Biokemikeren Jesper Hoffmeyer omtalte i dagens 'Faglitteratur på P1' sin nye bog 'Tro på tvivl'. Det nye og interessante er at han mener at videnskaben, som ellers i sit grundlag bør være 'systematisk tvivlende', ikke altid tvivler nok på sit grundlag. Fx er darwinismen blevet til noget nær et dogme som der ikke stilles spørgsmålstegn ved. Det betyder naturligvis ikke at evolutionslæren som sådan skal forkastes, eller at der skal åbnes op for at kreationisterne måske alligevel har ret, men kun at den må gå i rette med sig selv, altså bestandigt tvivle, på sit eget grundlag.
Men egentlig er der jo ikke noget nyt i den diskussion. Det er, som Hoffmeyer fremhæver det, velkendt at videnskaben også i en vis udstrækning forlader sig på 'tro', eller i hvert fald tillid, idet den jo anvender de fem sanser vi er udstyret med, foruden måleinstrumenter, til at kortlægge verden, og at alle disse redskaber er fejlbarlige. Desuden er der en tendens til at teorier bliver kanoniseret og bliver til paradigmer som det ikke er let at slippe af med fordi de giver selv trænede og kritisk tænkende forskere tunnelsyn. Mest kendt er det newtonske verdensbillede, som for videnskaben vel nærmest var uangribeligt, indtil det endeligt måtte vige for, eller modificeres af, det einsteinske. Det skal dog fremhæves at det faktisk netop var observationer der førte til at man måtte anse Newtons teorier for ikke helt ufejlbarlige.
Når Hoffmeyer siger at videnskaben ofte tvivler for lidt og fremstiller det som en begrænsning ved videnskaben som sådan, synes jeg at han overser at det jo faktisk ikke er er en fejl ved videnskaben eller dens metode, men mere et udtryk for fordomme hos dem der udøver den. Hvis videnskaben, eller dele af den, forholder sig ukritisk eller ligefrem fundamentalistisk til evolutionslæren, opfylder den jo netop ikke kravet til god videnskab, som er konstant at anfægte sig selv og sit grundlag, altså at tvivle.
Jeg synes dog han har en god pointe når han siger at videnskaben, især biologien har et problem hvis den forsøger at forklare hele det menneskelige erfaringsfelt gennem kroppen alene, uden at tage hensyn til at mennesker rent faktisk har en oplevelse af noget 'andet' som de ikke kalder krop, men fx sjæl. Ikke sådan at forstå at man skal bevare forestillingen om sjælen, men blot at trække sjælen ud af ligningen og efterlade kroppen sjælløs, er for reduktionistisk en tilgang. Der mangler en anden forklaringsmodel som videnskaben endnu ikke har kunnet sætte på formel. Ellers bliver det som at tro at man har en lødig vegetarisk ret hvis man bare fjerner kødet og nøjes med 'tilbehøret'. Mange tror det ganske vist, men paletten er langt større og mere farverig end som så, og det gælder nok også for de teorier om mennesket som vil komme fremover.
søndag den 8. marts 2009
tirsdag den 27. januar 2009
Tab ikke sparepæren på gulvet!
Det er en god idé at udvise en vis forsigtighed når elsparepæren skal udskiftes. Hvis den går i stykker, kan det resultere i et udslip af det ekstremt miljøfarlige tungmetal kviksølv i mængder der langt overskrider gældende grænseværdier.
En normal elsparepære må indeholde op til 4 mg kviksølv. Sammenlign det med at en person på 70 kg højst må indtage 50 mikrogram kviksølv om dagen hvis grænseværdien for det totale indtag ikke skal overskrides. Det er 80 gange mindre end hvad der er i en enkelt sparepære.
Konklusionen må være at gravide skal være særlig omhyggelige når de håndterer sparepærer og gøre grundigt rent hvis uheldet er ude.
Elsparefonden har igennem længere tid kørt en massiv kampagne til fordel for sparepæren, fordi den på grund af et lavere strømforbrug sparer naturen for store mængder CO2 som ellers ville være blevet udledt af de hovedsageligt kulfyrede kraftværker. De har bare glemt at informere tilstrækkeligt om at sparepæren er miljøfarligt affald.
Faktum er at 43 procent af sparepærerne ikke går til genanvendelse, men ryger direkte ud i forbrændingen fordi mange ikke er klar over eller er ligeglade med at pærerne skal på genbrugsstationen. Landets kommuner har heller ikke formået at følge op på elpærernes store succes ved at informere borgerne og sikre at en større procentdel bliver indsamlet til genanvendelse. Måske burde man overveje at indføre en særlig pant på sparepærer. Almindelige glødepærer og de nye lysdiodepærer (LED) kan fritages da de ikke indeholder miljøfarlige stoffer.
Bemærkelsesværdigt er det også at det nuværende kviksølvindhold i elsparepærer endda overskrider grænseværdierne i EU's nye skrappe RoHS direktiv, hvor det kun er tilladt ifølge en undtagelsesbestemmelse til reglen.
10 gode grunde til at hade sparepærer
Øvrige kilder:
Berlingske Tidende
Elsparefonden
Miljøstyrelsen
En normal elsparepære må indeholde op til 4 mg kviksølv. Sammenlign det med at en person på 70 kg højst må indtage 50 mikrogram kviksølv om dagen hvis grænseværdien for det totale indtag ikke skal overskrides. Det er 80 gange mindre end hvad der er i en enkelt sparepære.
Grænsen for, hvor meget kviksølv, det er tilrådeligt at indtage om ugen, er i følge de danske myndigheder (Fødevarestyrelsen) sat til 5 µg (mikrogram) totalkviksølv/per kg. personen vejer. Heraf må højst 1,6 µg/kg være i form af methylkviksølv /8/. Denne såkaldte PTWI (Provisionally Tolerable Weekly Intake = foreløbige tolerable ugentlige indtagelse) af totalkviksølv gælder dog ikke for kvinder i den fødedygtige alder, idet der ikke med sikkerhed har kunnet fastsættes en nedre grænse for skader på fostrets hjerne.Kilde: Miljø & Sundhed
Konklusionen må være at gravide skal være særlig omhyggelige når de håndterer sparepærer og gøre grundigt rent hvis uheldet er ude.
Elsparefonden har igennem længere tid kørt en massiv kampagne til fordel for sparepæren, fordi den på grund af et lavere strømforbrug sparer naturen for store mængder CO2 som ellers ville være blevet udledt af de hovedsageligt kulfyrede kraftværker. De har bare glemt at informere tilstrækkeligt om at sparepæren er miljøfarligt affald.
Faktum er at 43 procent af sparepærerne ikke går til genanvendelse, men ryger direkte ud i forbrændingen fordi mange ikke er klar over eller er ligeglade med at pærerne skal på genbrugsstationen. Landets kommuner har heller ikke formået at følge op på elpærernes store succes ved at informere borgerne og sikre at en større procentdel bliver indsamlet til genanvendelse. Måske burde man overveje at indføre en særlig pant på sparepærer. Almindelige glødepærer og de nye lysdiodepærer (LED) kan fritages da de ikke indeholder miljøfarlige stoffer.
Bemærkelsesværdigt er det også at det nuværende kviksølvindhold i elsparepærer endda overskrider grænseværdierne i EU's nye skrappe RoHS direktiv, hvor det kun er tilladt ifølge en undtagelsesbestemmelse til reglen.
10 gode grunde til at hade sparepærer
Øvrige kilder:
Berlingske Tidende
Elsparefonden
Miljøstyrelsen
søndag den 25. januar 2009
Et kilo kemikalier for hvert kilo tekstiler
Det går fremad med salget af økologiske varer. I hvert fald når det gælder fødevarer. Mere sløjt står det til med tekstiler hvor tiden synes at have stået stille siden 1970'erne. Nogle vil måske huske at man måtte frekventere de dengang meget eksotiske helsekostforretninger for overhovedet at finde noget med etiketten økologisk (dog uden Ø-mærket der først blev indført i 1989). Tilsvarende ihærdig i sin søgen må man i dag være når det gælder økologisk tøj, og det endda med de magtfulde søgeredskaber vi nu har til rådighed gennem internettet.
