Jeg bryder mig ikke meget om straf i det hele taget, men kan godt se at det med den nuværende såkaldte retsfølelsestilstand i befolkningen er uundgåeligt at anvende de forældede straffesystemer vi har i dag. Der findes mange alternativer til traditionel fængselsstraf som ville være mere hensigtsmæssige ud fra en rationel betragtning, men de tilfredsstiller ikke befolkningens krav om 'hævn', så at sige, og selv om især ofrene ofte ikke er dem der råber mest op om hævn, skal der også tages hensyn til dem.
En af ejendommelighederne i retspraksis og strafudmåling, er hvordan man takserer forbrydelser mod børn. Hvad er kriterierne for straf: Er det graden af 'ondskab', hvis man kan formulere det på den måde, er det skadevirkningen på børnene, eller er det snarere i hvor høj grad forbrydelserne overskrider samfundets tabuer?
Både Tønder- og Mou-sagen handler om mishandling af børn, men hvor den første har seksuelt indhold, handler den anden om tortur. Begge forældre er implicerede i de to sager. I Tønder-sagen fik faderen 10 års fængsel for at have holdt sin datter som sex-slave og for incest, mens moderen pga. psykiske problemer fik en behandlingsdom for at have været medvidende og til dels deltagende i forbrydelsen der stod på i adskillige år. I Mou-sagen, som der lige er faldet dom i, fik både faderen og moderen 5 måneders fængsel for at have udsat deres datter for fysisk og psykisk tortur gennem en periode på 4 år. Begge sager ligner hinanden på i hvert fald ét punkt: Kommunen og de sociale myndigheder har ikke grebet ind trods mistanke om overgrebene.
Hvordan kan det være at et overgreb med seksuel karakter straffes 24 gange hårdere end et hvor det handler om grov fysisk og psykisk vold? Ifølge anklageren skyldes det at der kun er få fortilfælde og derfor ikke rigtig nogen retspraksis. Men Tønder-sagen blev også beskrevet som 'uden fortilfælde'.
Derfor er spørgsmålet om hvad det er man straffer for særdeles relevant. Det mest nærliggende, i mine øjne, burde være at man straffede ud fra den skadevirkning det har på børnene, men hvordan måler man det empirisk? Der skal tages højde for både de umiddelbare traumatiske oplevelser og senvirkningerne, og hvordan finder man frem til en slags gennemsnit af disse virkninger, hvor der sikkert også er tale om store individuelle variationer?
Er det vi straffer for så i virkeligheden overskridelsen af tabuer, hvor straffens længde er nogenlunde proportional med arten af tabu? Hvis det er tilfældet, kunne meget tyde på at seksuelle forbrydelser mod børn opfattes som et langt større tabu end vold. Hvorfor er det sådan, og er det rationelt? Igen, det umiddelbart mest rationelle krititerium burde være hvilken skade det gør på ofrene, men jeg er i tvivl om hvor meget man i virkeligheden interesserer sig for det. Forskerne gør naturligvis, men i store dele af befolkningen er hele spørgsmålet præget af myter og mangel på reel viden.
Det er er ligeledes tankevækkende hvordan forældre og skoler gennem tiden har kunnet slippe af sted med, helt ustraffet, at udsætte børn for fysisk og psykisk mishandling. Korporlig afstraffelse er ganske vist afskaffet (for ikke særlig mange år siden), men den psykiske tortur i form af læreres mobning af elever har alle dage, længe før Lektor Blomme, og givetvis også den dag i dag, været invaliderende for børn. Hvilket retsvæsen tager sig af det?
Læs også Anders Lund Madsens utrolig velskrevne og tankevækkende kommentar til Mou-sagen.
fredag den 9. januar 2009
torsdag den 18. december 2008
Jørgen Leth ud af nypuritanismens greb
Som aktiv cykelrytter (amatør) ser jeg naturligvis med stor glæde på at Jørgen Leth er tilbage på TV2 med sine episke, nærmest drømmeagtige beskrivelser af Tour'en. Men det er ikke kun cykelsporten, eller dækningen af den, der har vundet en sejr, det er fornuften, frisindet og i videre forstand ytringsfriheden som for en gangs skyld får det sidste ord.
Nypuritanismen og snæversynet ligger imidlertid lige under overfladen, hvilket denne her sag endnu engang har bevist. Det tjener dog TV2 til ære at de nu indrømmer en så monumental fejl som det var at fyre Jørgen Leth på baggrund af en oppisket folkestemning der, takket være mediernes sans for den gode (læs: indbringende) historie, kom helt ud af kontrol, i hvert fald uden for fornuftens kontrol. Til gengæld må det være pinligt for TV2 at det overhovedet kom så vidt at de fjernede en af de få personer der kunne tilføre dem en smule format, på baggrund af noget der overhovedet ikke var en sag, men en ren og skær hetz mod en mand der ikke havde gjort andet end at udøve sin kunst.
At det kom så vidt dengang at Leth foruden sit TV2-job mistede filmstøtten fra Det Danske Filminstitut (som han nu også har fået igen) og jobbet som konsul (som han endnu ikke har fået igen), fortæller det så mere om medierne end om hvad der reelt rører sig i befolkningen, kunne man spørge. Det er nok en kombination. Medierne, især en avis som Ekstra Bladet, der tilsyneladende altid opererer efter devisen 'dobbeltmoral er dobbelt så godt', kastede sig grådigt over historien, denne ikke-historie, og hængte Jørgen Leth ud på det groveste. Andre mere respektable medier fulgte efter og tilsluttede sig hetzen, måske knap så højrøstet, men dog uden det minimum af refleksion der ville have fået dem til at holde inde med det.
Når store dele af befolkningen hoppede med på vognen, skyldes det selvfølgelig til dels at Ekstra Bladet og andre medier godt ved hvilke knapper de skal trykke på, men også at stemningen blev gejlet yderligere op på nettet og andre steder. Det er naturligvis nedslående at erfare, også selv om det kan undskyldes med at den slags lynchstemninger er momentane udslag af vanvid. For dette lurende vanvid ligger som en understrøm i bevidstheden hos de fleste mennesker, og jeg finder det foruroligende hver gang strømmen bevæger sig op til overfladen og spørger mig selv hvorfor. Er det fordi der simpelthen er brug for en ventil til at lukke opsparede frustrationer ud, og til det kræves der en 'egnet' syndebuk?
Et oplagt mål for denne vrede der pludselig bliver sluppet løs, er typisk en person som rager for højt op på den ene eller den anden måde, eller som overtræder tabuer. Et af tabuerne er konstellationen ældre mænd/unge piger. Den er oplagt mere et mål for folkets vrede end den modsatte ældre kvinde/ung mand. I det hele taget er det sjældent skytset rettes så meget mod kvinder som mod mænd, og det skyldes nogle normer eller nedarvede forestillinger om at kvinden i forvejen er den svage part. Der er stof nok i det til en selvstændig artikel, så jeg vil ikke komme mere ind på det interessante emne her, men bare sige at der er findes et veritabelt hierarki af fordomme i hvilke mænd, kvinder og børn spiller helt bestemte nøje definerede roller. Generelt kan man sige at jo større gabet er mellem den magt hhv. afmagt de implicerede parter har, jo større er fordømmelsen af den magthavende. Der er dog nogle bemærkelsesværdige undtagelser til den 'regel', og det er især hvis 'magtfordommene' støder imod andre fordomme, fx om etnicitet eller sociale forhold. Her kan sympatien hurtigt vende sig væk fra den svage part, fordi der knytter sig særlige fordomme til visse grupper i samfundet som fx indvandrere eller arbejdsløse.
Situationen med Jørgen Leth var den at han levede op til alle fordommene. Han ragede op, højt over andre, i kraft sin originalitet - 'han er ikke som os andre' - og han overtrådte tabuet ældre mand/ung pige, tilmed i en situation hvor forholdet var yderligere accentueret i et påstået magtmisforhold, med andre ord, tabuet blev forstærket ved at manden, som i forvejen er underlagt tabuet om at være stærkere, altså overlegen, i forhold til kvinden, blev gjort endnu stærkere pga. de imperialistiske undertoner der var til stede, når forholdet var mellem en konsul og en ung og fattig haitiansk pige. Så var scenen sat, og det spillede ikke længere nogen rolle for folk om denne scene udspillede sig i en skønlitterær kontekst eller om forholdet var frit for begge parter og i øvrigt fuldstændig legalt, da pigen var over den seksuelle lavalder.
Man kan drage en parallel til tegneren Kurt Westergaard, som, uden nogen sammenligning i øvrigt, også er blevet offer, om end meget mere ulykkeligt, blot ved at udøve sin kunst eller passe sit arbejde som han selv siger. Her er det nogle andre fordomme der er på spil. De er religiøse og som sådan om muligt endnu mere hinsides al fornuft. Ud over at det i et land med ytringsfrihed burde være legitimt at udfordre et hvilket som helst synspunkt og en hvilken som helst ideologi - og islam tæller i den forbindelse som ideologi - er den stakkels tegner ganske enkelt blevet misforstået, og misforståelsen bliver gentaget i det uendelige, selv af folk som er intelligente nok til at vide bedre. Kurt Westergaard har aldrig generet nogen navngivne personer, ikke engang Muhammed, da den herostratisk berømte tegning - den med bomben i turbanen - tydeligvis kun er en hentydning til islamisters misbrug af Muhammed til terrorformål. Men selv om han vitterligt havde fornærmet Muhammed, Jesus, Buddha eller såkaldte hellige bøger, ville det have været helt i orden som en kunstnerisk handling eller et politisk statement. Alene det at udfordre det fornuftsstridige, det irrationelle element i mennesket, er ikke blot en acceptabel handling, men helt nødvendigt.
Pointen er her at det ikke spiller nogen rolle hvad det er for fordomme vi er oppe imod, om det er kulturelle normer og uskrevne love eller religiøse dogmer eller regler. Det er i min optik ét fedt. I de fleste tilfælde kan reglerne, hvad enten de er verdslige eller religiøse, ikke føres tilbage til noget rationelt, empirisk grundlag, og de burde derfor konstant udfordres med det fineste redskab mennesket besidder, fornuften.
Der hersker til gengæld almindelig skepsis over for hvad fornuften formår, og ofte en udbredt konsensus om at fornuften ikke rækker til at forklare, for ikke at sige sætte spørgsmålstegn ved nedarvede forestillinger om hvad der er rigtigt og forkert. Følelser sættes over fornuften, ofte som om der var tale om direkte modsætninger. Men sagen er jo at følelser og fornuft er komplementære størrelser som understøtter snarere end modarbejder hinanden. Der er ikke nogen grund til at sætte fornuften på standby fordi man inddrager sit følelsesliv.
Problemet er selvfølgelig hvad man skal vedtage er fornuft, hvis det overhovedet er muligt at blive enige om det. For en troende er Guds ord 'fornuft', også selv om vi ikke lige kan gennemskue det, ej heller den religiøse selv. Det kunne man kalde 'fornuft qua autoritet', et begreb man også, desværre, genfinder i mindre vidtløftige sammenhænge, hvor forholdet er mellem mennesker og ikke mellem guder og mennesker.
Når det handler om kulturelle fordomme, herunder tabuer, er det i virkeligheden også, om end i mere skjult form, en type autoritær fornuft man knytter an til. Det er nemlig ikke altid til at gennemskue hvem autoriteten er. Det eneste man ved er at reglen gælder, og de færreste eller ingen kan sige noget om hvorfor. I mange tilfælde vil en empirisk, videnskabelig undersøgelse nemlig komme til det stik modsatte resultat, altså at reglen bør ophæves eller nedtones. Eksempler på det kunne være folkedybets 'krav om højere straffe' der går imod hvad man rent faktisk, dvs. gennem videnskabelige undersøgelser, ved om effekten af højere straffe. De har nemlig ingen effekt, i hvert fald ingen gavnlig.
Man kunne spørge om det ikke snarere er følelser end autoritær 'fornuft' der styrer menneskers opfattelse af retfærdighed i forbindelse med forbrydelse og straf. Men her er det at jeg vil hævde at følelser er et meget fleksibelt fænomen. De indretter sig nemlig efter hvilken type 'fornuft' der styrer samfundet. Det har man kunnet se i talrige tilfælde. Tiderne skifter og følelserne skifter med dem. Homoseksualitet har tidligere kunnet få de værste følelser op i folk, men er nu (med visse undtagelser fra fossile grupper i samfundet) generelt accepteret. I 1970'erne var pædofiliforskrækkelsen ikke nær så udbredt som den er i dag. Pædofili var godt nok et tabu, men slet ikke omfattet af det hysteri som råder i dag. Fænomenet var ganske enkelt underlagt en anden type fornuft.
