Beviset for at der ikke findes evigt liv?

Hvis man anlagde fuldstændig de samme kriterier i en bevisførelse for at der er et liv efter døden som man anvender i videnskaben, ville man med stor sikkerhed sige at det er en hypotese som er slået fejl.

Når man opstiller videnskabelige hypoteser, er det altid med baggrund i observationer, og ofte fordi observationerne strider mod hvad man ellers har observeret. Det er netop den diskrepans der er et vigtigt led i hypotesedannelsen.

Et første og afgørende kriterie i den videnskabelige metode er at der anvendes direkte sanseiagttagelse af fænomenerne, dvs. enhver hypotese er understøttet af og skal til stadighed verificeres gennem sanserne: syn, hørelse, osv., eller indirekte gennem sanserne i kraft af instrumentmålinger. Det hedder empiri og er et grundlæggende træk i videnskabelig bevisførelse.

Et andet vigtigt kriterium er at de forsøg eller iagttagelser der skal verificere hypotesen skal kunne gentages uden at de strider mod tidligere iagttagelser.

Et tredje kriterium er at selve hypotesen skal være af en sådan art at den kan falsificeres. Det skal i teorien være muligt at finde modeksempler der kan afkræfte teorien. Netop af den årsag gælder fx Gud ikke som en gyldig hypotese, da man aldrig vil kunne finde afgørende bevis eller evidens for at Gud ikke eksisterer.

Som det kan ses er empirisk videnskab ikke en lære om 'sandheder', men om endnu ikke afkræftede hypoteser. Det er kun i religionen man finder sandheder. Det nærmeste videnskaben kommer en sandhed er 'den analytiske sandhed' i logikken, men den giver til gengæld ingen information om verden.

Min påstand er nu at livet efter døden er en hypotese der er gyldig i den forstand at den kan falsificeres. I hvert fald hvis man forstår liv som vi kender det. Livet kan iagttages med sanserne, og det kan også med sanserne iagttages når livsfunktionerne ophører. Derudover kan man med forskelligt måleudstyr afgøre om en organisme er levende eller ej. Vi må her til stadighed erindre om at det er livet som vi kender det og kan iagttage det og ikke et eller andet helt ukendt fænomen. Inden for denne afgrænsede, men alligevel tilstrækkelige definition er livet efter døden en gyldig hypotese der kan afkræftes.

Og afkræftet, det bliver den. Hver eneste dag har vi evidens for at det er en teori der ikke holder. Vi kan iagttage, altså verificere, dette med vores sanser, og teorien lever derfor også op til vores første kritierium om verifikation, og ydermere kan denne verifikation gentages, idet vi lige så ofte vi vil kan iagttage det samme fænomen, nemlig at livet ophører uden at komme tilbage, og ingen af vores iagttagelser har hidtil givet os anledning til at drage denne iagttagelse i tvivl. Derfor opfylder vi også vores andet kriterium om at 'forsøget' skal kunne gentages. Det kan det, men også dette efterlader ingen tvivl om at hypotesen om et liv efter døden ikke holder. Den strider ganske enkelt mod vores iagttagelser, og vel at mærke iagttagelser som er helt på linje med dem videnskaben anvender hver eneste dag.

Prof. Götz Werner om basisindkomst

Her er virkelig en mand, der kan tænke ud af boksen. I løbet af 12 minutter præsenterer han flere visionære idéer for en videreudvikling af velfærdsstaten, end det samlede Folketing har formået i årtier.

For bare at nævne et par ting: Idéen om selvforsørgelse er i højtudviklede og specialiserede samfund som vores ikke tidssvarende, da ingen i praksis lever helt og holdent af egen produktion. Arbejdsdelingen er total og global, og det burde i stedet hedde 'fremmedforsørgelse', fordi vi alle forsørger hinanden på kryds og tværs. Dernæst hans 'kopernikanske vending' af forholdet mellem arbejde og indkomst. Det er lønnen, der er forudsætningen for arbejdet og ikke omvendt. Selve arbejdet kan slet ikke gøres op i penge. Med andre ord, vi er nødt til at have en indtægt for at kunne arbejde, vi arbejder ikke for at skaffe os en indtægt. Ethvert menneske har ret til et udbetalt eksistensminimum som det grundlag tilværelsen, herunder arbejdet, kan udfolde sig på. Arbejdet er til gengæld det felt, hvor vi udfolder os kreativt og udlever vores drømme, men der kan ikke sættes værdi på det - det er 'unbezahlbar'.