Udvalget af økotekstiler er formentlig størst i babytøj, men selv om det er et vigtigt område, er det trods alt en begrænset målgruppe. Vi andre må ud og have syet tøj efter økologiske metervarer eller vænne os til at gå i de samme klude.
Det er til gengæld ganske godt i tråd med de anbefalinger der er kommet i en nylig norsk rapport, citeret i Informationscenter for Miljø & Sundheds nyhedsbrev, hvor det netop fremhæves at det af hensyn til miljøet er bedst at begrænse sit tøjforbrug. Tøjproduktion er nemlig noget af det der belaster miljøet allermest. Især er bomuld en stor synder, idet den tegner sig for ca. 25 procent af klodens samlede pesticidforbrug, plus at der bruges enorme mængder gift i forarbejdelsen (til indfarvning og blegning m.v.). Bomuldsproduktion er desuden meget vandkrævende.
Desværre er det svært at omlægge menneskers forbrugsvaner, ikke mindst på tekstilområdet der er så bundet op på identitet og status. På fødevareområdet er de fleste mennesker ikke lige så styret af modeluner og prioriterer gerne sundhed og bæredygtighed ret højt. Derfor, hvis der skal sættes skub i udviklingen, må der en politisk indsats til, kombineret med en vilje fra tøjproducenternes side til at gå foran. Nogle få har allerede gjort det.
Forbrugerne vil givetvis gerne købe økologisk tøj, men det skal følge nogenlunde med moden og heller ikke være urimeligt meget dyrere end konventionelt tøj. Det er ikke nogen undskyldning at efterspørgslen er ringe, for det er meget få der efterspørger noget der ikke findes på hylderne. Hvis det var tilgængeligt, ville folk købe det, især hvis produkterne tillige blev markedsført med tilstrækkelig dokumentation for hvor meget gift man kan spare verden for gennem sit tøjvalg.
Udvalget af økotekstiler er formentlig størst i babytøj, men selv om det er et vigtigt område, er det trods alt en begrænset målgruppe. Vi andre må ud og have syet tøj efter økologiske metervarer eller vænne os til at gå i de samme klude.
Det er til gengæld ganske godt i tråd med de anbefalinger der er kommet i en nylig norsk rapport, citeret i Informationscenter for Miljø & Sundheds nyhedsbrev, hvor det netop fremhæves at det af hensyn til miljøet er bedst at begrænse sit tøjforbrug. Tøjproduktion er nemlig noget af det der belaster miljøet allermest. Især er bomuld en stor synder, idet den tegner sig for ca. 25 procent af klodens samlede pesticidforbrug, plus at der bruges enorme mængder gift i forarbejdelsen (til indfarvning og blegning m.v.). Bomuldsproduktion er desuden meget vandkrævende.
Desværre er det svært at omlægge menneskers forbrugsvaner, ikke mindst på tekstilområdet der er så bundet op på identitet og status. På fødevareområdet er de fleste mennesker ikke lige så styret af modeluner og prioriterer gerne sundhed og bæredygtighed ret højt. Derfor, hvis der skal sættes skub i udviklingen, må der en politisk indsats til, kombineret med en vilje fra tøjproducenternes side til at gå foran. Nogle få har allerede gjort det.
Forbrugerne vil givetvis gerne købe økologisk tøj, men det skal følge nogenlunde med moden og heller ikke være urimeligt meget dyrere end konventionelt tøj. Det er ikke nogen undskyldning at efterspørgslen er ringe, for det er meget få der efterspørger noget der ikke findes på hylderne. Hvis det var tilgængeligt, ville folk købe det, især hvis produkterne tillige blev markedsført med tilstrækkelig dokumentation for hvor meget gift man kan spare verden for gennem sit tøjvalg.
fredag den 16. januar 2009
Fadervor og salmesang
Bertel Haarder synes fadervor og salmesang er en 'utrolig værdifuld del af vores kultur'...'som det vil være vanvittigt at forbyde' på de af landets skoler der endnu dyrker dem. I stedet bør denne praksis udvides til alle landets skoler, mener han ifølge DR's nyheder. Udtalelsen blev dog senere samme dag korrigeret af ministeren til kun at omfatte morgensamlinger med salmesang.
Uanset hvad er Bertel Haarder nu kommet i modvind over for foreningen Humanistisk Samfund som arbejder for et sekulært Danmark og for en indførelse af ikke-religiøse ceremonier til markering af livets betydningsfulde begivenheder. Foreningen har udsendt en pressemeddelelse i anledning af at Houlkærskolen i Viborg, som har praktiseret fadervor i de mindste klasser gennem de sidste 30 år, har modtaget en række klager fra forældre om at deres børn bliver udsat for religiøs indoktrinering. Foreningen har også rettet henvendelse til Folketingets politiske ordførere på undervisningsområdet og har i hvert fald fået støtte fra Christine Antorini (S) og Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen.
Egentlig burde det alene ud fra gældende lovgivning være klart nok at fadervor ikke hører hjemme i folkeskolen. Undervisningen må ifølge folkeskoleloven ikke være forkyndende. 'Undervisning med et religiøst forkyndende formål eller virkning må ikke finde sted. Eleverne må ikke påvirkes i retning af bestemte livsanskuelser eller politiske opfattelser – hverken skjult eller åbenlyst' som Bertel Haarder selv skriver i et notat. Men åbenbart mener han ikke at fadervor hører hjemme i kategorien forkyndelse. Notatet var da også formuleret som en reaktion på at en skole (Elling skole) havde undervist eleverne i en række afspændingsøvelser hvilket af ministeren blevet opfattet som en 'nyreligiøs' praksis.
Man kan diskutere om det er i orden af synge salmer, men det er vanskeligt at forestille sig noget mere forkyndende end fadervor som er en trosbekendelse, for ikke alene forkynder den troen på den kristne gud (hvad enten det nu er Jahve eller Kristus der er tale om), men den afkræver samtidig eleverne et trosløfte. Det er ikke nok at eleverne kan fritages for at deltage, enten ved at 'eleven ikke behøver at folde hænderne' eller kan gå udenfor. Enhver kan jo regne ud hvad det kan føre til i form af mobning eller udstødelse fra fællesskabet. Børn kan være ret nådesløse i den sammenhæng. Religionsdyrkelse bør være et aktivt tilvalg den enkelte foretager i rette sammenhæng, ikke et fravalg, og da slet ikke når fravalget skal foretages af børn i nogle omgivelser hvor de er udsat for et potentielt gruppepres. Desuden er det i sig selv forkasteligt at den form for ensidig religiøs propaganda overhovedet skal finde sted i undervisningsinstitutioner der skal tage vare på fundamentale principper om alsidighed, objektivitet og pluralisme.
Det groteske i situationen bliver klart hvis man forestiller sig ordet Gud erstattet med Krishna eller 'den kære leder' (som i Nordkorea). Det er ikke, som nogen har villet fremstille det, en harmløs praksis eller bare en hyggelig tradition, men et overgreb på børns bevidsthed i den alder hvor de er mest modtagelige for manipulation og propaganda. Børnene skal naturligvis møde værdier og holdninger, men det skal være dem vores samfund i første række bygger på, dvs. demokrati, menneskerettigheder osv.
Uanset hvad er Bertel Haarder nu kommet i modvind over for foreningen Humanistisk Samfund som arbejder for et sekulært Danmark og for en indførelse af ikke-religiøse ceremonier til markering af livets betydningsfulde begivenheder. Foreningen har udsendt en pressemeddelelse i anledning af at Houlkærskolen i Viborg, som har praktiseret fadervor i de mindste klasser gennem de sidste 30 år, har modtaget en række klager fra forældre om at deres børn bliver udsat for religiøs indoktrinering. Foreningen har også rettet henvendelse til Folketingets politiske ordførere på undervisningsområdet og har i hvert fald fået støtte fra Christine Antorini (S) og Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen.