Det betyder naturligvis ikke at alt i samfundet skal accepteres, at alle normer skal ophæves. Men enhver norm, enhver uskreven lov og ethvert tabu bør til enhver tid underkastes en kritisk analyse, hvor alene fornuften er redskabet, og den type fornuft man vælger til formålet må være af den fineste slags menneskeheden til dato har udviklet. Kun én type fornuft kandiderer hertil, og det er den fornuft der alene baserer sig på logisk argumentation og empiri. Ingen anden metode lever op til det helt nødvendige krav om at undersøgelsen skal være fri af traditioner og overleverede fordomme.
Helt afgørende er det at fornuften anvendes lidenskabsløst på alle de områder vi tror vi allerede kender eller har særlige følelser for, da det rationelle element i os former ikke alene vores intellekt, men også vores følelseliv. De to ting er heldigvis nært forbundne. Ellers ville det for alvor se sort ud. Nu er der håb om at mennesket på et tidspunkt kan blive fornuftsstyret uden af den grund at blive et ufølsomt væsen. Følelser uden fornuft er farlige, men konstruktive når fornuften én gang har banet vejen for dem.
Nypuritanismen og snæversynet ligger imidlertid lige under overfladen, hvilket denne her sag endnu engang har bevist. Det tjener dog TV2 til ære at de nu indrømmer en så monumental fejl som det var at fyre Jørgen Leth på baggrund af en oppisket folkestemning der, takket være mediernes sans for den gode (læs: indbringende) historie, kom helt ud af kontrol, i hvert fald uden for fornuftens kontrol. Til gengæld må det være pinligt for TV2 at det overhovedet kom så vidt at de fjernede en af de få personer der kunne tilføre dem en smule format, på baggrund af noget der overhovedet ikke var en sag, men en ren og skær hetz mod en mand der ikke havde gjort andet end at udøve sin kunst.
At det kom så vidt dengang at Leth foruden sit TV2-job mistede filmstøtten fra Det Danske Filminstitut (som han nu også har fået igen) og jobbet som konsul (som han endnu ikke har fået igen), fortæller det så mere om medierne end om hvad der reelt rører sig i befolkningen, kunne man spørge. Det er nok en kombination. Medierne, især en avis som Ekstra Bladet, der tilsyneladende altid opererer efter devisen 'dobbeltmoral er dobbelt så godt', kastede sig grådigt over historien, denne ikke-historie, og hængte Jørgen Leth ud på det groveste. Andre mere respektable medier fulgte efter og tilsluttede sig hetzen, måske knap så højrøstet, men dog uden det minimum af refleksion der ville have fået dem til at holde inde med det.
Når store dele af befolkningen hoppede med på vognen, skyldes det selvfølgelig til dels at Ekstra Bladet og andre medier godt ved hvilke knapper de skal trykke på, men også at stemningen blev gejlet yderligere op på nettet og andre steder. Det er naturligvis nedslående at erfare, også selv om det kan undskyldes med at den slags lynchstemninger er momentane udslag af vanvid. For dette lurende vanvid ligger som en understrøm i bevidstheden hos de fleste mennesker, og jeg finder det foruroligende hver gang strømmen bevæger sig op til overfladen og spørger mig selv hvorfor. Er det fordi der simpelthen er brug for en ventil til at lukke opsparede frustrationer ud, og til det kræves der en 'egnet' syndebuk?
Et oplagt mål for denne vrede der pludselig bliver sluppet løs, er typisk en person som rager for højt op på den ene eller den anden måde, eller som overtræder tabuer. Et af tabuerne er konstellationen ældre mænd/unge piger. Den er oplagt mere et mål for folkets vrede end den modsatte ældre kvinde/ung mand. I det hele taget er det sjældent skytset rettes så meget mod kvinder som mod mænd, og det skyldes nogle normer eller nedarvede forestillinger om at kvinden i forvejen er den svage part. Der er stof nok i det til en selvstændig artikel, så jeg vil ikke komme mere ind på det interessante emne her, men bare sige at der er findes et veritabelt hierarki af fordomme i hvilke mænd, kvinder og børn spiller helt bestemte nøje definerede roller. Generelt kan man sige at jo større gabet er mellem den magt hhv. afmagt de implicerede parter har, jo større er fordømmelsen af den magthavende. Der er dog nogle bemærkelsesværdige undtagelser til den 'regel', og det er især hvis 'magtfordommene' støder imod andre fordomme, fx om etnicitet eller sociale forhold. Her kan sympatien hurtigt vende sig væk fra den svage part, fordi der knytter sig særlige fordomme til visse grupper i samfundet som fx indvandrere eller arbejdsløse.
Situationen med Jørgen Leth var den at han levede op til alle fordommene. Han ragede op, højt over andre, i kraft sin originalitet - 'han er ikke som os andre' - og han overtrådte tabuet ældre mand/ung pige, tilmed i en situation hvor forholdet var yderligere accentueret i et påstået magtmisforhold, med andre ord, tabuet blev forstærket ved at manden, som i forvejen er underlagt tabuet om at være stærkere, altså overlegen, i forhold til kvinden, blev gjort endnu stærkere pga. de imperialistiske undertoner der var til stede, når forholdet var mellem en konsul og en ung og fattig haitiansk pige. Så var scenen sat, og det spillede ikke længere nogen rolle for folk om denne scene udspillede sig i en skønlitterær kontekst eller om forholdet var frit for begge parter og i øvrigt fuldstændig legalt, da pigen var over den seksuelle lavalder.
Man kan drage en parallel til tegneren Kurt Westergaard, som, uden nogen sammenligning i øvrigt, også er blevet offer, om end meget mere ulykkeligt, blot ved at udøve sin kunst eller passe sit arbejde som han selv siger. Her er det nogle andre fordomme der er på spil. De er religiøse og som sådan om muligt endnu mere hinsides al fornuft. Ud over at det i et land med ytringsfrihed burde være legitimt at udfordre et hvilket som helst synspunkt og en hvilken som helst ideologi - og islam tæller i den forbindelse som ideologi - er den stakkels tegner ganske enkelt blevet misforstået, og misforståelsen bliver gentaget i det uendelige, selv af folk som er intelligente nok til at vide bedre. Kurt Westergaard har aldrig generet nogen navngivne personer, ikke engang Muhammed, da den herostratisk berømte tegning - den med bomben i turbanen - tydeligvis kun er en hentydning til islamisters misbrug af Muhammed til terrorformål. Men selv om han vitterligt havde fornærmet Muhammed, Jesus, Buddha eller såkaldte hellige bøger, ville det have været helt i orden som en kunstnerisk handling eller et politisk statement. Alene det at udfordre det fornuftsstridige, det irrationelle element i mennesket, er ikke blot en acceptabel handling, men helt nødvendigt.
Pointen er her at det ikke spiller nogen rolle hvad det er for fordomme vi er oppe imod, om det er kulturelle normer og uskrevne love eller religiøse dogmer eller regler. Det er i min optik ét fedt. I de fleste tilfælde kan reglerne, hvad enten de er verdslige eller religiøse, ikke føres tilbage til noget rationelt, empirisk grundlag, og de burde derfor konstant udfordres med det fineste redskab mennesket besidder, fornuften.
Der hersker til gengæld almindelig skepsis over for hvad fornuften formår, og ofte en udbredt konsensus om at fornuften ikke rækker til at forklare, for ikke at sige sætte spørgsmålstegn ved nedarvede forestillinger om hvad der er rigtigt og forkert. Følelser sættes over fornuften, ofte som om der var tale om direkte modsætninger. Men sagen er jo at følelser og fornuft er komplementære størrelser som understøtter snarere end modarbejder hinanden. Der er ikke nogen grund til at sætte fornuften på standby fordi man inddrager sit følelsesliv.
Problemet er selvfølgelig hvad man skal vedtage er fornuft, hvis det overhovedet er muligt at blive enige om det. For en troende er Guds ord 'fornuft', også selv om vi ikke lige kan gennemskue det, ej heller den religiøse selv. Det kunne man kalde 'fornuft qua autoritet', et begreb man også, desværre, genfinder i mindre vidtløftige sammenhænge, hvor forholdet er mellem mennesker og ikke mellem guder og mennesker.
Når det handler om kulturelle fordomme, herunder tabuer, er det i virkeligheden også, om end i mere skjult form, en type autoritær fornuft man knytter an til. Det er nemlig ikke altid til at gennemskue hvem autoriteten er. Det eneste man ved er at reglen gælder, og de færreste eller ingen kan sige noget om hvorfor. I mange tilfælde vil en empirisk, videnskabelig undersøgelse nemlig komme til det stik modsatte resultat, altså at reglen bør ophæves eller nedtones. Eksempler på det kunne være folkedybets 'krav om højere straffe' der går imod hvad man rent faktisk, dvs. gennem videnskabelige undersøgelser, ved om effekten af højere straffe. De har nemlig ingen effekt, i hvert fald ingen gavnlig.
Man kunne spørge om det ikke snarere er følelser end autoritær 'fornuft' der styrer menneskers opfattelse af retfærdighed i forbindelse med forbrydelse og straf. Men her er det at jeg vil hævde at følelser er et meget fleksibelt fænomen. De indretter sig nemlig efter hvilken type 'fornuft' der styrer samfundet. Det har man kunnet se i talrige tilfælde. Tiderne skifter og følelserne skifter med dem. Homoseksualitet har tidligere kunnet få de værste følelser op i folk, men er nu (med visse undtagelser fra fossile grupper i samfundet) generelt accepteret. I 1970'erne var pædofiliforskrækkelsen ikke nær så udbredt som den er i dag. Pædofili var godt nok et tabu, men slet ikke omfattet af det hysteri som råder i dag. Fænomenet var ganske enkelt underlagt en anden type fornuft.
Det betyder naturligvis ikke at alt i samfundet skal accepteres, at alle normer skal ophæves. Men enhver norm, enhver uskreven lov og ethvert tabu bør til enhver tid underkastes en kritisk analyse, hvor alene fornuften er redskabet, og den type fornuft man vælger til formålet må være af den fineste slags menneskeheden til dato har udviklet. Kun én type fornuft kandiderer hertil, og det er den fornuft der alene baserer sig på logisk argumentation og empiri. Ingen anden metode lever op til det helt nødvendige krav om at undersøgelsen skal være fri af traditioner og overleverede fordomme.
Helt afgørende er det at fornuften anvendes lidenskabsløst på alle de områder vi tror vi allerede kender eller har særlige følelser for, da det rationelle element i os former ikke alene vores intellekt, men også vores følelseliv. De to ting er heldigvis nært forbundne. Ellers ville det for alvor se sort ud. Nu er der håb om at mennesket på et tidspunkt kan blive fornuftsstyret uden af den grund at blive et ufølsomt væsen. Følelser uden fornuft er farlige, men konstruktive når fornuften én gang har banet vejen for dem.
tirsdag den 16. december 2008
Kommentar til Nina Smith vedr. borgerløn
I artiklen 'Lommepenge eller børneløn?', JP 03.12.08, er økonomiprofessor Nina Smith citeret for nogle bemærkninger om, og forbehold, over for borgerløn. Spørgsmålet er, om dette forbehold skyldes særlige moralske normer eller standarder, eller om det alene kan føres tilbage til rationelle økonomiske overvejelser.
Hvis det kunne bevises, eller i hvert fald sandsynliggøres, at en indførelse af borgerløn i alle henseender ville gøre samfundet rigere, både menneskeligt og økonomisk, skulle forestillinger om arbejdsmoral eller moral i al almindelighed, som måske var gangbare i det tidlige industrisamfund, men som ikke længere forekommer tidssvarende i et moderne velfærdssamfund, da stille sig hindrende i vejen for den videre samfundsudvikling?
Hvis det kunne vises med en høj grad af sandsynlighed, at mennesker med løs eller ingen tilknytning til arbejdsmarkedet, ville have meget lettere ved, og også føle større motivation til, at søge job eller starte egen virksomhed, hvis de følte, at de stod på sikker grund, uden at grunden hele tiden skred under dem på grund af de nuværende rådighedsregler, ville det da ikke være rationelt, tilmed økonomisk rationelt, at give disse mennesker dette fodfæste?