Samtidig er en basisindkomst, ifølge Götz Werner, den eneste måde, hvorpå man kan opfylde den tyske grundlovs artikel 1.1, der siger, at 'menneskets værdighed er ukrænkelig'. Kun gennem en basisindkomst kan man sikre menneskets værdighed, fordi det er det eneste, der garanterer reel frihed. En anden god pointe, som han fremfører, er at vi har en tendens til at opfatte os selv som grundlæggende forskellige fra alle andre. Når man fx spørger folk, der er bange for at ingen ville arbejde, hvis de var sikret et eksistensminimum, om de selv ville holde op med at arbejde, så svarer langt de fleste, at det kunne de ikke drømme om!

Aflivning

Til mennesker der går ind for det vanvittige forslag 'aktiv dødshjælp' og blandt andet begrunder det med at man heller ikke lader dyr lide, må man spørge hvorfor de mener det er så selvfølgeligt at aflive dyr.

Frisæt kommaet!

For nogle år siden havde vi en betegnelse for det af Dansk Sprognævn anbefalede komma, nyt komma eller enhedskomma, men nu hvor DSN, i et forsøg på at lægge låg på kommastriden, har slået kommaerne sammen, står man som skribent i den situation at mange af ens modtagere ikke tror man kan sætte komma fordi de mener at det nye komma igen er afskaffet. Desuden er det meget vanskeligt at forklare folk hvad kommaet egentlig hedder når der kun er ét, som så ganske vist rummer en undtagelsesregel til fordel for enhedskommaet.

Jeg synes på den måde at man svigter de bevidste sprogbrugere, som har valgt at følge anbefalingerne og ikke sætte komma foran ledsætninger fordi det kræver en længere forklaring om at der faktisk findes et andet komma. Der er bare ikke noget navn for det! På denne her blog har jeg valgt at anvende enhedskomma, men i mange andre tilfælde føler jeg mig nødsaget til at gå tilbage til det 'grammatiske' komma når jeg skriver officielt for ikke at blive mistænkt for ikke at kunne sætte kommaer, hvilket næsten er noget af det værste man kan blive beskyldt for.

Min personlige holdning er at det måske ville være bedre at sætte kommaet helt fri. Det ville totalt set i befolkningen give en bedre eller mere logisk kommatering fordi folk så i det mindste ikke ville sætte kommaer efter regler de har misforstået, fx hver gang de ser et 'at'. Hvis folk generelt kun skulle sætte kommaer hvor de selv følte der var en naturlig pause eller et behov for præcisering, kunne man måske undgå mange meningsforstyrrende kommaer. Her er et bud på hvordan:

http://www.omatskrive.dk/Tekster/frit-komma-2.htm

Eller man kunne forenkle reglerne for 'undtagelseskommaet' yderligere, hvis det er muligt, og så i øvrigt endeligt afskaffe det grammatiske komma.

En ting der undrer mig rigtig meget, er at aviserne har været så konservative i forhold til kommatering. Jeg kender ikke en eneste avis som har fulgt Sprognævnets anbefalinger om nyt komma, og man skulle da ellers forvente at netop de ville gå foran med det nyeste (og bedste). Med forlagene har det ikke været meget bedre. Jeg har arbejdet for flere forskellige forlag og er altid blevet pålagt at følge reglerne for grammatisk kommatering, selv om det bevisligt nedsætter læsehastigheden og muligvis også forståelsen.

Det er næsten som om det grammatiske komma - som i øvrigt ikke er mere 'grammatisk' end enhedskommaet - var indskrevet i Grundloven, og lige så svært det er bare at få flyttet et komma i den, lige så håbløs er udsigten til at folks kommavaner ændrer sig foreløbig.

Den røde regering er holdbar

Den nye røde regering er ikke spået de store overlevelseschancer af de borgerlige partier. Flere prominente borgerlige politikere har allerede lagt den i graven og har forudset at der kommer et nyt valg inden for et års tid fordi gabet ganske enkelt er for stort mellem hvad Enhedslisten og Radikale Venstre vil med den økonomiske politik.