Egentlig burde det alene ud fra gældende lovgivning være klart nok at fadervor ikke hører hjemme i folkeskolen. Undervisningen må ifølge folkeskoleloven ikke være forkyndende. 'Undervisning med et religiøst forkyndende formål eller virkning må ikke finde sted. Eleverne må ikke påvirkes i retning af bestemte livsanskuelser eller politiske opfattelser – hverken skjult eller åbenlyst' som Bertel Haarder selv skriver i et notat. Men åbenbart mener han ikke at fadervor hører hjemme i kategorien forkyndelse. Notatet var da også formuleret som en reaktion på at en skole (Elling skole) havde undervist eleverne i en række afspændingsøvelser hvilket af ministeren blevet opfattet som en 'nyreligiøs' praksis.
Man kan diskutere om det er i orden af synge salmer, men det er vanskeligt at forestille sig noget mere forkyndende end fadervor som er en trosbekendelse, for ikke alene forkynder den troen på den kristne gud (hvad enten det nu er Jahve eller Kristus der er tale om), men den afkræver samtidig eleverne et trosløfte. Det er ikke nok at eleverne kan fritages for at deltage, enten ved at 'eleven ikke behøver at folde hænderne' eller kan gå udenfor. Enhver kan jo regne ud hvad det kan føre til i form af mobning eller udstødelse fra fællesskabet. Børn kan være ret nådesløse i den sammenhæng. Religionsdyrkelse bør være et aktivt tilvalg den enkelte foretager i rette sammenhæng, ikke et fravalg, og da slet ikke når fravalget skal foretages af børn i nogle omgivelser hvor de er udsat for et potentielt gruppepres. Desuden er det i sig selv forkasteligt at den form for ensidig religiøs propaganda overhovedet skal finde sted i undervisningsinstitutioner der skal tage vare på fundamentale principper om alsidighed, objektivitet og pluralisme.
Det groteske i situationen bliver klart hvis man forestiller sig ordet Gud erstattet med Krishna eller 'den kære leder' (som i Nordkorea). Det er ikke, som nogen har villet fremstille det, en harmløs praksis eller bare en hyggelig tradition, men et overgreb på børns bevidsthed i den alder hvor de er mest modtagelige for manipulation og propaganda. Børnene skal naturligvis møde værdier og holdninger, men det skal være dem vores samfund i første række bygger på, dvs. demokrati, menneskerettigheder osv.
fredag den 9. januar 2009
Mou-mysteriet
Jeg bryder mig ikke meget om straf i det hele taget, men kan godt se at det med den nuværende såkaldte retsfølelsestilstand i befolkningen er uundgåeligt at anvende de forældede straffesystemer vi har i dag. Der findes mange alternativer til traditionel fængselsstraf som ville være mere hensigtsmæssige ud fra en rationel betragtning, men de tilfredsstiller ikke befolkningens krav om 'hævn', så at sige, og selv om især ofrene ofte ikke er dem der råber mest op om hævn, skal der også tages hensyn til dem.
En af ejendommelighederne i retspraksis og strafudmåling, er hvordan man takserer forbrydelser mod børn. Hvad er kriterierne for straf: Er det graden af 'ondskab', hvis man kan formulere det på den måde, er det skadevirkningen på børnene, eller er det snarere i hvor høj grad forbrydelserne overskrider samfundets tabuer?
Både Tønder- og Mou-sagen handler om mishandling af børn, men hvor den første har seksuelt indhold, handler den anden om tortur. Begge forældre er implicerede i de to sager. I Tønder-sagen fik faderen 10 års fængsel for at have holdt sin datter som sex-slave og for incest, mens moderen pga. psykiske problemer fik en behandlingsdom for at have været medvidende og til dels deltagende i forbrydelsen der stod på i adskillige år. I Mou-sagen, som der lige er faldet dom i, fik både faderen og moderen 5 måneders fængsel for at have udsat deres datter for fysisk og psykisk tortur gennem en periode på 4 år. Begge sager ligner hinanden på i hvert fald ét punkt: Kommunen og de sociale myndigheder har ikke grebet ind trods mistanke om overgrebene.
Hvordan kan det være at et overgreb med seksuel karakter straffes 24 gange hårdere end et hvor det handler om grov fysisk og psykisk vold? Ifølge anklageren skyldes det at der kun er få fortilfælde og derfor ikke rigtig nogen retspraksis. Men Tønder-sagen blev også beskrevet som 'uden fortilfælde'.
Derfor er spørgsmålet om hvad det er man straffer for særdeles relevant. Det mest nærliggende, i mine øjne, burde være at man straffede ud fra den skadevirkning det har på børnene, men hvordan måler man det empirisk? Der skal tages højde for både de umiddelbare traumatiske oplevelser og senvirkningerne, og hvordan finder man frem til en slags gennemsnit af disse virkninger, hvor der sikkert også er tale om store individuelle variationer?
Er det vi straffer for så i virkeligheden overskridelsen af tabuer, hvor straffens længde er nogenlunde proportional med arten af tabu? Hvis det er tilfældet, kunne meget tyde på at seksuelle forbrydelser mod børn opfattes som et langt større tabu end vold. Hvorfor er det sådan, og er det rationelt? Igen, det umiddelbart mest rationelle krititerium burde være hvilken skade det gør på ofrene, men jeg er i tvivl om hvor meget man i virkeligheden interesserer sig for det. Forskerne gør naturligvis, men i store dele af befolkningen er hele spørgsmålet præget af myter og mangel på reel viden.
Det er er ligeledes tankevækkende hvordan forældre og skoler gennem tiden har kunnet slippe af sted med, helt ustraffet, at udsætte børn for fysisk og psykisk mishandling. Korporlig afstraffelse er ganske vist afskaffet (for ikke særlig mange år siden), men den psykiske tortur i form af læreres mobning af elever har alle dage, længe før Lektor Blomme, og givetvis også den dag i dag, været invaliderende for børn. Hvilket retsvæsen tager sig af det?
Læs også Anders Lund Madsens utrolig velskrevne og tankevækkende kommentar til Mou-sagen.
En af ejendommelighederne i retspraksis og strafudmåling, er hvordan man takserer forbrydelser mod børn. Hvad er kriterierne for straf: Er det graden af 'ondskab', hvis man kan formulere det på den måde, er det skadevirkningen på børnene, eller er det snarere i hvor høj grad forbrydelserne overskrider samfundets tabuer?
Både Tønder- og Mou-sagen handler om mishandling af børn, men hvor den første har seksuelt indhold, handler den anden om tortur. Begge forældre er implicerede i de to sager. I Tønder-sagen fik faderen 10 års fængsel for at have holdt sin datter som sex-slave og for incest, mens moderen pga. psykiske problemer fik en behandlingsdom for at have været medvidende og til dels deltagende i forbrydelsen der stod på i adskillige år. I Mou-sagen, som der lige er faldet dom i, fik både faderen og moderen 5 måneders fængsel for at have udsat deres datter for fysisk og psykisk tortur gennem en periode på 4 år. Begge sager ligner hinanden på i hvert fald ét punkt: Kommunen og de sociale myndigheder har ikke grebet ind trods mistanke om overgrebene.
Hvordan kan det være at et overgreb med seksuel karakter straffes 24 gange hårdere end et hvor det handler om grov fysisk og psykisk vold? Ifølge anklageren skyldes det at der kun er få fortilfælde og derfor ikke rigtig nogen retspraksis. Men Tønder-sagen blev også beskrevet som 'uden fortilfælde'.
Derfor er spørgsmålet om hvad det er man straffer for særdeles relevant. Det mest nærliggende, i mine øjne, burde være at man straffede ud fra den skadevirkning det har på børnene, men hvordan måler man det empirisk? Der skal tages højde for både de umiddelbare traumatiske oplevelser og senvirkningerne, og hvordan finder man frem til en slags gennemsnit af disse virkninger, hvor der sikkert også er tale om store individuelle variationer?
Er det vi straffer for så i virkeligheden overskridelsen af tabuer, hvor straffens længde er nogenlunde proportional med arten af tabu? Hvis det er tilfældet, kunne meget tyde på at seksuelle forbrydelser mod børn opfattes som et langt større tabu end vold. Hvorfor er det sådan, og er det rationelt? Igen, det umiddelbart mest rationelle krititerium burde være hvilken skade det gør på ofrene, men jeg er i tvivl om hvor meget man i virkeligheden interesserer sig for det. Forskerne gør naturligvis, men i store dele af befolkningen er hele spørgsmålet præget af myter og mangel på reel viden.