De, der har ringe eller ingen tilknytning til arbejdsmarkedet, har ofte andre problemer end blot ledighed. Det hører man i hvert fald ofte. Ville det da ikke være rationelt at fjerne i hvert fald en af bekymringerne hos disse mennesker ved at sikre dem et betingelsesløst eksistensminimum, hvorved de kunne koncentrere sig om det væsentlige, at bidrage med det, de nu kan til samfundets eller deres egen livskvalitet? Det kan være, det blot er nogle få timers lønnet arbejde om ugen, eller det kunne være frivilligt ulønnet arbejde, som også indirekte bidrager til samfundsøkonomien. De nuværende rigide rådighedsregler gør det til et alt eller intet. Enten er man inde, eller også er man ude. Derved mister samfundet enorme menneskelige ressourcer. Og for de berørte mennesker fører det til en følelse af udstødelse og stigmatisering med yderligere lammelse af de kreative kræfter til følge.
Et af de hyppigst anvendte argumenter mod borgerløn, er, at det bryder med reciprocitetsprincippet, eller mere ligefremt princippet om 'noget-for-noget'. Men står det for en nærmere analyse? Lad os se på det.
De centrale elementer i 'noget-for-noget'-diskussionen er utvivlsomt begreberne 'arbejde' og 'skat'. Ved arbejde forstås sædvanligvis 'lønnet arbejde'. Andet arbejde tæller i den forbindelse ikke, da det ikke gør en til en (god) skatteborger. Men spørgsmålet er, om de begreber er så nært forbundne, og om de overhovedet er tidssvarende.
For det første er selve begrebet skatteborger, hvor flittigt det end anvendes, en slags pleonasme, et overflødigt ord. Alle i det her land er skatteborgere, da alle, inklusive de borgere, der er på kontanthjælp, betaler skat. Derfor findes der i en vis forstand ikke skatteborgere. Alene dette faktum, at skatteborgerne ikke kan afgrænses som en selvstændig gruppe, gør det en smule meningsløst overhovedet at operere med begrebet. I stedet burde man tale om, at samfundet har brug for at få løst en række opgaver til gavn for alle, og at derfor en del af folks indtægt bliver tilbageholdt med det formål.
Så er der nogen, der vil mene, at man kan være en mere eller mindre god skatteborger. Det er især kommunerne, der interesserer sig for det. En nærmere analyse vil imidlertid vise, at det, om man er en god skatteborger, kan føres tilbage til rent arbitrære kulturelle normer og i mange tilfælde uskrevne love. Er man en god skatteborger, skyldes det jo, at man har en høj indtægt. Man kunne endda driste sig til at hævde, at man kun formår at være en god skatteborger, fordi man får for meget i løn. Men får man ikke netop denne høje løn, fordi man har gjort sig fortjent til den? Reciprocitetsprincippet spøger igen. Det er en lang diskussion, som jeg ikke vil gå i detaljer med, men jeg vil dog sige så meget, at spørgsmålet om aflønning for udført arbejde, er en af de mest irrationelle institutioner, samfundet kan byde på. Intet andet område kan fremvise en tilsvarende mangel på logik. Jeg behøver blot nævne det faktum, at det mest interessante, udfordrende og livsforlængende arbejde, er det, der lønnes bedst, mens det mest opslidende, triste og livsforkortende, men helt nødvendige, arbejde, er det, der lønnes dårligst. Aflønningen følger ikke engang altid markedsmekanismen om udbud og efterspørgsel, men kan alene føres tilbage til tilfældige historiske omstændigheder. Der findes derfor ikke noget, der ligner rimelig reciprocitet på det etablerede arbejdsmarked, og begrebet 'god skatteborger' er en ren konstruktion.
Det er ikke svært at finde andre eksempler på, at det strenge reciprocitetsprincip ingen gang har på jorden, i hvert fald ikke jorden i dagens Danmark. Forbindelsen mellem arbejde og skat og bidrag til samfundet er en myte, der ikke har hold i virkeligheden. Der er masser af mennesker, der har fuldstændig arbejdsfri indtægter i form af formue, friværdi osv. Også her er reciprocitetsprincippet reduceret til en joke. Det er ikke blot en konstrueret virkelighed, men en skinbarlig realitet, at der intet forhold er imellem, hvad mennesker yder til samfundet, og hvad de har i indtægt og dermed bidrager med i skat. Ikke alene er der mennesker, som ikke rører en finger, men som blot har været heldige i tilværelsens lotteri og hæver en fed hyre i form af renter og afkast, men der findes også masser af mennesker på det etablerede arbejdsmarked, som ved deres blotte tilstedeværelse hæmmer andre menneskers udfoldelsesmuligheder og gør dem uproduktive eller direkte ulykkelige. De kan i realiteten være med til at bremse samfundsøkonomien, selv om de betaler deres skat og er gode skatteborgere. Samfundet ville muligvis være bedre tjent med, at de ikke arbejdede. Men det står ingen steder, for der findes kun én norm, og det er, at man skal være på arbejdsmarkedet, og er man det, så er alting godt. Og nu vil jeg ikke engang komme ind på selve indholdet af den produktion, der holdes i gang af denne norm, de mange meningsløse eller direkte skadelige produkter dette arbejds- og vækstparadigme giver anledning til.
Over for det lønnede arbejdsmarked står hele det civile samfund og alt det frivillige og ulønnede arbejde. Lige så svært, som det er at afgøre hvad reciprocitet er på arbejdsmarkedet og i samfundsøkonomien, lige så svært er det på det uformelle arbejdsmarked og i det liv, der udfolder sig der, hvor tingene ikke kan måles og vejes. Er den enlige mor, som giver sine børn en god start på livet, ikke produktiv og samfundsnyttig, eller kan et menneske ved sin blotte tilstedeværelse ikke ofte inspirere andre til et bedre og lykkeligere liv, eller gennem sine tanker og sit eksempel gøre andre mere kreative og til glæde for samfundet? Masser af mennesker influerer på andres liv og i videre forstand på hele samfundet ved den måde, de er på, uanset hvilken tilknytning de har til arbejdsmarkedet. Det er de ressourcer, vi skal blive bedre til at få øje på, og i et borgerlønssamfund vil det være både legitimt og selvfølgeligt at få dem frem i lyset.
Det er naturligvis ikke således, at borgerløn kun er et gode for de dårligst stillede i samfundet, de såkaldt marginaliserede. Borgerløn vil give alle mulighed for et mere fleksibelt forhold til arbejdsmarkedet. Det vil blive lettere at realisere mere 'risikable' projekter både i arbejdslivet og privat, da eventuelle indtægter ikke bliver modregnet i borgerlønnen. Grænserne mellem arbejde og fritid vil muligvis blive mere flydende, men det er jo helt i tråd med den udvikling informationssamfundet er inde i, og som allerede er ved at blive en realitet. Derfor er borgerløn, også ud fra en borgerlig-liberal forestillingsverden, en interessant mulighed.
Filosoffen Philippe Van Parijs har i sin argumentation for borgerløn fremført det interessante argument, at det lønnede arbejde skal betragtes som en ekstern ressource på lige fod med fx fast ejendom, og at det følgelig skal beskattes, ganske enkelt fordi det lægger beslag på nogle ressourcer, andre også kunne have haft glæde af. Det gælder naturligvis ikke mindst de privilegerede og godt aflønnede stillinger. Hans begrundelse er, at sådan som samfundet er indrettet, er det stort set kun muligt at realisere et ordentligt liv gennem lønnet arbejde, og da dette har en yderst eksklusiv karakter, idet de bedste stillinger, eller stillinger overhovedet, er forbeholdt dem, der har vundet i tilværelsens lotteri, er det kun rimeligt, at der rettes op på det forhold ved at lønarbejdet pålægges en afgift, dvs. en skat, og at det beløb, der vindes herved, bliver fordelt på hele befolkningen i form af en ubetinget basisindkomst.
Til slut et par ord om de moralske konsekvenser af den rigide version af reciprocitetsprincippet, det direkte noget-for-noget-princip. Jeg synes man skal tænke på, hvad det egentlig er, man siger, når man så ivrigt giver udtryk for, at mennesker har pligt til at arbejde, og hvad det indebærer, at kommunerne har pligt til i sidste instans at stoppe kontanthjælpen for de borgere, der ikke vil tage imod et arbejdstilbud. For det man i realiteten siger er jo, at mennesker, der ikke arbejder, ikke har nogen eksistensberettigelse. Man fjerner deres eksistensgrundlag, hvis de siger nej til at arbejde, og det kan kun være et klart signal om, at det sådan set er ligegyldigt, om de overhovedet er til, hvis de ikke deltager på arbejdsmarkedet. Det er sjældent, det formuleres så direkte, men det er den logiske konsekvens af denne bureaukratiske måde at tænke på. Jeg finder det problematisk, at en sådan lovgivning overhovedet findes, da det i mine øjne ikke er foreneligt med et moderne menneskesyn, men snarere er noget, man ville vente at finde i et totalitært eller fascistisk samfund.
Hvis det kunne bevises, eller i hvert fald sandsynliggøres, at en indførelse af borgerløn i alle henseender ville gøre samfundet rigere, både menneskeligt og økonomisk, skulle forestillinger om arbejdsmoral eller moral i al almindelighed, som måske var gangbare i det tidlige industrisamfund, men som ikke længere forekommer tidssvarende i et moderne velfærdssamfund, da stille sig hindrende i vejen for den videre samfundsudvikling?
Hvis det kunne vises med en høj grad af sandsynlighed, at mennesker med løs eller ingen tilknytning til arbejdsmarkedet, ville have meget lettere ved, og også føle større motivation til, at søge job eller starte egen virksomhed, hvis de følte, at de stod på sikker grund, uden at grunden hele tiden skred under dem på grund af de nuværende rådighedsregler, ville det da ikke være rationelt, tilmed økonomisk rationelt, at give disse mennesker dette fodfæste?
De, der har ringe eller ingen tilknytning til arbejdsmarkedet, har ofte andre problemer end blot ledighed. Det hører man i hvert fald ofte. Ville det da ikke være rationelt at fjerne i hvert fald en af bekymringerne hos disse mennesker ved at sikre dem et betingelsesløst eksistensminimum, hvorved de kunne koncentrere sig om det væsentlige, at bidrage med det, de nu kan til samfundets eller deres egen livskvalitet? Det kan være, det blot er nogle få timers lønnet arbejde om ugen, eller det kunne være frivilligt ulønnet arbejde, som også indirekte bidrager til samfundsøkonomien. De nuværende rigide rådighedsregler gør det til et alt eller intet. Enten er man inde, eller også er man ude. Derved mister samfundet enorme menneskelige ressourcer. Og for de berørte mennesker fører det til en følelse af udstødelse og stigmatisering med yderligere lammelse af de kreative kræfter til følge.
Et af de hyppigst anvendte argumenter mod borgerløn, er, at det bryder med reciprocitetsprincippet, eller mere ligefremt princippet om 'noget-for-noget'. Men står det for en nærmere analyse? Lad os se på det.
De centrale elementer i 'noget-for-noget'-diskussionen er utvivlsomt begreberne 'arbejde' og 'skat'. Ved arbejde forstås sædvanligvis 'lønnet arbejde'. Andet arbejde tæller i den forbindelse ikke, da det ikke gør en til en (god) skatteborger. Men spørgsmålet er, om de begreber er så nært forbundne, og om de overhovedet er tidssvarende.
For det første er selve begrebet skatteborger, hvor flittigt det end anvendes, en slags pleonasme, et overflødigt ord. Alle i det her land er skatteborgere, da alle, inklusive de borgere, der er på kontanthjælp, betaler skat. Derfor findes der i en vis forstand ikke skatteborgere. Alene dette faktum, at skatteborgerne ikke kan afgrænses som en selvstændig gruppe, gør det en smule meningsløst overhovedet at operere med begrebet. I stedet burde man tale om, at samfundet har brug for at få løst en række opgaver til gavn for alle, og at derfor en del af folks indtægt bliver tilbageholdt med det formål.