Men de tager fejl. Af én bestemt grund. Alternativet til et kompromissøgende arbejde er værre - og navnligt for de to nævnte partier. Ingen partier har vel været større modstandere af den borgerlige regering og ikke mindst dens støtteparti, Dansk Folkeparti, end netop Enhedslisten og De Radikale. For dem er et nyt VKO-samarbejde et mareridtsscenarie, og de vil strække sig meget langt for at det ikke gentager sig. Derfor er den nye regering, næsten uanset sammensætningen, holdbar.

De løsrevne tænder

Er tænderne en del af kroppen eller noget frit svævende og lige så uhåndgribelige som sjælens tilhørsforhold til legemet? Og her tænker jeg ikke alene på de kunstige og aftagelige af slagsen, men også dem der endnu er nogenlunde fast forankret i kæberne.

Spørgsmålet har pludselig fået en vis fornyet aktualitet her i valgkampen i forbindelse med at De Konservative, måske lidt overraskende, har foreslået at brugerbetalingen muligvis burde fordeles lidt mere retfærdigt, således at det skulle koste et beskedent beløb at gå til lægen, samtidig med at noget af den økonomiske byrde for tandlægebesøg ville blive overtaget af det offentlige. Som det er nu, og som det har været længe, er det kun forbeholdt de velstående at have sunde tænder, og det er ikke helt forkert at sige "vis mig dine tænder, og jeg skal sige dig hvor meget du tjener". Denne her analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd giver de temmelig rystende tal og viser den sociale slagside ved brugerbetalingen:

http://ae.dk/analyse/mange-danskere-gar-ikke-regelmaessigt-til-tandlaegen

SF vil til gengæld ikke være med til nogen form for brugerbetaling for lægebesøg, ikke engang de 3-500 kr om året De Konservative foreslår. "Folk går ikke til lægen for sjov skyld", som han siger. Man kunne spørge om det er for sjov at folk går til tandlægen. Jeg har i hvert fald aldrig syntes det var særlig sjovt. Men desværre temmelig nødvendigt, kunne man tilføje. Alligevel vil SF kun være med til en delvis ophævelse af brugerbetalingen på tandlægebesøg. De vil "arbejde for også at gøre tandlægebesøg gratis for lavindkomstgrupper", men vil åbenbart ikke indføre et helt solidarisk system på linje med resten af sundhedssektoren:


http://blog.politiken.dk/sovndal/2011/08/22/vi-skal-ikke-betale-for-l%C3%A6gebes%C3%B8g/
http://www.fyens.dk/article/1910864:Indland-Fyn--SF-foreslaar-stop-for-brugerbetaling
http://www.sf.dk/presse/nyheder/2011/08/29/s%C3%B8vndal-barfoed-kan-rende-og-hoppe-med-brugerbetaling-p%C3%A5-l%C3%A6gebes%C3%B8g

For andre, som ikke lige tilhører de deciderede lavindkomstgrupper, er tandeftersyn og -behandling åbenbart stadig at betragte som en form for skønhedsoperationer og derfor noget brugeren selv må betale.

Enhedslisten er øjensynlig det eneste parti der vil sidestille tandelægebehandling helt med besøg hos lægen:

http://www.enhedslisten.dk/artikel/tandl%C3%A6gebes%C3%B8g-skal-ikke-v%C3%A6re-en-luksus

Den noget bizarre, og, som Enhedslisten siger, ret ulogiske opsplitning af legemet i tænder og krop går formentlig tilbage til en tid hvor tandlægen var den lokale smed, hvorimod lægevidenskaben allerede tidligt var en akademisk disciplin. Konsekvenserne af dette historiske forløb må vi desværre stadig trækkes med.

I hvert fald en tid. For hvis man skal tro folkestemningen, er der temmelig massiv opbakning til at fjerne brugerbetalingen for tandlægebesøg:

http://www.24.dk/group/roit/forum/thread/2175825

Stå til rådighed for samfundet - ikke for arbejdsmarkedet

Dagens udsendelse om borgerløn på P1 Formiddag var en sjælden lejlighed til at høre hvad en prominent socialdemokratisk politiker har at sige om emnet. Mette Frederiksen havde sagt ja til at møde tidligere lektor i samfundsfag og nuværende medelem af bestyrelsen for netværket for basisindkomst Erik Christensen til en dialog om fordele og ulemper ved indførelse af en ubetinget basisindkomst.