Det er er ligeledes tankevækkende hvordan forældre og skoler gennem tiden har kunnet slippe af sted med, helt ustraffet, at udsætte børn for fysisk og psykisk mishandling. Korporlig afstraffelse er ganske vist afskaffet (for ikke særlig mange år siden), men den psykiske tortur i form af læreres mobning af elever har alle dage, længe før Lektor Blomme, og givetvis også den dag i dag, været invaliderende for børn. Hvilket retsvæsen tager sig af det?
Læs også Anders Lund Madsens utrolig velskrevne og tankevækkende kommentar til Mou-sagen.
torsdag den 18. december 2008
Jørgen Leth ud af nypuritanismens greb
Som aktiv cykelrytter (amatør) ser jeg naturligvis med stor glæde på at Jørgen Leth er tilbage på TV2 med sine episke, nærmest drømmeagtige beskrivelser af Tour'en. Men det er ikke kun cykelsporten, eller dækningen af den, der har vundet en sejr, det er fornuften, frisindet og i videre forstand ytringsfriheden som for en gangs skyld får det sidste ord.
Nypuritanismen og snæversynet ligger imidlertid lige under overfladen, hvilket denne her sag endnu engang har bevist. Det tjener dog TV2 til ære at de nu indrømmer en så monumental fejl som det var at fyre Jørgen Leth på baggrund af en oppisket folkestemning der, takket være mediernes sans for den gode (læs: indbringende) historie, kom helt ud af kontrol, i hvert fald uden for fornuftens kontrol. Til gengæld må det være pinligt for TV2 at det overhovedet kom så vidt at de fjernede en af de få personer der kunne tilføre dem en smule format, på baggrund af noget der overhovedet ikke var en sag, men en ren og skær hetz mod en mand der ikke havde gjort andet end at udøve sin kunst.
At det kom så vidt dengang at Leth foruden sit TV2-job mistede filmstøtten fra Det Danske Filminstitut (som han nu også har fået igen) og jobbet som konsul (som han endnu ikke har fået igen), fortæller det så mere om medierne end om hvad der reelt rører sig i befolkningen, kunne man spørge. Det er nok en kombination. Medierne, især en avis som Ekstra Bladet, der tilsyneladende altid opererer efter devisen 'dobbeltmoral er dobbelt så godt', kastede sig grådigt over historien, denne ikke-historie, og hængte Jørgen Leth ud på det groveste. Andre mere respektable medier fulgte efter og tilsluttede sig hetzen, måske knap så højrøstet, men dog uden det minimum af refleksion der ville have fået dem til at holde inde med det.
Når store dele af befolkningen hoppede med på vognen, skyldes det selvfølgelig til dels at Ekstra Bladet og andre medier godt ved hvilke knapper de skal trykke på, men også at stemningen blev gejlet yderligere op på nettet og andre steder. Det er naturligvis nedslående at erfare, også selv om det kan undskyldes med at den slags lynchstemninger er momentane udslag af vanvid. For dette lurende vanvid ligger som en understrøm i bevidstheden hos de fleste mennesker, og jeg finder det foruroligende hver gang strømmen bevæger sig op til overfladen og spørger mig selv hvorfor. Er det fordi der simpelthen er brug for en ventil til at lukke opsparede frustrationer ud, og til det kræves der en 'egnet' syndebuk?
Et oplagt mål for denne vrede der pludselig bliver sluppet løs, er typisk en person som rager for højt op på den ene eller den anden måde, eller som overtræder tabuer. Et af tabuerne er konstellationen ældre mænd/unge piger. Den er oplagt mere et mål for folkets vrede end den modsatte ældre kvinde/ung mand. I det hele taget er det sjældent skytset rettes så meget mod kvinder som mod mænd, og det skyldes nogle normer eller nedarvede forestillinger om at kvinden i forvejen er den svage part. Der er stof nok i det til en selvstændig artikel, så jeg vil ikke komme mere ind på det interessante emne her, men bare sige at der er findes et veritabelt hierarki af fordomme i hvilke mænd, kvinder og børn spiller helt bestemte nøje definerede roller. Generelt kan man sige at jo større gabet er mellem den magt hhv. afmagt de implicerede parter har, jo større er fordømmelsen af den magthavende. Der er dog nogle bemærkelsesværdige undtagelser til den 'regel', og det er især hvis 'magtfordommene' støder imod andre fordomme, fx om etnicitet eller sociale forhold. Her kan sympatien hurtigt vende sig væk fra den svage part, fordi der knytter sig særlige fordomme til visse grupper i samfundet som fx indvandrere eller arbejdsløse.
Situationen med Jørgen Leth var den at han levede op til alle fordommene. Han ragede op, højt over andre, i kraft sin originalitet - 'han er ikke som os andre' - og han overtrådte tabuet ældre mand/ung pige, tilmed i en situation hvor forholdet var yderligere accentueret i et påstået magtmisforhold, med andre ord, tabuet blev forstærket ved at manden, som i forvejen er underlagt tabuet om at være stærkere, altså overlegen, i forhold til kvinden, blev gjort endnu stærkere pga. de imperialistiske undertoner der var til stede, når forholdet var mellem en konsul og en ung og fattig haitiansk pige. Så var scenen sat, og det spillede ikke længere nogen rolle for folk om denne scene udspillede sig i en skønlitterær kontekst eller om forholdet var frit for begge parter og i øvrigt fuldstændig legalt, da pigen var over den seksuelle lavalder.
Man kan drage en parallel til tegneren Kurt Westergaard, som, uden nogen sammenligning i øvrigt, også er blevet offer, om end meget mere ulykkeligt, blot ved at udøve sin kunst eller passe sit arbejde som han selv siger. Her er det nogle andre fordomme der er på spil. De er religiøse og som sådan om muligt endnu mere hinsides al fornuft. Ud over at det i et land med ytringsfrihed burde være legitimt at udfordre et hvilket som helst synspunkt og en hvilken som helst ideologi - og islam tæller i den forbindelse som ideologi - er den stakkels tegner ganske enkelt blevet misforstået, og misforståelsen bliver gentaget i det uendelige, selv af folk som er intelligente nok til at vide bedre. Kurt Westergaard har aldrig generet nogen navngivne personer, ikke engang Muhammed, da den herostratisk berømte tegning - den med bomben i turbanen - tydeligvis kun er en hentydning til islamisters misbrug af Muhammed til terrorformål. Men selv om han vitterligt havde fornærmet Muhammed, Jesus, Buddha eller såkaldte hellige bøger, ville det have været helt i orden som en kunstnerisk handling eller et politisk statement. Alene det at udfordre det fornuftsstridige, det irrationelle element i mennesket, er ikke blot en acceptabel handling, men helt nødvendigt.
Pointen er her at det ikke spiller nogen rolle hvad det er for fordomme vi er oppe imod, om det er kulturelle normer og uskrevne love eller religiøse dogmer eller regler. Det er i min optik ét fedt. I de fleste tilfælde kan reglerne, hvad enten de er verdslige eller religiøse, ikke føres tilbage til noget rationelt, empirisk grundlag, og de burde derfor konstant udfordres med det fineste redskab mennesket besidder, fornuften.
Der hersker til gengæld almindelig skepsis over for hvad fornuften formår, og ofte en udbredt konsensus om at fornuften ikke rækker til at forklare, for ikke at sige sætte spørgsmålstegn ved nedarvede forestillinger om hvad der er rigtigt og forkert. Følelser sættes over fornuften, ofte som om der var tale om direkte modsætninger. Men sagen er jo at følelser og fornuft er komplementære størrelser som understøtter snarere end modarbejder hinanden. Der er ikke nogen grund til at sætte fornuften på standby fordi man inddrager sit følelsesliv.
Problemet er selvfølgelig hvad man skal vedtage er fornuft, hvis det overhovedet er muligt at blive enige om det. For en troende er Guds ord 'fornuft', også selv om vi ikke lige kan gennemskue det, ej heller den religiøse selv. Det kunne man kalde 'fornuft qua autoritet', et begreb man også, desværre, genfinder i mindre vidtløftige sammenhænge, hvor forholdet er mellem mennesker og ikke mellem guder og mennesker.