Så er der nogen, der vil mene, at man kan være en mere eller mindre god skatteborger. Det er især kommunerne, der interesserer sig for det. En nærmere analyse vil imidlertid vise, at det, om man er en god skatteborger, kan føres tilbage til rent arbitrære kulturelle normer og i mange tilfælde uskrevne love. Er man en god skatteborger, skyldes det jo, at man har en høj indtægt. Man kunne endda driste sig til at hævde, at man kun formår at være en god skatteborger, fordi man får for meget i løn. Men får man ikke netop denne høje løn, fordi man har gjort sig fortjent til den? Reciprocitetsprincippet spøger igen. Det er en lang diskussion, som jeg ikke vil gå i detaljer med, men jeg vil dog sige så meget, at spørgsmålet om aflønning for udført arbejde, er en af de mest irrationelle institutioner, samfundet kan byde på. Intet andet område kan fremvise en tilsvarende mangel på logik. Jeg behøver blot nævne det faktum, at det mest interessante, udfordrende og livsforlængende arbejde, er det, der lønnes bedst, mens det mest opslidende, triste og livsforkortende, men helt nødvendige, arbejde, er det, der lønnes dårligst. Aflønningen følger ikke engang altid markedsmekanismen om udbud og efterspørgsel, men kan alene føres tilbage til tilfældige historiske omstændigheder. Der findes derfor ikke noget, der ligner rimelig reciprocitet på det etablerede arbejdsmarked, og begrebet 'god skatteborger' er en ren konstruktion.
Det er ikke svært at finde andre eksempler på, at det strenge reciprocitetsprincip ingen gang har på jorden, i hvert fald ikke jorden i dagens Danmark. Forbindelsen mellem arbejde og skat og bidrag til samfundet er en myte, der ikke har hold i virkeligheden. Der er masser af mennesker, der har fuldstændig arbejdsfri indtægter i form af formue, friværdi osv. Også her er reciprocitetsprincippet reduceret til en joke. Det er ikke blot en konstrueret virkelighed, men en skinbarlig realitet, at der intet forhold er imellem, hvad mennesker yder til samfundet, og hvad de har i indtægt og dermed bidrager med i skat. Ikke alene er der mennesker, som ikke rører en finger, men som blot har været heldige i tilværelsens lotteri og hæver en fed hyre i form af renter og afkast, men der findes også masser af mennesker på det etablerede arbejdsmarked, som ved deres blotte tilstedeværelse hæmmer andre menneskers udfoldelsesmuligheder og gør dem uproduktive eller direkte ulykkelige. De kan i realiteten være med til at bremse samfundsøkonomien, selv om de betaler deres skat og er gode skatteborgere. Samfundet ville muligvis være bedre tjent med, at de ikke arbejdede. Men det står ingen steder, for der findes kun én norm, og det er, at man skal være på arbejdsmarkedet, og er man det, så er alting godt. Og nu vil jeg ikke engang komme ind på selve indholdet af den produktion, der holdes i gang af denne norm, de mange meningsløse eller direkte skadelige produkter dette arbejds- og vækstparadigme giver anledning til.
Over for det lønnede arbejdsmarked står hele det civile samfund og alt det frivillige og ulønnede arbejde. Lige så svært, som det er at afgøre hvad reciprocitet er på arbejdsmarkedet og i samfundsøkonomien, lige så svært er det på det uformelle arbejdsmarked og i det liv, der udfolder sig der, hvor tingene ikke kan måles og vejes. Er den enlige mor, som giver sine børn en god start på livet, ikke produktiv og samfundsnyttig, eller kan et menneske ved sin blotte tilstedeværelse ikke ofte inspirere andre til et bedre og lykkeligere liv, eller gennem sine tanker og sit eksempel gøre andre mere kreative og til glæde for samfundet? Masser af mennesker influerer på andres liv og i videre forstand på hele samfundet ved den måde, de er på, uanset hvilken tilknytning de har til arbejdsmarkedet. Det er de ressourcer, vi skal blive bedre til at få øje på, og i et borgerlønssamfund vil det være både legitimt og selvfølgeligt at få dem frem i lyset.
Det er naturligvis ikke således, at borgerløn kun er et gode for de dårligst stillede i samfundet, de såkaldt marginaliserede. Borgerløn vil give alle mulighed for et mere fleksibelt forhold til arbejdsmarkedet. Det vil blive lettere at realisere mere 'risikable' projekter både i arbejdslivet og privat, da eventuelle indtægter ikke bliver modregnet i borgerlønnen. Grænserne mellem arbejde og fritid vil muligvis blive mere flydende, men det er jo helt i tråd med den udvikling informationssamfundet er inde i, og som allerede er ved at blive en realitet. Derfor er borgerløn, også ud fra en borgerlig-liberal forestillingsverden, en interessant mulighed.
Filosoffen Philippe Van Parijs har i sin argumentation for borgerløn fremført det interessante argument, at det lønnede arbejde skal betragtes som en ekstern ressource på lige fod med fx fast ejendom, og at det følgelig skal beskattes, ganske enkelt fordi det lægger beslag på nogle ressourcer, andre også kunne have haft glæde af. Det gælder naturligvis ikke mindst de privilegerede og godt aflønnede stillinger. Hans begrundelse er, at sådan som samfundet er indrettet, er det stort set kun muligt at realisere et ordentligt liv gennem lønnet arbejde, og da dette har en yderst eksklusiv karakter, idet de bedste stillinger, eller stillinger overhovedet, er forbeholdt dem, der har vundet i tilværelsens lotteri, er det kun rimeligt, at der rettes op på det forhold ved at lønarbejdet pålægges en afgift, dvs. en skat, og at det beløb, der vindes herved, bliver fordelt på hele befolkningen i form af en ubetinget basisindkomst.
Til slut et par ord om de moralske konsekvenser af den rigide version af reciprocitetsprincippet, det direkte noget-for-noget-princip. Jeg synes man skal tænke på, hvad det egentlig er, man siger, når man så ivrigt giver udtryk for, at mennesker har pligt til at arbejde, og hvad det indebærer, at kommunerne har pligt til i sidste instans at stoppe kontanthjælpen for de borgere, der ikke vil tage imod et arbejdstilbud. For det man i realiteten siger er jo, at mennesker, der ikke arbejder, ikke har nogen eksistensberettigelse. Man fjerner deres eksistensgrundlag, hvis de siger nej til at arbejde, og det kan kun være et klart signal om, at det sådan set er ligegyldigt, om de overhovedet er til, hvis de ikke deltager på arbejdsmarkedet. Det er sjældent, det formuleres så direkte, men det er den logiske konsekvens af denne bureaukratiske måde at tænke på. Jeg finder det problematisk, at en sådan lovgivning overhovedet findes, da det i mine øjne ikke er foreneligt med et moderne menneskesyn, men snarere er noget, man ville vente at finde i et totalitært eller fascistisk samfund.
mandag den 15. december 2008
Klart nej til aktiv dødshjælp
Uanset hvad man kan mene er en ’værdig død’, er det ikke lægernes opgave at spille rollen som dødens engle og tillade dem, eller ligefrem uddanne dem i, aktivt at afslutte andre menneskers liv. Lægerne har allerede nu mange muligheder for at lindre uhelbredeligt syges lidelser eller opgive livsforlængende behandling, dvs. udføre det man kalder passiv dødshjælp. Men at tillade læger eller andre aktivt at bringe livet til ophør, er i mange henseender en moralsk glidebane.
For det første fører det lægernes rolle over for patienterne ind i en gråzone, hvis det nu er lægerne der skal udføre indgrebet, og det ville det jo efter al sandsynlighed blive (ellers er det om muligt en endnu mere skræmmende tanke). Det faktum at lægerne ikke længere entydigt var på livets side, ville uvægerligt have en afsmittende virkning på det generelle læge/patientforhold. Det er et forhold der bygger på tillid, en tillid til at lægerne kun er uddannet til at helbrede eller redde liv, eller, når der ikke længere er noget håb, at lindre den sidste tid. Med aktiv dødshjælp ville forholdet mellem læger og patienter blive mudret eller uklart. Er den læge jeg står over for med min uhelbredelige sygdom nu af den opfattelse at han eller hun lige så godt kan afslutte mit liv? Også selv om jeg måske hellere vil leve mine lidelser helt til ende.
Debatten rejser også en række spørgsmål om lægers uddannelse. Skal det være frivilligt om man vil uddanne sig til aktiv dødshjælper eller en obligatorisk del af lægers uddannelse? Det kunne i givet fald afholde en del fra at blive læger, og det i en situation hvor vi i forvejen har lægemangel. Og hvis det ikke skulle være en obligatorisk del af uddannelsen, men et tilvalg, hvad er det så for nogle læger der ville vælge den del af uddannelsen til? Vi kunne havne i en diskussion og en problematik der minder om den der står mellem om vi skal have en hær bestående af frivillige eller værnepligtige.
En anden gråzone ved indførelse af aktiv dødshjælp tegner sig i forholdet mellem den døende og de nærmeste og i videre forstand samfundet som helhed. Hvis aktiv dødshjælp bliver en mulighed, vil der let kunne komme en helt ny opfattelse af hvornår livet bør afsluttes, uanset hvad patienten selv mener om sagen. Det er ganske vist frivilligt om man vil lade lægen afslutte livet, men uhelbredeligt syge vil kunne komme til at føle sig under pres for ikke længere at ligge de nærmeste til last. Nu har de jo den mulighed at gøre en ende på det, så hvorfor ikke benytte den når der alligevel ikke længere er noget håb?
Aktiv dødshjælp vil i videre forstand også kunne påvirke hele forestillingen om hvad der er et værdigt liv og en værdig død. En værdig død kunne gå hen og blive synonymt med en aktiv afslutning på dette meningsløse liv. For hvor går grænsen for hvornår et liv er meningsløst, og hvem skal sætte den? Er det patienten selv eller det velmenende samfund som ikke længere ønsker at være vidne til al den lidelse?
’En værdig død’ er det argument man oftest hører fra almindelige mennesker der går ind for aktiv dødshjælp. Det argument forudsætter på en eller anden måde at et liv på eller andet tidspunkt kan ende med at blive uværdigt. En værdig død er altså synonymt med et uværdigt liv, et liv så lidelsesfuldt at det ikke længere giver mening at bevare det. Det er muligt at patienten selv føler at livet som hjælpeløs er uværdigt, men det kommer ikke sagen ved. Det afgørende er at ved at legalisere aktiv dødshjælp, blåstempler man potentielt nogle liv som uværdige. Det kan ikke være anderledes. Det er en uundgåelig konsekvens. At dette er endnu en moralsk glidebane, skal der ikke meget fantasi til at forestille sig. Sporene fra de nazistiske eutanasiprogrammer skræmmer. Deres argumentation for aktiv dødshjælp fulgte nogenlunde de samme linjer. De ville også bare mindske folks lidelser.
Der findes i dag så mange muligheder for at lindre menneskers lidelser i den sidste fase af livet, samtidig med at ingen læger i dag foretager udsigtsløs behandling eller kunstigt forlænger livet, at der ikke kan argumenteres for aktiv dødshjælp med den begrundelse at livet ikke er værd at leve. Hvis man ville bruge det argument at livet er for lidelsesfuldt til at leves, vil mange andre kategorier end håbløst fysisk syge kunne komme i betragtning til aktiv dødshjælp. Mange med psykiske lidelser har det også så forfærdeligt at de måske gerne ville have en sprøjte der kunne gøre en ende på det hele. Men det ville aldrig blive accepteret i et moderne eutanasiprogram. Man kunne spørge hvorfor ikke, hvis begrundelsen er at man vil minimere folks lidelser. Hvis man vil hævde at en af begrundelserne for at indføre aktiv dødshjælp til fysisk syge er at de ikke er i stand til at gøre det selv, kunne man let opstille tænkte scenarier med psykisk syge som af den ene eller anden grund heller ikke formår at gøre det selv, men skal have hjælp til det. Ganske vist er forslaget om aktiv dødshjælp almindeligvis tænkt således at patienten skal være ved sine fulde fem og ikke lide af depressioner eller andre psykiske lidelser, men hvordan formår man at udskille det fysiske fra det psykiske hos uhelbredeligt syge mennesker hvis liv er fuld af lidelse?