Det stod fra begyndelsen af udsendelsen klart at der fra socialdemokratisk side var meget lidt forståelse for ideen om at give mennesker penge uden at kræve noget til gengæld. Det strider helt fundamentalt mod socialdemokaternes princip om ret og pligt, eller som Mette Frederiksen sagde at hun foretrak at kalde det: pligt og ret.

Uden at gå ind i alle detaljer i de fremførte synspunkter, vil jeg fremhæve noget af det jeg ser som grundlæggende paradokser i den socialdemokratiske argumentation.

Mette Frederiksen mener fx at det er et problem hvis vi ikke stiller krav til hinanden, det være sig i privatlivet og i det offentlige, for så risikerer vi at vi blive ligeglade med hinanden. Sådan nogenlunde faldt ordene. Det forstår jeg ikke. Hvad er sammenhængen? Kan det ikke tænkes at mennesker er alt andet end ligeglade med hinanden selv om der ikke stilles krav til dem, og at krav måske ikke er den mest hensigtsmæssige måde at møde mennesker på?

I forlængelse af det brugte hun også ordet 'opgivet'. Hvis vi ikke stiller krav til andre, 'opgiver' vi dem. Det kunne fx være arbejdsløse. Men i den formulering ligger der implicit at vi allerede ved og har afgjort hvad der er det gode liv for i hvert fald den gruppe af mennesker. Hvis det drejede sig om 'velfungerende' mennesker der tilfældigvis havde et arbejde, ville vi jo ikke tale om at opgive dem. Vi opgiver dem, underforstået de er fortabt hvis vi bare sender dem 'en pose penge' og overlader dem til sig selv. Og det kan vi ikke være bekendt, som det så ofte udtrykkes. I hele den argumentation ligger der implicit en vurdering om at vi godt ved hvad der er godt for dig, og derfor skal du tvinges til at få det gode liv vi har defineret for dig. Og hvis du ikke ønsker at leve efter denne definition, får du ingenting. Så tager vi dit eksistensgrundlag fra dig, indtil du tænker og handler lige som os.

Det lå hele tiden lige under overfladen at hvis mennesker ikke får at vide hvad de skal, vil de hurtigt sidde og kukkelure i deres lejligheder i de sociale boligbyggerier. Gået nærmere på klingen indrømmede hun dog at der var en del på overførselsindkomst som trods alt fik noget ud af livet og også var noget for andre, fx i form af frivilligt arbejde.

Et andet paradoks dukkede op da Mette Fredriksen gentagne gange sagde at hun ville have at mennesker tager ansvar for deres liv ved at komme i arbejde,  underforstået lønarbejde, men øjensynlig bemærkede hun ikke den modsigelse der ligger i at de først får det ansvar efter at det er blevet taget fra dem i form af den umyndiggørelse der ligger i at de ikke har ret til deres egen tid, men må afgive den til det arbejde de bliver tvunget til at søge eller bliver aktiveret til.

Hun mener tilsyneladende også at den eneste måde man kan tage ansvar for sit liv på, er gennem lønarbejdet, men det er vel i grunden en noget snæver definition af hvad det vil sige at være menneske, at en så betydningsfuld for ikke at sige grundlæggende egenskab ved det at være menneske som at tage ansvar for sit eget liv og i videre forstand for andres, skal reduceres til den funktion man udfylder på arbejdsmarkedet. Man kunne forestille sig mange andre måder at vise ansvar på, og det er tilmed måder vi ser mennesker realisere hver eneste dag på en lang række områder i civilsamfundet, og uden hvilke det slet ikke kunne hænge sammen.

Mennesker står til rådighed for sig selv og for hinanden, fordi det nu engang er deres natur. Og de gør det ganske frivilligt. Den samme frivillighed burde kunne udbredes til alle samfundets funktioner, herunder lønarbejdet. Civilisationen er moden til at vi viser hinanden den tillid.