Når det handler om kulturelle fordomme, herunder tabuer, er det i virkeligheden også, om end i mere skjult form, en type autoritær fornuft man knytter an til. Det er nemlig ikke altid til at gennemskue hvem autoriteten er. Det eneste man ved er at reglen gælder, og de færreste eller ingen kan sige noget om hvorfor. I mange tilfælde vil en empirisk, videnskabelig undersøgelse nemlig komme til det stik modsatte resultat, altså at reglen bør ophæves eller nedtones. Eksempler på det kunne være folkedybets 'krav om højere straffe' der går imod hvad man rent faktisk, dvs. gennem videnskabelige undersøgelser, ved om effekten af højere straffe. De har nemlig ingen effekt, i hvert fald ingen gavnlig.
Man kunne spørge om det ikke snarere er følelser end autoritær 'fornuft' der styrer menneskers opfattelse af retfærdighed i forbindelse med forbrydelse og straf. Men her er det at jeg vil hævde at følelser er et meget fleksibelt fænomen. De indretter sig nemlig efter hvilken type 'fornuft' der styrer samfundet. Det har man kunnet se i talrige tilfælde. Tiderne skifter og følelserne skifter med dem. Homoseksualitet har tidligere kunnet få de værste følelser op i folk, men er nu (med visse undtagelser fra fossile grupper i samfundet) generelt accepteret. I 1970'erne var pædofiliforskrækkelsen ikke nær så udbredt som den er i dag. Pædofili var godt nok et tabu, men slet ikke omfattet af det hysteri som råder i dag. Fænomenet var ganske enkelt underlagt en anden type fornuft.
Det betyder naturligvis ikke at alt i samfundet skal accepteres, at alle normer skal ophæves. Men enhver norm, enhver uskreven lov og ethvert tabu bør til enhver tid underkastes en kritisk analyse, hvor alene fornuften er redskabet, og den type fornuft man vælger til formålet må være af den fineste slags menneskeheden til dato har udviklet. Kun én type fornuft kandiderer hertil, og det er den fornuft der alene baserer sig på logisk argumentation og empiri. Ingen anden metode lever op til det helt nødvendige krav om at undersøgelsen skal være fri af traditioner og overleverede fordomme.
Helt afgørende er det at fornuften anvendes lidenskabsløst på alle de områder vi tror vi allerede kender eller har særlige følelser for, da det rationelle element i os former ikke alene vores intellekt, men også vores følelseliv. De to ting er heldigvis nært forbundne. Ellers ville det for alvor se sort ud. Nu er der håb om at mennesket på et tidspunkt kan blive fornuftsstyret uden af den grund at blive et ufølsomt væsen. Følelser uden fornuft er farlige, men konstruktive når fornuften én gang har banet vejen for dem.
Nypuritanismen og snæversynet ligger imidlertid lige under overfladen, hvilket denne her sag endnu engang har bevist. Det tjener dog TV2 til ære at de nu indrømmer en så monumental fejl som det var at fyre Jørgen Leth på baggrund af en oppisket folkestemning der, takket være mediernes sans for den gode (læs: indbringende) historie, kom helt ud af kontrol, i hvert fald uden for fornuftens kontrol. Til gengæld må det være pinligt for TV2 at det overhovedet kom så vidt at de fjernede en af de få personer der kunne tilføre dem en smule format, på baggrund af noget der overhovedet ikke var en sag, men en ren og skær hetz mod en mand der ikke havde gjort andet end at udøve sin kunst.
At det kom så vidt dengang at Leth foruden sit TV2-job mistede filmstøtten fra Det Danske Filminstitut (som han nu også har fået igen) og jobbet som konsul (som han endnu ikke har fået igen), fortæller det så mere om medierne end om hvad der reelt rører sig i befolkningen, kunne man spørge. Det er nok en kombination. Medierne, især en avis som Ekstra Bladet, der tilsyneladende altid opererer efter devisen 'dobbeltmoral er dobbelt så godt', kastede sig grådigt over historien, denne ikke-historie, og hængte Jørgen Leth ud på det groveste. Andre mere respektable medier fulgte efter og tilsluttede sig hetzen, måske knap så højrøstet, men dog uden det minimum af refleksion der ville have fået dem til at holde inde med det.
Når store dele af befolkningen hoppede med på vognen, skyldes det selvfølgelig til dels at Ekstra Bladet og andre medier godt ved hvilke knapper de skal trykke på, men også at stemningen blev gejlet yderligere op på nettet og andre steder. Det er naturligvis nedslående at erfare, også selv om det kan undskyldes med at den slags lynchstemninger er momentane udslag af vanvid. For dette lurende vanvid ligger som en understrøm i bevidstheden hos de fleste mennesker, og jeg finder det foruroligende hver gang strømmen bevæger sig op til overfladen og spørger mig selv hvorfor. Er det fordi der simpelthen er brug for en ventil til at lukke opsparede frustrationer ud, og til det kræves der en 'egnet' syndebuk?
Et oplagt mål for denne vrede der pludselig bliver sluppet løs, er typisk en person som rager for højt op på den ene eller den anden måde, eller som overtræder tabuer. Et af tabuerne er konstellationen ældre mænd/unge piger. Den er oplagt mere et mål for folkets vrede end den modsatte ældre kvinde/ung mand. I det hele taget er det sjældent skytset rettes så meget mod kvinder som mod mænd, og det skyldes nogle normer eller nedarvede forestillinger om at kvinden i forvejen er den svage part. Der er stof nok i det til en selvstændig artikel, så jeg vil ikke komme mere ind på det interessante emne her, men bare sige at der er findes et veritabelt hierarki af fordomme i hvilke mænd, kvinder og børn spiller helt bestemte nøje definerede roller. Generelt kan man sige at jo større gabet er mellem den magt hhv. afmagt de implicerede parter har, jo større er fordømmelsen af den magthavende. Der er dog nogle bemærkelsesværdige undtagelser til den 'regel', og det er især hvis 'magtfordommene' støder imod andre fordomme, fx om etnicitet eller sociale forhold. Her kan sympatien hurtigt vende sig væk fra den svage part, fordi der knytter sig særlige fordomme til visse grupper i samfundet som fx indvandrere eller arbejdsløse.
Situationen med Jørgen Leth var den at han levede op til alle fordommene. Han ragede op, højt over andre, i kraft sin originalitet - 'han er ikke som os andre' - og han overtrådte tabuet ældre mand/ung pige, tilmed i en situation hvor forholdet var yderligere accentueret i et påstået magtmisforhold, med andre ord, tabuet blev forstærket ved at manden, som i forvejen er underlagt tabuet om at være stærkere, altså overlegen, i forhold til kvinden, blev gjort endnu stærkere pga. de imperialistiske undertoner der var til stede, når forholdet var mellem en konsul og en ung og fattig haitiansk pige. Så var scenen sat, og det spillede ikke længere nogen rolle for folk om denne scene udspillede sig i en skønlitterær kontekst eller om forholdet var frit for begge parter og i øvrigt fuldstændig legalt, da pigen var over den seksuelle lavalder.
Man kan drage en parallel til tegneren Kurt Westergaard, som, uden nogen sammenligning i øvrigt, også er blevet offer, om end meget mere ulykkeligt, blot ved at udøve sin kunst eller passe sit arbejde som han selv siger. Her er det nogle andre fordomme der er på spil. De er religiøse og som sådan om muligt endnu mere hinsides al fornuft. Ud over at det i et land med ytringsfrihed burde være legitimt at udfordre et hvilket som helst synspunkt og en hvilken som helst ideologi - og islam tæller i den forbindelse som ideologi - er den stakkels tegner ganske enkelt blevet misforstået, og misforståelsen bliver gentaget i det uendelige, selv af folk som er intelligente nok til at vide bedre. Kurt Westergaard har aldrig generet nogen navngivne personer, ikke engang Muhammed, da den herostratisk berømte tegning - den med bomben i turbanen - tydeligvis kun er en hentydning til islamisters misbrug af Muhammed til terrorformål. Men selv om han vitterligt havde fornærmet Muhammed, Jesus, Buddha eller såkaldte hellige bøger, ville det have været helt i orden som en kunstnerisk handling eller et politisk statement. Alene det at udfordre det fornuftsstridige, det irrationelle element i mennesket, er ikke blot en acceptabel handling, men helt nødvendigt.
