frivillige arbejde har. Det skal kunne anerkendes at mennesker i alle aldre helt eller delvis helliger sig frivilligt arbejde, både fordi det skaber trivsel for de mennesker som udfører det, og for dem det direkte berører, men også fordi det er selve det kit der binder demokratiet sammen.
Med basisindkomst vil der ikke være noget der hedder alder i arbejdslivet, og man behøver ikke længere diskutere grænser for et karriereforløb da der ikke vil være nogen på forhånd fastlagt tilbagetrækningsalder. På den måde vil ikke alene enere som DR's nye chefdirigent kunne nyde godt af anerkendelse i en høj alder, men også almindelige og dog hver for sig helt unikke mennesker, uanset hvor de er i livet.
Kilder:
http://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/2011/02/08/08133359.htm
http://www.ugebreveta4.dk/2011/201102/Artikler/Staten_ansaetter_ikke_seniorer.aspx
mandag den 7. februar 2011
Mindfulness
I de senere år er kurser i 'mindfulness' blevet umådelig populære. Jeg var selv på kurser i mindfulness allerede i slutningen af 1970'erne, både i buddhistiske klostre på Sri Lanka og i England, samtidig med at jeg studerede de originale buddhistiske tekster på pali som er grundlaget for hele denne praksis.
'Mindfulness' er en oversættelse fra pali af et ord som hedder 'satipatthana' og refererer til en meditationsform som godt nok er grundlæggende for buddhistisk praksis, men langt fra den eneste. Det er også værd at bemærke at den kun er at betragte som et forstadie til en videregående praksis som kaldes 'vipassana'. Vipassana kan omtrentligt oversættes med 'fuld indsigt' og handler om hvordan den praktiserende kan lære at forstå og gennemskue hele tilværelsens opbygning, og her navnlig sindet og kroppen. Det ultimative mål med denne meditationsform er en udfrielse fra tilværelsens kredsløb forstået som den uendelige række af genfødsler som buddhismen mener alle levende væsener er underlagt qua deres karma.
Man kan også formulere det således at ved at gennemskue hvordan tilværelsen er opbygget og forholde sig indifferent iagttagende til den, kan man forhindre at ny karma dannes hvorved selve 'brændstoffet' til fortsat eksistens og genfødsel ikke længere er til stede. I de mere filosofiske udredninger at denne proces opfattes tilværelsen som en strøm af fysiske og pyskiske elementer med karmisk 'ladning'. Disse elementer har kun momentan eksistens, og intet overføres fra ét moment til et andet. Kun selve bevægelsen er virkelig, på samme måde som bølger bevæger sig hen over havoverfladen selv om vandet ikke flytter sig.
Dette forhold, at bevægelsen forårsages af diskrete elementer med momentan eksistens, elementer som er gensidigt betingede uden at der finder nogen stofoverførsel sted, har fået nogle skoler inden for buddhismen til at gå et skridt videre og betragte selve elementerne som substansløse eller uden 'essens'. Den gensidige betingning indebærer ifølge dem logisk set at disse elementer slet ikke kan opstå, idet A er afhængig af B og B afhængig af A. Intet opstår, og intet forgår, alle elementer er 'tomme' og i videre forstand er hele bevægelsen naturligvis også en illusion, ligesom alle de tilhørende begreber karma, samsara og nirvana er det, og udfrielsen bliver derfor mere et spørgsmål om at gennemskue det forhold at det hele er tomt og ikke så meget at observere de enkelte elementer.
Alt det bekymrer naturligvis ikke de moderne mindfulnessaktører anført af diverse terapeuter og psykologer. De tager hvad de kan bruge og lader resten ligge, og jeg må da indrømme at som pragmatisk og komplet irreligiøs observatør til dette nye, men altså også meget gamle, modefænomen, kan jeg ikke have nogen seriøse anfægtelser over at man forsøger at udkrystallisere de teknikker som har været anvendt i buddhistiske klostre i århundreder. Jeg synes bare at den ærværdige buddhistiske tradition skal have noget mere credit for det arbejde de trods alt har lagt i det. Man kunne kalde det en slags spirituel copyright. Og min lille digression omkring det filosofiske grundlag for buddhismen var mere tænkt som en påmindelse om hvad der var den oprindelige hensigt med de teknikker man nu øser så flittigt af. De har nemlig aldrig været tænkt som rene teknikker til at komme i balance og få ro i sindet så de daglige udfordringer kan klares. Det kan højst have været betragtet som en afledet effekt.