At være uhelbredeligt syg er heller ikke altid en proces som patienten selv helt kan overskue forløbet af. Tidligt i forløbet vil hun måske komme til den konklusion at det kun kan gå én vej, og så er det bedre at afslutte det nu. Men på det tidspunkt ved hun ikke noget om de faser der er i sygdomsforløbet, eller hvilke nye erkendelser der kan opstå. Jeg udelukker den mulighed at der kan finde nogen helbredelse sted eller at der pludselig opstår en ny mulighed for behandling. Det er værd at tage i betragtning, men jeg vil begrænse argumentationen til de virkeligt uhelbredeligt syge, da det er dem det i første række handler om. Selv i de tilfælde kan forløbet muligvis tænkes at rumme noget uventet, måske ligefrem glimt af livskvalitet, eller i hvert fald en form for forsoning med tilværelsen og de vilkår den byder en. For mig at se er det parallelt med at den stærkt depressive, som ønsker at tage sit eget liv, ikke i den situation kan overskue at tilværelsen på et senere tidspunkt kan åbne op for helt nye muligheder der gør at livet kan føles værd at leve igen. Jeg er godt klar over at mennesker kan være så uhelbredeligt syge og hjælpeløst bundet til sengen at livskvalitet kan synes en fjern mulighed, men hjernen er et mirakuløst organ, og den kan ofte nå til nye erkendelser de mest usandsynlige eller uventede steder.
De argumenter jeg har fremført mod aktiv dødshjælp, er for mig nogle af de mest centrale. Jeg har endnu ikke hørt noget rimeligt argument til fordel for aktiv dødshjælp, i hvert fald ikke et som ikke samtidig har alvorlige bivirkninger. Aktiv dødshjælp ville, hvis det blev en realitet, føre samfundet ud på en moralsk glidebane; det er et forslag med klart fascistiske undertoner, idet det på sigt vil kunne føre til helt nye ’racerene’ normer for hvad der er og hvad der ikke er et godt liv.
For det første fører det lægernes rolle over for patienterne ind i en gråzone, hvis det nu er lægerne der skal udføre indgrebet, og det ville det jo efter al sandsynlighed blive (ellers er det om muligt en endnu mere skræmmende tanke). Det faktum at lægerne ikke længere entydigt var på livets side, ville uvægerligt have en afsmittende virkning på det generelle læge/patientforhold. Det er et forhold der bygger på tillid, en tillid til at lægerne kun er uddannet til at helbrede eller redde liv, eller, når der ikke længere er noget håb, at lindre den sidste tid. Med aktiv dødshjælp ville forholdet mellem læger og patienter blive mudret eller uklart. Er den læge jeg står over for med min uhelbredelige sygdom nu af den opfattelse at han eller hun lige så godt kan afslutte mit liv? Også selv om jeg måske hellere vil leve mine lidelser helt til ende.
Debatten rejser også en række spørgsmål om lægers uddannelse. Skal det være frivilligt om man vil uddanne sig til aktiv dødshjælper eller en obligatorisk del af lægers uddannelse? Det kunne i givet fald afholde en del fra at blive læger, og det i en situation hvor vi i forvejen har lægemangel. Og hvis det ikke skulle være en obligatorisk del af uddannelsen, men et tilvalg, hvad er det så for nogle læger der ville vælge den del af uddannelsen til? Vi kunne havne i en diskussion og en problematik der minder om den der står mellem om vi skal have en hær bestående af frivillige eller værnepligtige.
En anden gråzone ved indførelse af aktiv dødshjælp tegner sig i forholdet mellem den døende og de nærmeste og i videre forstand samfundet som helhed. Hvis aktiv dødshjælp bliver en mulighed, vil der let kunne komme en helt ny opfattelse af hvornår livet bør afsluttes, uanset hvad patienten selv mener om sagen. Det er ganske vist frivilligt om man vil lade lægen afslutte livet, men uhelbredeligt syge vil kunne komme til at føle sig under pres for ikke længere at ligge de nærmeste til last. Nu har de jo den mulighed at gøre en ende på det, så hvorfor ikke benytte den når der alligevel ikke længere er noget håb?
Aktiv dødshjælp vil i videre forstand også kunne påvirke hele forestillingen om hvad der er et værdigt liv og en værdig død. En værdig død kunne gå hen og blive synonymt med en aktiv afslutning på dette meningsløse liv. For hvor går grænsen for hvornår et liv er meningsløst, og hvem skal sætte den? Er det patienten selv eller det velmenende samfund som ikke længere ønsker at være vidne til al den lidelse?
’En værdig død’ er det argument man oftest hører fra almindelige mennesker der går ind for aktiv dødshjælp. Det argument forudsætter på en eller anden måde at et liv på eller andet tidspunkt kan ende med at blive uværdigt. En værdig død er altså synonymt med et uværdigt liv, et liv så lidelsesfuldt at det ikke længere giver mening at bevare det. Det er muligt at patienten selv føler at livet som hjælpeløs er uværdigt, men det kommer ikke sagen ved. Det afgørende er at ved at legalisere aktiv dødshjælp, blåstempler man potentielt nogle liv som uværdige. Det kan ikke være anderledes. Det er en uundgåelig konsekvens. At dette er endnu en moralsk glidebane, skal der ikke meget fantasi til at forestille sig. Sporene fra de nazistiske eutanasiprogrammer skræmmer. Deres argumentation for aktiv dødshjælp fulgte nogenlunde de samme linjer. De ville også bare mindske folks lidelser.
Der findes i dag så mange muligheder for at lindre menneskers lidelser i den sidste fase af livet, samtidig med at ingen læger i dag foretager udsigtsløs behandling eller kunstigt forlænger livet, at der ikke kan argumenteres for aktiv dødshjælp med den begrundelse at livet ikke er værd at leve. Hvis man ville bruge det argument at livet er for lidelsesfuldt til at leves, vil mange andre kategorier end håbløst fysisk syge kunne komme i betragtning til aktiv dødshjælp. Mange med psykiske lidelser har det også så forfærdeligt at de måske gerne ville have en sprøjte der kunne gøre en ende på det hele. Men det ville aldrig blive accepteret i et moderne eutanasiprogram. Man kunne spørge hvorfor ikke, hvis begrundelsen er at man vil minimere folks lidelser. Hvis man vil hævde at en af begrundelserne for at indføre aktiv dødshjælp til fysisk syge er at de ikke er i stand til at gøre det selv, kunne man let opstille tænkte scenarier med psykisk syge som af den ene eller anden grund heller ikke formår at gøre det selv, men skal have hjælp til det. Ganske vist er forslaget om aktiv dødshjælp almindeligvis tænkt således at patienten skal være ved sine fulde fem og ikke lide af depressioner eller andre psykiske lidelser, men hvordan formår man at udskille det fysiske fra det psykiske hos uhelbredeligt syge mennesker hvis liv er fuld af lidelse?
At være uhelbredeligt syg er heller ikke altid en proces som patienten selv helt kan overskue forløbet af. Tidligt i forløbet vil hun måske komme til den konklusion at det kun kan gå én vej, og så er det bedre at afslutte det nu. Men på det tidspunkt ved hun ikke noget om de faser der er i sygdomsforløbet, eller hvilke nye erkendelser der kan opstå. Jeg udelukker den mulighed at der kan finde nogen helbredelse sted eller at der pludselig opstår en ny mulighed for behandling. Det er værd at tage i betragtning, men jeg vil begrænse argumentationen til de virkeligt uhelbredeligt syge, da det er dem det i første række handler om. Selv i de tilfælde kan forløbet muligvis tænkes at rumme noget uventet, måske ligefrem glimt af livskvalitet, eller i hvert fald en form for forsoning med tilværelsen og de vilkår den byder en. For mig at se er det parallelt med at den stærkt depressive, som ønsker at tage sit eget liv, ikke i den situation kan overskue at tilværelsen på et senere tidspunkt kan åbne op for helt nye muligheder der gør at livet kan føles værd at leve igen. Jeg er godt klar over at mennesker kan være så uhelbredeligt syge og hjælpeløst bundet til sengen at livskvalitet kan synes en fjern mulighed, men hjernen er et mirakuløst organ, og den kan ofte nå til nye erkendelser de mest usandsynlige eller uventede steder.
De argumenter jeg har fremført mod aktiv dødshjælp, er for mig nogle af de mest centrale. Jeg har endnu ikke hørt noget rimeligt argument til fordel for aktiv dødshjælp, i hvert fald ikke et som ikke samtidig har alvorlige bivirkninger. Aktiv dødshjælp ville, hvis det blev en realitet, føre samfundet ud på en moralsk glidebane; det er et forslag med klart fascistiske undertoner, idet det på sigt vil kunne føre til helt nye ’racerene’ normer for hvad der er og hvad der ikke er et godt liv.
onsdag den 13. august 2008
Ren usaglighed
Politikens kronik fra 12. august, 'Øko-logik eller et trygt verdensbillede' er et eksempel på at universitetsstudier ikke nødvendigvis afføder kritisk, selvstændig tænkning. Et er at tilegne sig stoffet, noget andet er at få den nødvendige distance til det, så man ikke bliver så forblændet af fagets mange lokkende teorier at man i en form for kådhed implementerer dem i alle mulige sammenhænge hvor de ikke hører hjemme. De fire antropologistuderende forfattere til kronikken har tydeligvis fulgt med i timen, og de har i hvert fald lært én ting: At mennesker har en tendens til at dele verden op i godt og ondt, rent og urent osv. Vi forstår bedre verden på den måde ved at forsimple tingene og ordne dem i kasser, som der står. Mange gange. For denne pointe gentages flere gange i kronikken end jeg orker at opregne. Jeg tror selv præsident Bush med sin letforståelige 'enten er I med os eller også er I imod os' retorik ville blive misundelig over med hvilken sans for det forenklede budskabs kraft de fire studerende gang på gang hamrer denne trivielle pointe ind i læseren. På den måde yder de ironisk nok selv et værdigt bidrag til den ordning i kasser de angiveligt har under kritisk analyse. Hvis det var en gymnasiestil, ville jeg sige at de muligvis har en god pointe, men at de for det første skamrider den så meget at ingen længere kan holde ud at høre på den, og at de i deres behandling af emnet mangler alle de nuancer de selv efterlyser så meget hos andre.
Det emne som kronikørerne har valgt at demonstrere pointen på er økologi. Som forbrugere vælger vi nemlig, ifølge forfatterne, økologi ud fra et andet rationale end blot det at det er den produktionsform der er mindst belastende for mennesker, dyr og miljø. Vi vælger økologi fordi vi tror på autoriteter, og det statskontrollerede Ø-mærke udgør en sådan autoritet. Desuden giver det tryghed at kunne vælge noget der er 'rent' frem for noget der er 'urent'. Det gode over for det onde. Verden bliver overskuelig. Og vi som troede vi valgte økologi for at sikre vores grundvand og for at genskabe noget af den oprindelige naturs biologiske mangfoldighed, for at give grøftekanter, vådområder og engdrag levesteder for blomster, insekter og fugle, eller for at kyllingerne kan få mere end et A4-ark at bevæge sig på og koen rigtigt græs under klovene, for det bevisligt højere næringsindhold i fødevarerne, for at kaffe- eller bananplukkeren ikke skal gå rundt i en sky af pesticiddampe eller for at den indiske tekstilarbejder ikke skal arbejde med giftige klorforbindelser til blegning og tungmetaller til indfarvning. Nej, økologiske forbrugere, som godt nok typisk hører til det mest veluddannede og derfor formodentlig også mest kritisk tænkende segment i befolkningen, følger kun blindt autoriteter i form af en nærmest religiøs dyrkelse af økologiens symbol, Ø-mærket. De tænker udelukkende i rent og urent. Det virker derfor næsten ufrivilligt komisk når forfatterne som eneste argument for at fremføre denne teori, at mennesker søger tryghed i autoriteter og i forenklede budskaber, henviser til at teorien bygger på en tradition inden for antropologien!
For at understrege det angiveligt irrationelle i den adfærd de økologiske forbrugere udviser, fremhæves det at økologiske varer i virkeligheden ikke er så rene endda. Der spilles her på økologiens åndelige slægtskab med haram-halal dogmatikken eksemplificeret ved at jord på økologiske grønsager opfattes om rent (halal), mens jord på gulvet er urent (haram). Og forfatterne sætter trumf på ved at påpege at økologiske æg ofte har et højere indhold af dioxin fordi økologiske høns er mere ude i det fri og dermed bliver udsat for nedfald af dioxin fra luften. De kunne såmænd godt have tilføjet økologiske køer på græs. Men det falder dem tilsyneladende ikke ind at der kunne være andre grunde til at vælge økologi end det religiøse renhedsbud, eller at man kan finde på at købe økologiske æg til trods for at man overskrider tryghedszonen. Måske har dyrevelfærd også noget at sige. Forbrugere kan rent faktisk godt være motiveret af andre hensyn end snævre personlige interesser, og i hvert fald er nogle af dem i stand til at se tingene i en større sammenhæng.