Pointen er her at det ikke spiller nogen rolle hvad det er for fordomme vi er oppe imod, om det er kulturelle normer og uskrevne love eller religiøse dogmer eller regler. Det er i min optik ét fedt. I de fleste tilfælde kan reglerne, hvad enten de er verdslige eller religiøse, ikke føres tilbage til noget rationelt, empirisk grundlag, og de burde derfor konstant udfordres med det fineste redskab mennesket besidder, fornuften.
Der hersker til gengæld almindelig skepsis over for hvad fornuften formår, og ofte en udbredt konsensus om at fornuften ikke rækker til at forklare, for ikke at sige sætte spørgsmålstegn ved nedarvede forestillinger om hvad der er rigtigt og forkert. Følelser sættes over fornuften, ofte som om der var tale om direkte modsætninger. Men sagen er jo at følelser og fornuft er komplementære størrelser som understøtter snarere end modarbejder hinanden. Der er ikke nogen grund til at sætte fornuften på standby fordi man inddrager sit følelsesliv.
Problemet er selvfølgelig hvad man skal vedtage er fornuft, hvis det overhovedet er muligt at blive enige om det. For en troende er Guds ord 'fornuft', også selv om vi ikke lige kan gennemskue det, ej heller den religiøse selv. Det kunne man kalde 'fornuft qua autoritet', et begreb man også, desværre, genfinder i mindre vidtløftige sammenhænge, hvor forholdet er mellem mennesker og ikke mellem guder og mennesker.
Når det handler om kulturelle fordomme, herunder tabuer, er det i virkeligheden også, om end i mere skjult form, en type autoritær fornuft man knytter an til. Det er nemlig ikke altid til at gennemskue hvem autoriteten er. Det eneste man ved er at reglen gælder, og de færreste eller ingen kan sige noget om hvorfor. I mange tilfælde vil en empirisk, videnskabelig undersøgelse nemlig komme til det stik modsatte resultat, altså at reglen bør ophæves eller nedtones. Eksempler på det kunne være folkedybets 'krav om højere straffe' der går imod hvad man rent faktisk, dvs. gennem videnskabelige undersøgelser, ved om effekten af højere straffe. De har nemlig ingen effekt, i hvert fald ingen gavnlig.
Man kunne spørge om det ikke snarere er følelser end autoritær 'fornuft' der styrer menneskers opfattelse af retfærdighed i forbindelse med forbrydelse og straf. Men her er det at jeg vil hævde at følelser er et meget fleksibelt fænomen. De indretter sig nemlig efter hvilken type 'fornuft' der styrer samfundet. Det har man kunnet se i talrige tilfælde. Tiderne skifter og følelserne skifter med dem. Homoseksualitet har tidligere kunnet få de værste følelser op i folk, men er nu (med visse undtagelser fra fossile grupper i samfundet) generelt accepteret. I 1970'erne var pædofiliforskrækkelsen ikke nær så udbredt som den er i dag. Pædofili var godt nok et tabu, men slet ikke omfattet af det hysteri som råder i dag. Fænomenet var ganske enkelt underlagt en anden type fornuft.
Det betyder naturligvis ikke at alt i samfundet skal accepteres, at alle normer skal ophæves. Men enhver norm, enhver uskreven lov og ethvert tabu bør til enhver tid underkastes en kritisk analyse, hvor alene fornuften er redskabet, og den type fornuft man vælger til formålet må være af den fineste slags menneskeheden til dato har udviklet. Kun én type fornuft kandiderer hertil, og det er den fornuft der alene baserer sig på logisk argumentation og empiri. Ingen anden metode lever op til det helt nødvendige krav om at undersøgelsen skal være fri af traditioner og overleverede fordomme.
Helt afgørende er det at fornuften anvendes lidenskabsløst på alle de områder vi tror vi allerede kender eller har særlige følelser for, da det rationelle element i os former ikke alene vores intellekt, men også vores følelseliv. De to ting er heldigvis nært forbundne. Ellers ville det for alvor se sort ud. Nu er der håb om at mennesket på et tidspunkt kan blive fornuftsstyret uden af den grund at blive et ufølsomt væsen. Følelser uden fornuft er farlige, men konstruktive når fornuften én gang har banet vejen for dem.
tirsdag den 16. december 2008
Kommentar til Nina Smith vedr. borgerløn
I artiklen 'Lommepenge eller børneløn?', JP 03.12.08, er økonomiprofessor Nina Smith citeret for nogle bemærkninger om, og forbehold, over for borgerløn. Spørgsmålet er, om dette forbehold skyldes særlige moralske normer eller standarder, eller om det alene kan føres tilbage til rationelle økonomiske overvejelser.
Hvis det kunne bevises, eller i hvert fald sandsynliggøres, at en indførelse af borgerløn i alle henseender ville gøre samfundet rigere, både menneskeligt og økonomisk, skulle forestillinger om arbejdsmoral eller moral i al almindelighed, som måske var gangbare i det tidlige industrisamfund, men som ikke længere forekommer tidssvarende i et moderne velfærdssamfund, da stille sig hindrende i vejen for den videre samfundsudvikling?
Hvis det kunne vises med en høj grad af sandsynlighed, at mennesker med løs eller ingen tilknytning til arbejdsmarkedet, ville have meget lettere ved, og også føle større motivation til, at søge job eller starte egen virksomhed, hvis de følte, at de stod på sikker grund, uden at grunden hele tiden skred under dem på grund af de nuværende rådighedsregler, ville det da ikke være rationelt, tilmed økonomisk rationelt, at give disse mennesker dette fodfæste?
De, der har ringe eller ingen tilknytning til arbejdsmarkedet, har ofte andre problemer end blot ledighed. Det hører man i hvert fald ofte. Ville det da ikke være rationelt at fjerne i hvert fald en af bekymringerne hos disse mennesker ved at sikre dem et betingelsesløst eksistensminimum, hvorved de kunne koncentrere sig om det væsentlige, at bidrage med det, de nu kan til samfundets eller deres egen livskvalitet? Det kan være, det blot er nogle få timers lønnet arbejde om ugen, eller det kunne være frivilligt ulønnet arbejde, som også indirekte bidrager til samfundsøkonomien. De nuværende rigide rådighedsregler gør det til et alt eller intet. Enten er man inde, eller også er man ude. Derved mister samfundet enorme menneskelige ressourcer. Og for de berørte mennesker fører det til en følelse af udstødelse og stigmatisering med yderligere lammelse af de kreative kræfter til følge.
Et af de hyppigst anvendte argumenter mod borgerløn, er, at det bryder med reciprocitetsprincippet, eller mere ligefremt princippet om 'noget-for-noget'. Men står det for en nærmere analyse? Lad os se på det.
De centrale elementer i 'noget-for-noget'-diskussionen er utvivlsomt begreberne 'arbejde' og 'skat'. Ved arbejde forstås sædvanligvis 'lønnet arbejde'. Andet arbejde tæller i den forbindelse ikke, da det ikke gør en til en (god) skatteborger. Men spørgsmålet er, om de begreber er så nært forbundne, og om de overhovedet er tidssvarende.
For det første er selve begrebet skatteborger, hvor flittigt det end anvendes, en slags pleonasme, et overflødigt ord. Alle i det her land er skatteborgere, da alle, inklusive de borgere, der er på kontanthjælp, betaler skat. Derfor findes der i en vis forstand ikke skatteborgere. Alene dette faktum, at skatteborgerne ikke kan afgrænses som en selvstændig gruppe, gør det en smule meningsløst overhovedet at operere med begrebet. I stedet burde man tale om, at samfundet har brug for at få løst en række opgaver til gavn for alle, og at derfor en del af folks indtægt bliver tilbageholdt med det formål.