Et andet aspekt, som måske ikke er helt uvæsentligt, er det i buddhismen ufravigelige princip at al information og undervisning skal være frit tilgængelig og gratis. Derfor er dyre kurser i mindfulness nærmest i lige så høj grad en krænkelse af spirituel copyright som det forhold at man leverer et til dels forvrænget eller i hvert fald ukomplet billede af hvad der egentlig ligger i til grund for denne praksis.
Endelig kan der siges meget om selve teknikken. Den er i mine øjne kraftfuld, men heller ikke uden risici. Hvis man griber den forkert an, kan den med ret stor sikkerhed føre til forskellige former for neuroser. Det skyldes at der eksisterer en hårfin og for de fleste mennesker ukendt grænse mellem iagttagelse og styring. Udviklingen af en meget minutiøs opmærksomhed, som er en vigtig ingrediens i teknikken, rummer potentialet til en lige så minutiøs styring og indgriben i fysiske og psykiske tilstande der har bedst af at blive ladt i fred. De færreste mennesker formår klart at skelne mellem ren opmærksomhed på det plan der her er tale om og bevidst indgriben i til dels automatiserede processer.
Der er ingen tvivl om at det er overordentlig gavnligt at være opmærksom på sine fordomme, eller sin tilbøjelighed til at repetere gamle mønstre, men opmærksomhed på alle detaljer i hvordan et enkelt skridt forløber, hvordan man ruller hen over fodsålerne osv., som også er en del af den oprindelige buddhistiske praksis, kan måske bidrage til at øge en særlig form for selektiv årvågenhed, men skal nok ikke drives for vidt. Hvis man fx kører bil og er opmærksom på alle detaljer i hvordan man drejer rattet eller træder på speederen, kan det godt være at man ikke samtidig formår at være tilstrækkelig opmærksom på trafikken. Det er i hvert fald farligt at forlade sig på at opmærksomheden er universel.
Teknikken har sin styrke, eller svaghed, i at afdække hvad der sker på det plan vi tager for givet, men der er forskel på automatiserede processer. Nogle er gavnlige, andre mindre gavnlige. Hvis jeg reagerer negativt hver gang jeg ser en udlænding, kan det være en stor fordel at være opmærksom på hvorfor jeg gør det. Og selve opmærksomheden, vil få mig til at reagere mindre pr. automatpilot. Men nogle processer har det altså som nævnt bedst upåagtet. Det betyder selvfølgelig ikke at det ikke kan være interessant at iagttage dem. Man skal bare være meget, ja opmærksom på at man ikke griber bevidst ind så de mister deres flow og spontanitet. Det er en balancegang, og jeg er bange for at de fleste mennesker hurtigt mister balancen.
'Mindfulness' er en oversættelse fra pali af et ord som hedder 'satipatthana' og refererer til en meditationsform som godt nok er grundlæggende for buddhistisk praksis, men langt fra den eneste. Det er også værd at bemærke at den kun er at betragte som et forstadie til en videregående praksis som kaldes 'vipassana'. Vipassana kan omtrentligt oversættes med 'fuld indsigt' og handler om hvordan den praktiserende kan lære at forstå og gennemskue hele tilværelsens opbygning, og her navnlig sindet og kroppen. Det ultimative mål med denne meditationsform er en udfrielse fra tilværelsens kredsløb forstået som den uendelige række af genfødsler som buddhismen mener alle levende væsener er underlagt qua deres karma.
Man kan også formulere det således at ved at gennemskue hvordan tilværelsen er opbygget og forholde sig indifferent iagttagende til den, kan man forhindre at ny karma dannes hvorved selve 'brændstoffet' til fortsat eksistens og genfødsel ikke længere er til stede. I de mere filosofiske udredninger at denne proces opfattes tilværelsen som en strøm af fysiske og pyskiske elementer med karmisk 'ladning'. Disse elementer har kun momentan eksistens, og intet overføres fra ét moment til et andet. Kun selve bevægelsen er virkelig, på samme måde som bølger bevæger sig hen over havoverfladen selv om vandet ikke flytter sig.