Sætninger som denne her er symptomatiske for kronikken: 'Økologitanken er relateret til værdier der knytter sig til diskussionen om bæredygtighed og miljøbevaring i en større klimadebat'. Man er nødt til at spørge om kronikredaktøren var på ferie, for hvordan slipper den slags sætninger ellers igennem? Ikke alene er den skrevet i et knudret sprog, den er også temmelig forvrøvlet. Økologi er ikke nogen tanke, men en videnskab, og det endda mere eksakt end antropologien formentlig nogensinde kan gøre sig forhåbninger om at blive. Lad mig citere fra Den Danske Ordbogs definition af økologi: 'Videnskab der beskæftiger sig med den biologiske afhængighed mellem forskellige levende organismer i naturen og hensynet til naturens balance' - 'relateret til' - hvordan relateret til? - 'værdier' - økologi handler ikke om værdier, men om verificerbare facts. Og så omsider de ord det egentlig handler om: 'bæredygtighed' og 'miljøbevaring'. Det er korrekt, økologi handler om bæredygtighed, sådan kunne sætningen have lydt, og så havde den i det mindste sagt det klart og utvetydigt. Det er til gengæld misvisende at fremstille 'økologitanken' som om den mest hører hjemme i klimadebatten. Det er faktisk to forskellige diskussioner med kun enkelte fælles berøringspunkter.
Kronikken tager ikke på noget tidspunkt op til overvejelse hvor meget sandhed der egentlig er i den grundlæggende påstand at mennesker generelt foretrækker en opdeling i sort og hvidt. Påstanden tages ganske enkelt for givet. Vi forstår helten i en film som god gennem skurken som er ond, siges der. Muligvis, men det som gør filmens personer troværdige, og seværdige, er da hvis de får tilføjet forskellige egenskaber som giver dem dybde og karakter. Hvis man slår hjernen helt fra, kan man muligvis godt holde ud at se en todimensional film til ende, men de fleste normalt begavede mennesker vil hellere se film med nuancer, ganske enkelt fordi de bedre afspejler virkeligheden.
Meget anderledes forholder det sig ikke når man fx som forbruger vurderer forskellige fødevarer. Der tager man også højde for en masse faktorer og træffer sine valg ud fra dem. Nogle vælger animalsk fedt eller transfedtsyrer fra fordi forskningen har vist at den slags øger risikoen for hjerte-kar-sygdomme, eller farvestoffer fordi børn bliver hyperaktive af dem, eller så meget andet. Med andre ord, mange mennesker som køber konventionelle fødevarer, vælger også nogle fra af forskellige årsager. Man kunne spørge om de også ligger under for godt/ondt-, rent/urent-dogmerne, eller om der her er tale om 'saglige' valg. I mine øjne er valget af økologi nøjagtig lige så sagligt og videnskabeligt underbygget. Det har tilmed den dimension at det ikke alene tager hensyn til egen sundhed, men til hele økosystemet. Der er ikke noget som helst religion i det. Det handler faktisk i sidste ende om klodens overlevelse, om at sikre fremtidige generationer de samme muligheder som vi selv har haft for at nyde godt af naturens mangfoldighed.
Reference:
'Øko-logik eller et trygt verdensbillede'
en kronik af:
ENA M.A. MADSEN, MAJKEN HVIID, HENRIETTE NØRMARK ANDERSEN OG MIKKA NIELSEN
Det emne som kronikørerne har valgt at demonstrere pointen på er økologi. Som forbrugere vælger vi nemlig, ifølge forfatterne, økologi ud fra et andet rationale end blot det at det er den produktionsform der er mindst belastende for mennesker, dyr og miljø. Vi vælger økologi fordi vi tror på autoriteter, og det statskontrollerede Ø-mærke udgør en sådan autoritet. Desuden giver det tryghed at kunne vælge noget der er 'rent' frem for noget der er 'urent'. Det gode over for det onde. Verden bliver overskuelig. Og vi som troede vi valgte økologi for at sikre vores grundvand og for at genskabe noget af den oprindelige naturs biologiske mangfoldighed, for at give grøftekanter, vådområder og engdrag levesteder for blomster, insekter og fugle, eller for at kyllingerne kan få mere end et A4-ark at bevæge sig på og koen rigtigt græs under klovene, for det bevisligt højere næringsindhold i fødevarerne, for at kaffe- eller bananplukkeren ikke skal gå rundt i en sky af pesticiddampe eller for at den indiske tekstilarbejder ikke skal arbejde med giftige klorforbindelser til blegning og tungmetaller til indfarvning. Nej, økologiske forbrugere, som godt nok typisk hører til det mest veluddannede og derfor formodentlig også mest kritisk tænkende segment i befolkningen, følger kun blindt autoriteter i form af en nærmest religiøs dyrkelse af økologiens symbol, Ø-mærket. De tænker udelukkende i rent og urent. Det virker derfor næsten ufrivilligt komisk når forfatterne som eneste argument for at fremføre denne teori, at mennesker søger tryghed i autoriteter og i forenklede budskaber, henviser til at teorien bygger på en tradition inden for antropologien!
For at understrege det angiveligt irrationelle i den adfærd de økologiske forbrugere udviser, fremhæves det at økologiske varer i virkeligheden ikke er så rene endda. Der spilles her på økologiens åndelige slægtskab med haram-halal dogmatikken eksemplificeret ved at jord på økologiske grønsager opfattes om rent (halal), mens jord på gulvet er urent (haram). Og forfatterne sætter trumf på ved at påpege at økologiske æg ofte har et højere indhold af dioxin fordi økologiske høns er mere ude i det fri og dermed bliver udsat for nedfald af dioxin fra luften. De kunne såmænd godt have tilføjet økologiske køer på græs. Men det falder dem tilsyneladende ikke ind at der kunne være andre grunde til at vælge økologi end det religiøse renhedsbud, eller at man kan finde på at købe økologiske æg til trods for at man overskrider tryghedszonen. Måske har dyrevelfærd også noget at sige. Forbrugere kan rent faktisk godt være motiveret af andre hensyn end snævre personlige interesser, og i hvert fald er nogle af dem i stand til at se tingene i en større sammenhæng.
Sætninger som denne her er symptomatiske for kronikken: 'Økologitanken er relateret til værdier der knytter sig til diskussionen om bæredygtighed og miljøbevaring i en større klimadebat'. Man er nødt til at spørge om kronikredaktøren var på ferie, for hvordan slipper den slags sætninger ellers igennem? Ikke alene er den skrevet i et knudret sprog, den er også temmelig forvrøvlet. Økologi er ikke nogen tanke, men en videnskab, og det endda mere eksakt end antropologien formentlig nogensinde kan gøre sig forhåbninger om at blive. Lad mig citere fra Den Danske Ordbogs definition af økologi: 'Videnskab der beskæftiger sig med den biologiske afhængighed mellem forskellige levende organismer i naturen og hensynet til naturens balance' - 'relateret til' - hvordan relateret til? - 'værdier' - økologi handler ikke om værdier, men om verificerbare facts. Og så omsider de ord det egentlig handler om: 'bæredygtighed' og 'miljøbevaring'. Det er korrekt, økologi handler om bæredygtighed, sådan kunne sætningen have lydt, og så havde den i det mindste sagt det klart og utvetydigt. Det er til gengæld misvisende at fremstille 'økologitanken' som om den mest hører hjemme i klimadebatten. Det er faktisk to forskellige diskussioner med kun enkelte fælles berøringspunkter.
Kronikken tager ikke på noget tidspunkt op til overvejelse hvor meget sandhed der egentlig er i den grundlæggende påstand at mennesker generelt foretrækker en opdeling i sort og hvidt. Påstanden tages ganske enkelt for givet. Vi forstår helten i en film som god gennem skurken som er ond, siges der. Muligvis, men det som gør filmens personer troværdige, og seværdige, er da hvis de får tilføjet forskellige egenskaber som giver dem dybde og karakter. Hvis man slår hjernen helt fra, kan man muligvis godt holde ud at se en todimensional film til ende, men de fleste normalt begavede mennesker vil hellere se film med nuancer, ganske enkelt fordi de bedre afspejler virkeligheden.
Meget anderledes forholder det sig ikke når man fx som forbruger vurderer forskellige fødevarer. Der tager man også højde for en masse faktorer og træffer sine valg ud fra dem. Nogle vælger animalsk fedt eller transfedtsyrer fra fordi forskningen har vist at den slags øger risikoen for hjerte-kar-sygdomme, eller farvestoffer fordi børn bliver hyperaktive af dem, eller så meget andet. Med andre ord, mange mennesker som køber konventionelle fødevarer, vælger også nogle fra af forskellige årsager. Man kunne spørge om de også ligger under for godt/ondt-, rent/urent-dogmerne, eller om der her er tale om 'saglige' valg. I mine øjne er valget af økologi nøjagtig lige så sagligt og videnskabeligt underbygget. Det har tilmed den dimension at det ikke alene tager hensyn til egen sundhed, men til hele økosystemet. Der er ikke noget som helst religion i det. Det handler faktisk i sidste ende om klodens overlevelse, om at sikre fremtidige generationer de samme muligheder som vi selv har haft for at nyde godt af naturens mangfoldighed.
Reference:
'Øko-logik eller et trygt verdensbillede'
en kronik af:
ENA M.A. MADSEN, MAJKEN HVIID, HENRIETTE NØRMARK ANDERSEN OG MIKKA NIELSEN
lørdag den 8. marts 2008
Merkur Bank, Steiner og Hohlenberg
Sidste lørdag, den 1. marts, var der årsmøde i Borgerlønsbevægelsen, hvor jeg deltog som bestyrelsesmedlem. Mødet foregik i Merkur Banks hovedsæde i København og var ret velbesøgt, især i forhold til tidligere år. Der var desuden virkelig meget 'food for thought' i form af glimrende oplæg fra både bankens ledelse og bevægelsen.
Jeg vil lige citere fra en stemningsrapport som en af deltagerne, Lotte Haubart, har skrevet:
Tak til Lotte fordi jeg måtte benytte hendes glimrende referat fra mødet!
En af de ting der virkelig slog mig var med hvilken klar logik Lars Pehrson redegjorde for princippet om bæredygtighed, når man driver bankvirksomhed. Der er ingen modsætning mellem at drive en god forretning og tage hensyn til natur, miljø og mennesker. For hvis man ikke tager hensyn og kun tænker på profit, har man ikke taget højde for de sekundære omkostninger, og hvor længe vil det gå godt? Lars nævnte som ekempel en svinefarm, som flytter til Hviderusland, fordi virksomheden ikke længere kan få lov at forurene i det omfang i Danmark. Men, som han sagde, det er jo kun et spørgsmål om tid før de dernede finder ud af hvor meget det ødelægger deres vandløb og får sat en stopper for det, og så er det pludselig ikke længere så god en forretning. En bæredygtig forretning er en der holder på længere sigt, nøjagtig ligesom naturen gerne skulle gøre det.
Hvad angår Hohlenberg, kan jeg måske lige tilføje at han i sin videreudvikling af de steinerske principper tænkte sig den franske revolutions idé om frihed, lighed og broderskab udmøntet i samfundet på følgende måde: Frihed, og endda en mere udstrakt frihed end tilfældet er i dag, i det civile samfund, fx inden for kultur og åndsliv, lighed i den politiske/retslige sfære, og broderskab på det økonomiske område.
Når man læser Hohlenberg, fornemmer man tydeligt at han var stærkt kritisk over for en for stor statsmagt. Staten, selv i sin demokratiske udformning, griber for meget ind i folks liv og accepterer stiltiende, eller understøtter gennem lovgivning, kapitalens kolonisering af livsverdenen og kommodificering (varegørelse) af borgerne. Men det er ikke statens opgave at tilrettelægge det enkelte menneskes liv på alle områder. Staten skal blot gennem sine love sikre lighed og retfærdighed. Enhver må kunne udfolde sit eget livsprojekt i fuld frihed, uden at være helt i markedskræfternes vold.
Som det er nu, og også på Hohlenbergs tid, har staten i vid udstrækning underlagt sig markedet og dets betingelser. Det afspejler sig især på social- og beskæftigelsesområdet, hvor den, i stedet for blot at skabe de optimale betingelser for at mennesker kan udvikle deres potentiale, medvirker til at undergrave den frihed der er helt nødvendig for et dynamisk samfund, hvor livskvalitet også spiller en rolle.