Så er der nogen, der vil mene, at man kan være en mere eller mindre god skatteborger. Det er især kommunerne, der interesserer sig for det. En nærmere analyse vil imidlertid vise, at det, om man er en god skatteborger, kan føres tilbage til rent arbitrære kulturelle normer og i mange tilfælde uskrevne love. Er man en god skatteborger, skyldes det jo, at man har en høj indtægt. Man kunne endda driste sig til at hævde, at man kun formår at være en god skatteborger, fordi man får for meget i løn. Men får man ikke netop denne høje løn, fordi man har gjort sig fortjent til den? Reciprocitetsprincippet spøger igen. Det er en lang diskussion, som jeg ikke vil gå i detaljer med, men jeg vil dog sige så meget, at spørgsmålet om aflønning for udført arbejde, er en af de mest irrationelle institutioner, samfundet kan byde på. Intet andet område kan fremvise en tilsvarende mangel på logik. Jeg behøver blot nævne det faktum, at det mest interessante, udfordrende og livsforlængende arbejde, er det, der lønnes bedst, mens det mest opslidende, triste og livsforkortende, men helt nødvendige, arbejde, er det, der lønnes dårligst. Aflønningen følger ikke engang altid markedsmekanismen om udbud og efterspørgsel, men kan alene føres tilbage til tilfældige historiske omstændigheder. Der findes derfor ikke noget, der ligner rimelig reciprocitet på det etablerede arbejdsmarked, og begrebet 'god skatteborger' er en ren konstruktion.
Det er ikke svært at finde andre eksempler på, at det strenge reciprocitetsprincip ingen gang har på jorden, i hvert fald ikke jorden i dagens Danmark. Forbindelsen mellem arbejde og skat og bidrag til samfundet er en myte, der ikke har hold i virkeligheden. Der er masser af mennesker, der har fuldstændig arbejdsfri indtægter i form af formue, friværdi osv. Også her er reciprocitetsprincippet reduceret til en joke. Det er ikke blot en konstrueret virkelighed, men en skinbarlig realitet, at der intet forhold er imellem, hvad mennesker yder til samfundet, og hvad de har i indtægt og dermed bidrager med i skat. Ikke alene er der mennesker, som ikke rører en finger, men som blot har været heldige i tilværelsens lotteri og hæver en fed hyre i form af renter og afkast, men der findes også masser af mennesker på det etablerede arbejdsmarked, som ved deres blotte tilstedeværelse hæmmer andre menneskers udfoldelsesmuligheder og gør dem uproduktive eller direkte ulykkelige. De kan i realiteten være med til at bremse samfundsøkonomien, selv om de betaler deres skat og er gode skatteborgere. Samfundet ville muligvis være bedre tjent med, at de ikke arbejdede. Men det står ingen steder, for der findes kun én norm, og det er, at man skal være på arbejdsmarkedet, og er man det, så er alting godt. Og nu vil jeg ikke engang komme ind på selve indholdet af den produktion, der holdes i gang af denne norm, de mange meningsløse eller direkte skadelige produkter dette arbejds- og vækstparadigme giver anledning til.
Over for det lønnede arbejdsmarked står hele det civile samfund og alt det frivillige og ulønnede arbejde. Lige så svært, som det er at afgøre hvad reciprocitet er på arbejdsmarkedet og i samfundsøkonomien, lige så svært er det på det uformelle arbejdsmarked og i det liv, der udfolder sig der, hvor tingene ikke kan måles og vejes. Er den enlige mor, som giver sine børn en god start på livet, ikke produktiv og samfundsnyttig, eller kan et menneske ved sin blotte tilstedeværelse ikke ofte inspirere andre til et bedre og lykkeligere liv, eller gennem sine tanker og sit eksempel gøre andre mere kreative og til glæde for samfundet? Masser af mennesker influerer på andres liv og i videre forstand på hele samfundet ved den måde, de er på, uanset hvilken tilknytning de har til arbejdsmarkedet. Det er de ressourcer, vi skal blive bedre til at få øje på, og i et borgerlønssamfund vil det være både legitimt og selvfølgeligt at få dem frem i lyset.
Det er naturligvis ikke således, at borgerløn kun er et gode for de dårligst stillede i samfundet, de såkaldt marginaliserede. Borgerløn vil give alle mulighed for et mere fleksibelt forhold til arbejdsmarkedet. Det vil blive lettere at realisere mere 'risikable' projekter både i arbejdslivet og privat, da eventuelle indtægter ikke bliver modregnet i borgerlønnen. Grænserne mellem arbejde og fritid vil muligvis blive mere flydende, men det er jo helt i tråd med den udvikling informationssamfundet er inde i, og som allerede er ved at blive en realitet. Derfor er borgerløn, også ud fra en borgerlig-liberal forestillingsverden, en interessant mulighed.
Filosoffen Philippe Van Parijs har i sin argumentation for borgerløn fremført det interessante argument, at det lønnede arbejde skal betragtes som en ekstern ressource på lige fod med fx fast ejendom, og at det følgelig skal beskattes, ganske enkelt fordi det lægger beslag på nogle ressourcer, andre også kunne have haft glæde af. Det gælder naturligvis ikke mindst de privilegerede og godt aflønnede stillinger. Hans begrundelse er, at sådan som samfundet er indrettet, er det stort set kun muligt at realisere et ordentligt liv gennem lønnet arbejde, og da dette har en yderst eksklusiv karakter, idet de bedste stillinger, eller stillinger overhovedet, er forbeholdt dem, der har vundet i tilværelsens lotteri, er det kun rimeligt, at der rettes op på det forhold ved at lønarbejdet pålægges en afgift, dvs. en skat, og at det beløb, der vindes herved, bliver fordelt på hele befolkningen i form af en ubetinget basisindkomst.
Til slut et par ord om de moralske konsekvenser af den rigide version af reciprocitetsprincippet, det direkte noget-for-noget-princip. Jeg synes man skal tænke på, hvad det egentlig er, man siger, når man så ivrigt giver udtryk for, at mennesker har pligt til at arbejde, og hvad det indebærer, at kommunerne har pligt til i sidste instans at stoppe kontanthjælpen for de borgere, der ikke vil tage imod et arbejdstilbud. For det man i realiteten siger er jo, at mennesker, der ikke arbejder, ikke har nogen eksistensberettigelse. Man fjerner deres eksistensgrundlag, hvis de siger nej til at arbejde, og det kan kun være et klart signal om, at det sådan set er ligegyldigt, om de overhovedet er til, hvis de ikke deltager på arbejdsmarkedet. Det er sjældent, det formuleres så direkte, men det er den logiske konsekvens af denne bureaukratiske måde at tænke på. Jeg finder det problematisk, at en sådan lovgivning overhovedet findes, da det i mine øjne ikke er foreneligt med et moderne menneskesyn, men snarere er noget, man ville vente at finde i et totalitært eller fascistisk samfund.
Hvis det kunne bevises, eller i hvert fald sandsynliggøres, at en indførelse af borgerløn i alle henseender ville gøre samfundet rigere, både menneskeligt og økonomisk, skulle forestillinger om arbejdsmoral eller moral i al almindelighed, som måske var gangbare i det tidlige industrisamfund, men som ikke længere forekommer tidssvarende i et moderne velfærdssamfund, da stille sig hindrende i vejen for den videre samfundsudvikling?
Hvis det kunne vises med en høj grad af sandsynlighed, at mennesker med løs eller ingen tilknytning til arbejdsmarkedet, ville have meget lettere ved, og også føle større motivation til, at søge job eller starte egen virksomhed, hvis de følte, at de stod på sikker grund, uden at grunden hele tiden skred under dem på grund af de nuværende rådighedsregler, ville det da ikke være rationelt, tilmed økonomisk rationelt, at give disse mennesker dette fodfæste?
De, der har ringe eller ingen tilknytning til arbejdsmarkedet, har ofte andre problemer end blot ledighed. Det hører man i hvert fald ofte. Ville det da ikke være rationelt at fjerne i hvert fald en af bekymringerne hos disse mennesker ved at sikre dem et betingelsesløst eksistensminimum, hvorved de kunne koncentrere sig om det væsentlige, at bidrage med det, de nu kan til samfundets eller deres egen livskvalitet? Det kan være, det blot er nogle få timers lønnet arbejde om ugen, eller det kunne være frivilligt ulønnet arbejde, som også indirekte bidrager til samfundsøkonomien. De nuværende rigide rådighedsregler gør det til et alt eller intet. Enten er man inde, eller også er man ude. Derved mister samfundet enorme menneskelige ressourcer. Og for de berørte mennesker fører det til en følelse af udstødelse og stigmatisering med yderligere lammelse af de kreative kræfter til følge.
