tirsdag den 8. januar 2008

Møllehave, evigheden og præsens

Jeg kom til at tænke på noget Johannes Møllehave sagde i sin veloplagte, for ikke at sige sprudlende, nytårsprædiken. Han sagde at når vi siger 'jeg elsker dig', er det et eksempel på at evigheden så at sige slår ned i tiden, vi mener 'for altid', for vi mener jo ikke, som han udtrykte det, jeg elsker dig 'sådan cirka indtil 1. april'. Ordet 'elsker' skulle så at sige have evigheden indbygget i sig.

Det er jo en smuk tanke, ligefrem besnærende. Alligevel mener jeg at han tager fejl, hvilket let kan ses, hvis man erstatter ordet med et andet verbum som fx 'hader'. Der er, desværre må man sige, heller ikke nogen udløbsdato på det. Men undersøger vi det nærmere, finder vi hurtigt ud af at det samme gælder for en lang række andre sammensatte og usammensatte verber i præsens, fx 'jeg er træt' eller 'keder mig' eller 'er glad'.

Det er altså ikke en funktion ved verbet 'elsker', men en funktion ved præsens. Se fx definitionen her i Wikipedia:

http://da.wikipedia.org/wiki/Pr%C3%A6sens

hvor præsens defineres som 'tilstedeværende tid', eller som 'uden begrænsning i tid'. Dette kaldes også 'durativ præsens' eller bare præsens.

Den uendelige kærlighed er desværre alligevel ikke forankret i selve sproget, således at vi, hvad enten vi tænker over det eller ej, erklærer hinanden evindelig kærlighed, hver gang vi tager ordet elsker i vores mund.

mandag den 7. januar 2008

Langballes bud på livskvalitet

Under parolen 'en tom sjæl i et sundt legeme' fik vi for nylig i et tv-program serveret pastor Jesper Langballes bud på det gode liv, og som det tydeligt fremgik, er det ikke et liv i forsagelse eller kødets spægelse han er fortaler for, men derimod et der taknemmeligt tager imod alt hvad Gud skænker os, herunder ikke mindst i form af gærede drikke. Langballes favorit var øjensynligt en god whisky, og så lige en flaske rødvin om aftenen til at falde til ro på.

Jeg har ingen hverken religiøse eller verdslige anfægtelser over Langballes prioriteringer i valg af livskvalitet, men jeg noterede mig dog at han satte flasken fra sig, når han skulle udføre 'åndeligt arbejde'. Nu ved jeg ikke lige hvilken forbindelse der er mellem ånd og sjæl i pastorens teologiske univers, men jeg kan i hvert fald konstatere at ånd ikke er umiddelbart forenelig med den rus der ellers er så befordrende for livskvaliteten.

Hvad kan man udlede heraf? Er åndelig aktivitet da forskellig fra livskvalitet, eller i hvert fald fra den del af den som stammer fra alkohol? Og er den åndelige aktivitet lige så gold eller tom som i ovennævnte parole, fordi den nu foregår i et legeme der ikke er under underflydelse af alkohol og derfor er momentant 'sundt'?

Det er ikke helt klart for mig hvad Langballe mener med sit slogan, da jeg ikke så hele udsendelsen, men jeg formoder det kunne være noget i retning af det ikke nytter noget af gå så meget op i af have en perfekt, veltrænet krop og spise økologisk og undgå alt 'syndigt' – som bekendt er alt godt i denne verden enten syndigt eller fedende – hvis man dermed fortaber sin sjæl. Jeg antager at Langballe mener det er urealistisk at opnå begge dele, altså en sund sjæl i et sundt legeme, hvorfor man er nødt til at vælge, og så bør man vælge at redde sin sjæl, og det gør man åbenbart lettest ved ikke at nægte sig selv et godt glas engang imellem, eller helst ret ofte.