Staten må altså ikke være i ledtog med kapitalen, men skal derimod sikre den enkelte økonomisk uafhængighed og frihed til at vælge markedet til eller fra. Den bedste måde at tilvejebringe det på er gennem en grundlovssikret ret til en ubetinget grundydelse, en borgerløn om man vil. Det vil kunne tilgodese den enkeltes reelle frihed, og ikke blot den formelle som demokratiet er garant for.
Man kan sige at staten, i Hohlenbergs optik, i sin rolle over for borgeren både bliver begrænset, men også udvidet. Staten ophører med at være kontrolinstans i relation til borgernes livsprojekter og økonomiske dispositioner, men, i modsætning til minimalstaten, øver den større direkte indflydelse på den enkeltes liv, i kraft af den ubetingede grundydelse, om end det netop er den der sikrer borgeren reel frihed. Det er en frihed på statens betingelser, ikke markedets.
Selv om Hohlenberg var kritisk over for demokratiet i sin nuværende form, var han endnu mere kritisk over for de totalitære systemer, der dominerede i 1930'erne, altså kommunismen, fascismen og nationalsocialismen. Det er umiddelbart indlysende hvorfor. Ingen totalitære systemer kan tilbyde begrænset statsmagt endsige personlig frihed. Derfor var demokratiet, for Hohlenberg, trods alt det mindst ringe system. Det kræver blot nogle justeringer.
En anden grund til at Hohlenberg gik så stærkt ind for en ubetinget grundydelse var at han kunne se hvordan industrialiseringen gjorde stadig flere mennesker overflødige på arbejdsmarkedet. I stedet for at se det som et problem, opfattede han det snarere som en mulighed for at flere mennesker end tidligere kunne hellige sig noget andet og mere værdifuldt end blot at arbejde. Hvorfor desperat forsøge at få alle i arbejde, når behovet for livsfornødenheder kunne dækkes af en forholdsvis begrænset arbejdsstyrke/tid?
Mit eget bud på velfærdsstatens videre udvikling er at den bør gå i retning af en form for kontrolleret anarki. Det er i og for sig blot en omskrivning af nogle af de hohlenbergske idéer. I anarkistisk filosofi er der pr. definition begrænset eller ingen statsmagt. Jeg mener dog ikke det er holdbart at overlade alt til individet og dets medfødte socialiseringsevne og spontane tilbøjelighed til at danne små kooperativer og autonome vækstlag, sådan som de tidlige anarkister mente. En eller anden form for overordnet styring eller rammebetingelser er nødvendig for at sikre sig mod kaos, men statens indflydelse skal være så tilpas tilbagetrukket at den næsten er umærkelig.
Man kunne også formulere det sådan at det er statens opgave at skabe tryghed i videst muligt omfang, men især på det retslige og på social- og sundhedsområdet. Desværre er vi i vores civilisation ikke nået videre end til at meget af denne tryghed er bundet til (løn)arbejdet. Hvis man fx betragter lovgivningen på det sociale område, sådan som den reelt er skruet sammen, sikrer den ikke engang individets fysiske overlevelse! I hvert fald kun på betingelser. Ingen kan modtage ydelser fra det offentlige uden modydelse. Dette ifølge aktiveringsloven fra 1997. En kontanthjælpsmodtager mister sin månedlige ydelse og dermed hele sit eksistensgrundlag ved at sige nej til et jobtilbud. Det kan dårligt tolkes anderledes end at det ikke er en fundamental og betingelsesløs rettighed at få lov at eksistere! Man skulle ellers mene at dette må være et minimumskrav man kunne stille til en moderne velfærdsstat.
Det der måske savnes er en normativ etisk begrundelse for dette betingelsesløse eksistenskrav, navnlig en begrundelse der enten tilfredsstiller reciprocitetsprincippet (modydelse, gensidighed), eller gør det overflødigt. Hvis man ikke direkte kan eller vil formulere det som en menneskeret at få adgang til et udkomme, der rækker til ens overlevelse, uden noget krav om modydelse, findes der måske andre argumenter der kan føre til samme resultat. Ét argument kunne være det der allerede for et par hundrede år siden blevet leveret af filosoffen Thomas Paine. Han var fortaler for at alle borgere skulle have en slags fødselsret til jorden, forstået på den måde at ingen som sådan ejer jorden, men alle har ret til en andel af den profit eller værditilvækst der skabes ved at nogle udnytter den. Han kaldte princippet for 'jordrente', og det er et der genfindes senere i forskellige afskygninger, bl.a. hos Retsforbundet. 'Jordrenten' kan også komme på tale, selv om mennesker rent faktisk ejer jorden, fx i form af beskatning af friværdier. Uanset hvad er det afgørende at det kan formuleres som en menneskeret at alle indvider får en andel af 'jorden' udbetalt i en eller anden form, hvor ’jord' også kan opfattes mere generelt som 'eksterne ressourcer', hvilket især filosoffen Philippe Van Parijs har udviklet nogle teorier omkring.
Jeg vil lige citere fra en stemningsrapport som en af deltagerne, Lotte Haubart, har skrevet:
Der var mødt ca. 25 personer op til årsmødet i Borgerlønsbevægelsen, og vi sad alle omkring det næsten ovale bord i bankens bagerste mødelokale på Vesterbro, lige overfor Torvet. Jeg vil tro, at vi kun var tre stykker under 50. Gennemsnitsalderen var betydelig højere, hvilket blot gjorde det mere imponerende, at nogen kunne være så engageret i et projekt, de nok næppe ville komme til at opleve - i dette her liv anyway! :-)
Mødet startede med en kort intro til filosofien bag Merkur Bank - af bestyrelsesformanden Morten Gunge. Jeg har skrevet nogle notater, som ikke på nogen måde er fyldestgørende. Her blot en orientering om nogle punkter, jeg fandt særligt interessante.
Filosofien går i al sin enkelthed ud på: Jo mere man giver af sin egen fortjeneste til at opfylde andres behov - jo mere vil alle få - og man vil få rigeligt tilbage. Filosofien er også brugbar i forhold til basisindkomst - samfundet.
Udbetalingen af gerninger (arbejdsløn!) skal skilles fra selve arbejdet.
Rudolf Steiner har formuleret det som en lovmæssighed og lavet en tredeling:
- Vi skal dække hinandens behov.
- Hvad giver vi hinanden lov til? hvordan indretter vi os? Hvilke rettigheder og pligter har vi?
- Man skal kunne se en mening i det, man gør - indsigt og evner - se en mision.
Alt dette kan man fordybe sig i i disse værker af Rudolf Steiner: Bogen Fremtidssamfundet og de tre artikler i et hæfte: Åndsvidenskaben og de sociale spørgsmål.
Herefter fortsatte bankens direktør Lars Pehrson og fortalte mere generelt om banken. Den 25 år gamle Merkur Bank finansierer bæredygtige projekter som f.eks. økologisk landbrug, fødevarevirksomheder, Hertha, et levefællesskab for voksne udviklingshæmmede og "normale", der lever sammen i et landsbysamfund. De støtter også kultur, som f.eks. Jytte Abildstrøms Økologiske Teater.
Præsentation af Johannes Hohlenbergs tanker om basisindkomst på grundlag af artikler af Simon Birnbaum og Erik Christensen ved Lektor (politolog!) Erik Christensen fra Ålborg Universitet.
Johannes Hohlenberg bliver af Erik betegnet som et universalgeni. Han skrev allerede om basisløn i 30erne, var redaktør og udgiver af flere blade og har skrevet adskillige bøger, bl.a. om store filosoffer. Han var Steiner-orienteret, men udviklede selv f.eks. pædagogikken og var mere rationel, logisk og nem at forstå end Steiner. Han sammenligner samfundet med en organisme (krop!) - hvor egoisme er direkte nedbrydende.
Ærlig talt, det lyder vildt spændende og der var meget kød på, umuligt at fortælle meget mere om uden at skulle skrive en hel ny bog! :-)
Den bedste bog, han har skrevet, der er relevant for os her og nu er: Mellem enevælde og diktatur.
Hos Hohlenberg tales om tre sfærer: under overskriften "Brugsret fremfor ejendomsret!"
- Kulturel sfære
- Arbejdets sfære
- Økonomisk sfære
For at tage stilling til et eksistensminimum, skal vi først belyse følgende tre områder:
- Hvad man behøver af livsfornødenheder.
- Hvordan vi skal fordele arbejdet og
- Hvorledes den enkelte får indhold i livet - også i fritiden
Arbejdsdelingen er således, at man ikke arbejder for sig selv - men alle arbejder for alle.
Forbruget af ydelsen (eksistensminimum!) er modydelse nok - og hjulene holdes i gang.
Bagefter var der debat, spørgsmål og diverse indlæg.
Der blev talt om forskellige måder at finansiere projektet og også nævnt, at det ville være en fordel med et vidst niveau af bevidsthed blandt deltagerne i et sådant samfund.
Bent Straarup kom bl.a. med et godt og inspirerende indlæg om, hvordan han mente at basislønnen skulle finansieres. Han omsendte en artikel/brev, som jeg vil citere fra og nævnte i øvrigt også det gamle parti Retsforbundet.
Jeg citerer det væsentligste (min vurdering!):
"Et godt udgangspunkt kunne være FNs menneskeretserklæring, der hævder at alle mennesker er født lige med lige rettigheder."
"I et markedsøkonomisk samfund skal vi betale for en plads på jorden til dem, der kom før os og som har ejendomsret, fordi de har betalt for jorden til tidligere ejere eller gældsat sig til kreditinstitutioner."
"Opkrævning af "grund-ydelse" ville kunne holde grundpriserne stabile og ikke som skatter gøre alle ting dyrere. Her vil man have retfærdige midler til en basisindkomst."
Tak til Lotte fordi jeg måtte benytte hendes glimrende referat fra mødet!
En af de ting der virkelig slog mig var med hvilken klar logik Lars Pehrson redegjorde for princippet om bæredygtighed, når man driver bankvirksomhed. Der er ingen modsætning mellem at drive en god forretning og tage hensyn til natur, miljø og mennesker. For hvis man ikke tager hensyn og kun tænker på profit, har man ikke taget højde for de sekundære omkostninger, og hvor længe vil det gå godt? Lars nævnte som ekempel en svinefarm, som flytter til Hviderusland, fordi virksomheden ikke længere kan få lov at forurene i det omfang i Danmark. Men, som han sagde, det er jo kun et spørgsmål om tid før de dernede finder ud af hvor meget det ødelægger deres vandløb og får sat en stopper for det, og så er det pludselig ikke længere så god en forretning. En bæredygtig forretning er en der holder på længere sigt, nøjagtig ligesom naturen gerne skulle gøre det.
Hvad angår Hohlenberg, kan jeg måske lige tilføje at han i sin videreudvikling af de steinerske principper tænkte sig den franske revolutions idé om frihed, lighed og broderskab udmøntet i samfundet på følgende måde: Frihed, og endda en mere udstrakt frihed end tilfældet er i dag, i det civile samfund, fx inden for kultur og åndsliv, lighed i den politiske/retslige sfære, og broderskab på det økonomiske område.
Når man læser Hohlenberg, fornemmer man tydeligt at han var stærkt kritisk over for en for stor statsmagt. Staten, selv i sin demokratiske udformning, griber for meget ind i folks liv og accepterer stiltiende, eller understøtter gennem lovgivning, kapitalens kolonisering af livsverdenen og kommodificering (varegørelse) af borgerne. Men det er ikke statens opgave at tilrettelægge det enkelte menneskes liv på alle områder. Staten skal blot gennem sine love sikre lighed og retfærdighed. Enhver må kunne udfolde sit eget livsprojekt i fuld frihed, uden at være helt i markedskræfternes vold.
Som det er nu, og også på Hohlenbergs tid, har staten i vid udstrækning underlagt sig markedet og dets betingelser. Det afspejler sig især på social- og beskæftigelsesområdet, hvor den, i stedet for blot at skabe de optimale betingelser for at mennesker kan udvikle deres potentiale, medvirker til at undergrave den frihed der er helt nødvendig for et dynamisk samfund, hvor livskvalitet også spiller en rolle.
Staten må altså ikke være i ledtog med kapitalen, men skal derimod sikre den enkelte økonomisk uafhængighed og frihed til at vælge markedet til eller fra. Den bedste måde at tilvejebringe det på er gennem en grundlovssikret ret til en ubetinget grundydelse, en borgerløn om man vil. Det vil kunne tilgodese den enkeltes reelle frihed, og ikke blot den formelle som demokratiet er garant for.