Et af de hyppigst anvendte argumenter mod borgerløn, er, at det bryder med reciprocitetsprincippet, eller mere ligefremt princippet om 'noget-for-noget'. Men står det for en nærmere analyse? Lad os se på det.
De centrale elementer i 'noget-for-noget'-diskussionen er utvivlsomt begreberne 'arbejde' og 'skat'. Ved arbejde forstås sædvanligvis 'lønnet arbejde'. Andet arbejde tæller i den forbindelse ikke, da det ikke gør en til en (god) skatteborger. Men spørgsmålet er, om de begreber er så nært forbundne, og om de overhovedet er tidssvarende.
For det første er selve begrebet skatteborger, hvor flittigt det end anvendes, en slags pleonasme, et overflødigt ord. Alle i det her land er skatteborgere, da alle, inklusive de borgere, der er på kontanthjælp, betaler skat. Derfor findes der i en vis forstand ikke skatteborgere. Alene dette faktum, at skatteborgerne ikke kan afgrænses som en selvstændig gruppe, gør det en smule meningsløst overhovedet at operere med begrebet. I stedet burde man tale om, at samfundet har brug for at få løst en række opgaver til gavn for alle, og at derfor en del af folks indtægt bliver tilbageholdt med det formål.
Så er der nogen, der vil mene, at man kan være en mere eller mindre god skatteborger. Det er især kommunerne, der interesserer sig for det. En nærmere analyse vil imidlertid vise, at det, om man er en god skatteborger, kan føres tilbage til rent arbitrære kulturelle normer og i mange tilfælde uskrevne love. Er man en god skatteborger, skyldes det jo, at man har en høj indtægt. Man kunne endda driste sig til at hævde, at man kun formår at være en god skatteborger, fordi man får for meget i løn. Men får man ikke netop denne høje løn, fordi man har gjort sig fortjent til den? Reciprocitetsprincippet spøger igen. Det er en lang diskussion, som jeg ikke vil gå i detaljer med, men jeg vil dog sige så meget, at spørgsmålet om aflønning for udført arbejde, er en af de mest irrationelle institutioner, samfundet kan byde på. Intet andet område kan fremvise en tilsvarende mangel på logik. Jeg behøver blot nævne det faktum, at det mest interessante, udfordrende og livsforlængende arbejde, er det, der lønnes bedst, mens det mest opslidende, triste og livsforkortende, men helt nødvendige, arbejde, er det, der lønnes dårligst. Aflønningen følger ikke engang altid markedsmekanismen om udbud og efterspørgsel, men kan alene føres tilbage til tilfældige historiske omstændigheder. Der findes derfor ikke noget, der ligner rimelig reciprocitet på det etablerede arbejdsmarked, og begrebet 'god skatteborger' er en ren konstruktion.
Det er ikke svært at finde andre eksempler på, at det strenge reciprocitetsprincip ingen gang har på jorden, i hvert fald ikke jorden i dagens Danmark. Forbindelsen mellem arbejde og skat og bidrag til samfundet er en myte, der ikke har hold i virkeligheden. Der er masser af mennesker, der har fuldstændig arbejdsfri indtægter i form af formue, friværdi osv. Også her er reciprocitetsprincippet reduceret til en joke. Det er ikke blot en konstrueret virkelighed, men en skinbarlig realitet, at der intet forhold er imellem, hvad mennesker yder til samfundet, og hvad de har i indtægt og dermed bidrager med i skat. Ikke alene er der mennesker, som ikke rører en finger, men som blot har været heldige i tilværelsens lotteri og hæver en fed hyre i form af renter og afkast, men der findes også masser af mennesker på det etablerede arbejdsmarked, som ved deres blotte tilstedeværelse hæmmer andre menneskers udfoldelsesmuligheder og gør dem uproduktive eller direkte ulykkelige. De kan i realiteten være med til at bremse samfundsøkonomien, selv om de betaler deres skat og er gode skatteborgere. Samfundet ville muligvis være bedre tjent med, at de ikke arbejdede. Men det står ingen steder, for der findes kun én norm, og det er, at man skal være på arbejdsmarkedet, og er man det, så er alting godt. Og nu vil jeg ikke engang komme ind på selve indholdet af den produktion, der holdes i gang af denne norm, de mange meningsløse eller direkte skadelige produkter dette arbejds- og vækstparadigme giver anledning til.
Over for det lønnede arbejdsmarked står hele det civile samfund og alt det frivillige og ulønnede arbejde. Lige så svært, som det er at afgøre hvad reciprocitet er på arbejdsmarkedet og i samfundsøkonomien, lige så svært er det på det uformelle arbejdsmarked og i det liv, der udfolder sig der, hvor tingene ikke kan måles og vejes. Er den enlige mor, som giver sine børn en god start på livet, ikke produktiv og samfundsnyttig, eller kan et menneske ved sin blotte tilstedeværelse ikke ofte inspirere andre til et bedre og lykkeligere liv, eller gennem sine tanker og sit eksempel gøre andre mere kreative og til glæde for samfundet? Masser af mennesker influerer på andres liv og i videre forstand på hele samfundet ved den måde, de er på, uanset hvilken tilknytning de har til arbejdsmarkedet. Det er de ressourcer, vi skal blive bedre til at få øje på, og i et borgerlønssamfund vil det være både legitimt og selvfølgeligt at få dem frem i lyset.
Det er naturligvis ikke således, at borgerløn kun er et gode for de dårligst stillede i samfundet, de såkaldt marginaliserede. Borgerløn vil give alle mulighed for et mere fleksibelt forhold til arbejdsmarkedet. Det vil blive lettere at realisere mere 'risikable' projekter både i arbejdslivet og privat, da eventuelle indtægter ikke bliver modregnet i borgerlønnen. Grænserne mellem arbejde og fritid vil muligvis blive mere flydende, men det er jo helt i tråd med den udvikling informationssamfundet er inde i, og som allerede er ved at blive en realitet. Derfor er borgerløn, også ud fra en borgerlig-liberal forestillingsverden, en interessant mulighed.
Filosoffen Philippe Van Parijs har i sin argumentation for borgerløn fremført det interessante argument, at det lønnede arbejde skal betragtes som en ekstern ressource på lige fod med fx fast ejendom, og at det følgelig skal beskattes, ganske enkelt fordi det lægger beslag på nogle ressourcer, andre også kunne have haft glæde af. Det gælder naturligvis ikke mindst de privilegerede og godt aflønnede stillinger. Hans begrundelse er, at sådan som samfundet er indrettet, er det stort set kun muligt at realisere et ordentligt liv gennem lønnet arbejde, og da dette har en yderst eksklusiv karakter, idet de bedste stillinger, eller stillinger overhovedet, er forbeholdt dem, der har vundet i tilværelsens lotteri, er det kun rimeligt, at der rettes op på det forhold ved at lønarbejdet pålægges en afgift, dvs. en skat, og at det beløb, der vindes herved, bliver fordelt på hele befolkningen i form af en ubetinget basisindkomst.
Til slut et par ord om de moralske konsekvenser af den rigide version af reciprocitetsprincippet, det direkte noget-for-noget-princip. Jeg synes man skal tænke på, hvad det egentlig er, man siger, når man så ivrigt giver udtryk for, at mennesker har pligt til at arbejde, og hvad det indebærer, at kommunerne har pligt til i sidste instans at stoppe kontanthjælpen for de borgere, der ikke vil tage imod et arbejdstilbud. For det man i realiteten siger er jo, at mennesker, der ikke arbejder, ikke har nogen eksistensberettigelse. Man fjerner deres eksistensgrundlag, hvis de siger nej til at arbejde, og det kan kun være et klart signal om, at det sådan set er ligegyldigt, om de overhovedet er til, hvis de ikke deltager på arbejdsmarkedet. Det er sjældent, det formuleres så direkte, men det er den logiske konsekvens af denne bureaukratiske måde at tænke på. Jeg finder det problematisk, at en sådan lovgivning overhovedet findes, da det i mine øjne ikke er foreneligt med et moderne menneskesyn, men snarere er noget, man ville vente at finde i et totalitært eller fascistisk samfund.
Abonner på:
Opslag (Atom)