Dette forhold, at bevægelsen forårsages af diskrete elementer med momentan eksistens, elementer som er gensidigt betingede uden at der finder nogen stofoverførsel sted, har fået nogle skoler inden for buddhismen til at gå et skridt videre og betragte selve elementerne som substansløse eller uden 'essens'. Den gensidige betingning indebærer ifølge dem logisk set at disse elementer slet ikke kan opstå, idet A er afhængig af B og B afhængig af A. Intet opstår, og intet forgår, alle elementer er 'tomme' og i videre forstand er hele bevægelsen naturligvis også en illusion, ligesom alle de tilhørende begreber karma, samsara og nirvana er det, og udfrielsen bliver derfor mere et spørgsmål om at gennemskue det forhold at det hele er tomt og ikke så meget at observere de enkelte elementer.
Alt det bekymrer naturligvis ikke de moderne mindfulnessaktører anført af diverse terapeuter og psykologer. De tager hvad de kan bruge og lader resten ligge, og jeg må da indrømme at som pragmatisk og komplet irreligiøs observatør til dette nye, men altså også meget gamle, modefænomen, kan jeg ikke have nogen seriøse anfægtelser over at man forsøger at udkrystallisere de teknikker som har været anvendt i buddhistiske klostre i århundreder. Jeg synes bare at den ærværdige buddhistiske tradition skal have noget mere credit for det arbejde de trods alt har lagt i det. Man kunne kalde det en slags spirituel copyright. Og min lille digression omkring det filosofiske grundlag for buddhismen var mere tænkt som en påmindelse om hvad der var den oprindelige hensigt med de teknikker man nu øser så flittigt af. De har nemlig aldrig været tænkt som rene teknikker til at komme i balance og få ro i sindet så de daglige udfordringer kan klares. Det kan højst have været betragtet som en afledet effekt.
Et andet aspekt, som måske ikke er helt uvæsentligt, er det i buddhismen ufravigelige princip at al information og undervisning skal være frit tilgængelig og gratis. Derfor er dyre kurser i mindfulness nærmest i lige så høj grad en krænkelse af spirituel copyright som det forhold at man leverer et til dels forvrænget eller i hvert fald ukomplet billede af hvad der egentlig ligger i til grund for denne praksis.
Endelig kan der siges meget om selve teknikken. Den er i mine øjne kraftfuld, men heller ikke uden risici. Hvis man griber den forkert an, kan den med ret stor sikkerhed føre til forskellige former for neuroser. Det skyldes at der eksisterer en hårfin og for de fleste mennesker ukendt grænse mellem iagttagelse og styring. Udviklingen af en meget minutiøs opmærksomhed, som er en vigtig ingrediens i teknikken, rummer potentialet til en lige så minutiøs styring og indgriben i fysiske og psykiske tilstande der har bedst af at blive ladt i fred. De færreste mennesker formår klart at skelne mellem ren opmærksomhed på det plan der her er tale om og bevidst indgriben i til dels automatiserede processer.
Der er ingen tvivl om at det er overordentlig gavnligt at være opmærksom på sine fordomme, eller sin tilbøjelighed til at repetere gamle mønstre, men opmærksomhed på alle detaljer i hvordan et enkelt skridt forløber, hvordan man ruller hen over fodsålerne osv., som også er en del af den oprindelige buddhistiske praksis, kan måske bidrage til at øge en særlig form for selektiv årvågenhed, men skal nok ikke drives for vidt. Hvis man fx kører bil og er opmærksom på alle detaljer i hvordan man drejer rattet eller træder på speederen, kan det godt være at man ikke samtidig formår at være tilstrækkelig opmærksom på trafikken. Det er i hvert fald farligt at forlade sig på at opmærksomheden er universel.
Teknikken har sin styrke, eller svaghed, i at afdække hvad der sker på det plan vi tager for givet, men der er forskel på automatiserede processer. Nogle er gavnlige, andre mindre gavnlige. Hvis jeg reagerer negativt hver gang jeg ser en udlænding, kan det være en stor fordel at være opmærksom på hvorfor jeg gør det. Og selve opmærksomheden, vil få mig til at reagere mindre pr. automatpilot. Men nogle processer har det altså som nævnt bedst upåagtet. Det betyder selvfølgelig ikke at det ikke kan være interessant at iagttage dem. Man skal bare være meget, ja opmærksom på at man ikke griber bevidst ind så de mister deres flow og spontanitet. Det er en balancegang, og jeg er bange for at de fleste mennesker hurtigt mister balancen.
Abonner på:
Opslag (Atom)