Man kan sige at staten, i Hohlenbergs optik, i sin rolle over for borgeren både bliver begrænset, men også udvidet. Staten ophører med at være kontrolinstans i relation til borgernes livsprojekter og økonomiske dispositioner, men, i modsætning til minimalstaten, øver den større direkte indflydelse på den enkeltes liv, i kraft af den ubetingede grundydelse, om end det netop er den der sikrer borgeren reel frihed. Det er en frihed på statens betingelser, ikke markedets.
Selv om Hohlenberg var kritisk over for demokratiet i sin nuværende form, var han endnu mere kritisk over for de totalitære systemer, der dominerede i 1930'erne, altså kommunismen, fascismen og nationalsocialismen. Det er umiddelbart indlysende hvorfor. Ingen totalitære systemer kan tilbyde begrænset statsmagt endsige personlig frihed. Derfor var demokratiet, for Hohlenberg, trods alt det mindst ringe system. Det kræver blot nogle justeringer.
En anden grund til at Hohlenberg gik så stærkt ind for en ubetinget grundydelse var at han kunne se hvordan industrialiseringen gjorde stadig flere mennesker overflødige på arbejdsmarkedet. I stedet for at se det som et problem, opfattede han det snarere som en mulighed for at flere mennesker end tidligere kunne hellige sig noget andet og mere værdifuldt end blot at arbejde. Hvorfor desperat forsøge at få alle i arbejde, når behovet for livsfornødenheder kunne dækkes af en forholdsvis begrænset arbejdsstyrke/tid?
Mit eget bud på velfærdsstatens videre udvikling er at den bør gå i retning af en form for kontrolleret anarki. Det er i og for sig blot en omskrivning af nogle af de hohlenbergske idéer. I anarkistisk filosofi er der pr. definition begrænset eller ingen statsmagt. Jeg mener dog ikke det er holdbart at overlade alt til individet og dets medfødte socialiseringsevne og spontane tilbøjelighed til at danne små kooperativer og autonome vækstlag, sådan som de tidlige anarkister mente. En eller anden form for overordnet styring eller rammebetingelser er nødvendig for at sikre sig mod kaos, men statens indflydelse skal være så tilpas tilbagetrukket at den næsten er umærkelig.
Man kunne også formulere det sådan at det er statens opgave at skabe tryghed i videst muligt omfang, men især på det retslige og på social- og sundhedsområdet. Desværre er vi i vores civilisation ikke nået videre end til at meget af denne tryghed er bundet til (løn)arbejdet. Hvis man fx betragter lovgivningen på det sociale område, sådan som den reelt er skruet sammen, sikrer den ikke engang individets fysiske overlevelse! I hvert fald kun på betingelser. Ingen kan modtage ydelser fra det offentlige uden modydelse. Dette ifølge aktiveringsloven fra 1997. En kontanthjælpsmodtager mister sin månedlige ydelse og dermed hele sit eksistensgrundlag ved at sige nej til et jobtilbud. Det kan dårligt tolkes anderledes end at det ikke er en fundamental og betingelsesløs rettighed at få lov at eksistere! Man skulle ellers mene at dette må være et minimumskrav man kunne stille til en moderne velfærdsstat.
Det der måske savnes er en normativ etisk begrundelse for dette betingelsesløse eksistenskrav, navnlig en begrundelse der enten tilfredsstiller reciprocitetsprincippet (modydelse, gensidighed), eller gør det overflødigt. Hvis man ikke direkte kan eller vil formulere det som en menneskeret at få adgang til et udkomme, der rækker til ens overlevelse, uden noget krav om modydelse, findes der måske andre argumenter der kan føre til samme resultat. Ét argument kunne være det der allerede for et par hundrede år siden blevet leveret af filosoffen Thomas Paine. Han var fortaler for at alle borgere skulle have en slags fødselsret til jorden, forstået på den måde at ingen som sådan ejer jorden, men alle har ret til en andel af den profit eller værditilvækst der skabes ved at nogle udnytter den. Han kaldte princippet for 'jordrente', og det er et der genfindes senere i forskellige afskygninger, bl.a. hos Retsforbundet. 'Jordrenten' kan også komme på tale, selv om mennesker rent faktisk ejer jorden, fx i form af beskatning af friværdier. Uanset hvad er det afgørende at det kan formuleres som en menneskeret at alle indvider får en andel af 'jorden' udbetalt i en eller anden form, hvor ’jord' også kan opfattes mere generelt som 'eksterne ressourcer', hvilket især filosoffen Philippe Van Parijs har udviklet nogle teorier omkring.
torsdag den 6. marts 2008
Ågerup og den nye fattigdom
Martin Ågerup fra den liberale tænketank CEPOS mener at omfanget af den nye fattigdom er overdrevet. Det sagde han i forbindelse med offentliggørelsen af en rapport fra Københavns Kommune om at omkring hver sjette lever under EU’s fattigdomsgrænse. På landsplan er det op mod 90.000 børn som vokser op i fattige familier. Ågerup mener at en meget stor del af dem måtte være midlertidigt fattige, fordi de er på vej fra ét job til et andet eller på anden måde midlertidigt væk fra arbejdsmarkedet. Desuden kunne man jo af og til finde en fladskærm eller en mobiltelefon, for ikke at sige en internetopkobling hos de fattige, så er der i virkeligheden tale om ’rigtig’ fattigdom?
Nu er det jo påfaldende at det næsten altid er velbjærgede nyliberalistiske medlemmer af samfundet som har travlt med at fortælle hvor meget eller især hvor lidt andre kan klare sig for. Det ser man ikke alene i denne her sag, men også når der tales om løn og overenskomstforhandlinger for de dårligst lønnede på arbejdsmarkedet. Her maner de nyliberale økonomer sædvanligvis til forsigtighed og løntilbageholdenhed. Der må ikke stilles for store eller ’urealistiske’ krav til lønnen af SOSU’er og andre lavtlønsgrupper, selv om disse grupper har en årlig indtægt som ofte ikke overstiger hvad hvad visse direktører får i månedligt tillæg.
Nyliberale tænkere mener åbenbart der gælder forskellige standarder for velfærd: en for dem selv med de gode lange uddannelser, og en for dem der ikke kom med på den vogn. Hvis man som dårligt lønnet sparer på andre ting for at få en internetopkobling så ens børn ikke skal sakke agterud i forhold til andre, er man ikke længere fattig nok i Martin Ågerup og andre borgerlige økonomers øjne. Jeg ved ikke om de forestiller sig at alt hvad der ligger ud over tag over hovedet, tøj på kroppen og mad er luksus, i hvert fald for den gruppe. For dem selv ville målestokken naturligvis være en anden. Her ville armaturer i massivt guld måske falde ind under den kategori.
Noget af det borgerlige økonomer har så svært ved at forstå, er at man ikke kan anvende samme målestok for fattigdom i et højteknologisk velfærdssamfund som i et udviklingsland. For at kunne deltage i samfundet på et anstændigt niveau, kræver det at man har økonomiske ressourcer der modsvarer det samfund man lever i. Derfor kan man godt være ludfattig i vores samfund, selv om man for de samme penge kunne leve fyrsteligt i et eller andet afrikansk land. Lad os så kalde det ’velfærdsfattigdom’. Det er måske ikke ’rigtig’ fattigdom, men det giver fattige liv.
Nu er det ikke alene det at de velfærdsfattige ikke har råd til at give børnene en Tivoli-tur eller tage dem med på ferie, men også at den dårlige økonomi ganske enkelt ikke tillader dem at deltage i samfundets elementære demokratiske processer.. Den daglige avis bliver sparet væk. Det samme med kurser og foredrag, som kunne forbedre deres situation i form af viden og netværker. De er for bekostelige eller direkte forbeholdt mennesker på arbejdsmarkedet, og det er de fattige jo typisk ikke. De fattige kommer derved ikke alene til at kæmpe med dårlig økonomi, men også med marginalisering og en følelse af ikke at høre til i fællesskabet. Dermed bliver vejen ud af fattigdommen endnu længere og tungere end den behøvede at være.
En af de ting der på afgørende vis kunne medvirke til at gøre denne vej kortere, er en sikring af alle borgere i samfundet et eksistensminimum i form af en basisindkomst som udbetales månedeligt uden krav om modydelse i form af arbejde eller andet. Med det som grundlag ville enhver borger, uanset øvrig indtægt, have noget at falde tilbage på og ville dermed kunne fokusere mere på andre værdier end blot den rene overlevelse. Til glæde for både liberale og socialistiske økonomer,, ville det altid kunne betale sig at arbejde da indtægter ud over borgerlønnen ikke vil blive modregnet. Den såkaldte fattigdomsfælde vil være fortid, og deltidsarbejde en reel mulighed. Man vil ikke længere være dømt enten inde eller ude i forhold til arbejdsmarkedet, men kan stå med et ben i hver lejr.
Nu er det jo påfaldende at det næsten altid er velbjærgede nyliberalistiske medlemmer af samfundet som har travlt med at fortælle hvor meget eller især hvor lidt andre kan klare sig for. Det ser man ikke alene i denne her sag, men også når der tales om løn og overenskomstforhandlinger for de dårligst lønnede på arbejdsmarkedet. Her maner de nyliberale økonomer sædvanligvis til forsigtighed og løntilbageholdenhed. Der må ikke stilles for store eller ’urealistiske’ krav til lønnen af SOSU’er og andre lavtlønsgrupper, selv om disse grupper har en årlig indtægt som ofte ikke overstiger hvad hvad visse direktører får i månedligt tillæg.
Nyliberale tænkere mener åbenbart der gælder forskellige standarder for velfærd: en for dem selv med de gode lange uddannelser, og en for dem der ikke kom med på den vogn. Hvis man som dårligt lønnet sparer på andre ting for at få en internetopkobling så ens børn ikke skal sakke agterud i forhold til andre, er man ikke længere fattig nok i Martin Ågerup og andre borgerlige økonomers øjne. Jeg ved ikke om de forestiller sig at alt hvad der ligger ud over tag over hovedet, tøj på kroppen og mad er luksus, i hvert fald for den gruppe. For dem selv ville målestokken naturligvis være en anden. Her ville armaturer i massivt guld måske falde ind under den kategori.
Noget af det borgerlige økonomer har så svært ved at forstå, er at man ikke kan anvende samme målestok for fattigdom i et højteknologisk velfærdssamfund som i et udviklingsland. For at kunne deltage i samfundet på et anstændigt niveau, kræver det at man har økonomiske ressourcer der modsvarer det samfund man lever i. Derfor kan man godt være ludfattig i vores samfund, selv om man for de samme penge kunne leve fyrsteligt i et eller andet afrikansk land. Lad os så kalde det ’velfærdsfattigdom’. Det er måske ikke ’rigtig’ fattigdom, men det giver fattige liv.
Nu er det ikke alene det at de velfærdsfattige ikke har råd til at give børnene en Tivoli-tur eller tage dem med på ferie, men også at den dårlige økonomi ganske enkelt ikke tillader dem at deltage i samfundets elementære demokratiske processer.. Den daglige avis bliver sparet væk. Det samme med kurser og foredrag, som kunne forbedre deres situation i form af viden og netværker. De er for bekostelige eller direkte forbeholdt mennesker på arbejdsmarkedet, og det er de fattige jo typisk ikke. De fattige kommer derved ikke alene til at kæmpe med dårlig økonomi, men også med marginalisering og en følelse af ikke at høre til i fællesskabet. Dermed bliver vejen ud af fattigdommen endnu længere og tungere end den behøvede at være.
En af de ting der på afgørende vis kunne medvirke til at gøre denne vej kortere, er en sikring af alle borgere i samfundet et eksistensminimum i form af en basisindkomst som udbetales månedeligt uden krav om modydelse i form af arbejde eller andet. Med det som grundlag ville enhver borger, uanset øvrig indtægt, have noget at falde tilbage på og ville dermed kunne fokusere mere på andre værdier end blot den rene overlevelse. Til glæde for både liberale og socialistiske økonomer,, ville det altid kunne betale sig at arbejde da indtægter ud over borgerlønnen ikke vil blive modregnet. Den såkaldte fattigdomsfælde vil være fortid, og deltidsarbejde en reel mulighed. Man vil ikke længere være dømt enten inde eller ude i forhold til arbejdsmarkedet, men kan stå med et ben i hver lejr.
Abonner på:
Opslag (Atom)