Sindets rubato og de nye højopløsningformater

Vi er seende dyr, ikke hørende, og slet ikke lyttende. I hvor høj grad det er tilfældet, kan man se afspejlet i sproget. På engelsk siger man 'I see', når man vil tilkendegive at man har forstået noget, og det samme i øvrigt på dansk, fx 'det kan jeg godt se'. Det siger man uden at synet overhovedet er involveret andet end på et eller andet mentalt plan. Hvis man derimod siger 'det kan jeg godt høre' eller 'jeg hører hvad du siger', vil man sjovt nok ofte tilkendegive det modsatte, nemlig at man har hørt hvad der blev sagt, men man har ikke forstået, eller man vil ikke forstå det. Alt det viser at synet optræder med en vis dominans over for hørelsen.

Det afspejles også i vores forbrugsvaner. Et moderne tv kan vise billeder i højopløsningsformat, men den lyd der kommer ud af apparatet har sjældent samme niveau. Så kan man ganske vist koble et stereoanlæg eller surround sound på og få en ofte lidt forstørret udgave af virkeligheden med bulder og brag, men det ændrer ikke så meget ved at at de fleste stiller sig tilfreds med at få gengivet lyd, især musik, på en måde som ligger meget langt fra hvordan tingene faktisk lyder. Tolerancen over for dårlig lyd er langt større end over for det visuelle i form af billeder og film. Hvis farver og opløsning på et billede ikke er perfekt, vil det straks blive bemærket og måske påtalt, mens begrænsninger i frekvensområde, opløsning, overtoner og dynamik i musikgengivelsen i de fleste tilfælde bliver accepteret uden videre.

Musik fylder ellers meget i mange menneskers hverdag. De fleste har en iPod de hører musik på gennem nogle små øretelefoner der kun på en rudimentær måde gengiver hvad der sker i musikken. Og hjemme i stuen står der typisk en meget stor fladskærm, mens det på lydsiden kun er blevet til et minianlæg på reolen sammen med et par diminutive højttalere.

Hvorfor er det interessant? Det er det hvis man er dybt engageret i musik og i gengivelsen af den, for så spørger man uvilkårligt sig selv hvad den prioritering skyldes. Er svaret så enkelt at det bare er fordi vi får langt flere informationer ind gennem øjnene end gennem ørerne og derfor er mere kritiske med nøjagtigheden af den information? Eller er det måske fordi vi er bedre til at kompensere for det vi ikke hører ved at lægge noget til oplevelsen og på den måde fylde hullerne ud? Måske er det sådan at når det handler om et musikalsk udtryk, så kan dette formidles med meget få bits af information, forudsat at det er stærkt nok og at sindet er tunet ind på det så at sige.

Det kan sammenlignes med et maleri, som måske er så abstrakt at det kun antyder motivet, men til gengæld er udtrykket så stærkt at det straks præges i sindet. Der skabes så at sige en direkte forbindelse mellem maleriet og sindet som nærmest synes at bypasse øjnene. Lidt på samme måde som det musikalske udtryk i en gammel monooptagelse, der måske er gengivet på en køkkenradio, kan virke ualmindelig stærkt og gå direkte ind i sindet og således næsten trodse de fysiske love, for der er jo stort set ingen auditiv information tilbage set i forhold til at man sad i stue med musikerne.

Kunsten kan altså også skabe denne direkte forbindelse gennem antydninger. Forskellen er at musikken gør det hele tiden. Det er dens væsen. Et fotografi eller en almindelig film har ikke det potentiale, og derfor er vi mere krævende over for den information eller bitmængde der bliver præsenteret.

Alt det fritager nu ikke iPod'en med de elendige øretelefoner for ansvar. Både formatet, typisk MP3 og og det udstyr der gengives på, yder ikke musikken som helhed meget retfærdighed. Der mangler ganske enkelt for meget information, og den der er tilbage, er ofte forvrænget og direkte uspiselig. Men den tilfredsstiller et formål. Den for den enkelte bruger nødvendige information bliver trods alt kanaliseret fra mediet over i modtageren og forvandlet til oplevelser. Og i mange tilfælde er det 'nok'.

Men der mangler alligevel noget. 16 bit cd-formatet, som vi har levet med i 30 år, har længe været næsten enerådende som reference for lyd, selv om de gamle analoge LP'er var mere tro over for hvordan tingene faktisk lyder i virkeligheden, ganske enkelt fordi de har højere opløsning. At høre cd'er er som at zoome ind på digitale billeder. Man ender med at se firkanter. På samme måde mangler den sidste opløsning på cd. Den er måske nu ved at komme igen med de nye 24 bit højopløsningsformater, men typisk er det et nicheprodukt som kun en lille del af befolkningen er opmærksom på eller efterspørger. Man kan håbe at det vinder mere udbredelse, og at det ikke igen bliver laveste fællesnævner der går af med sejren. Musikken fortjener det - også selv om vores hjerner er så formidable til at kompensere og fylde huller ud.

Gould og Richter om hinanden

Man kunne skrive et helt essay alene om det her videoklip som viser to af det 20. århundredes absolut største pianister. Noget af det jeg vil fremhæve er det ironiske i at Gould, som her viser sig lige så veltalende i ord som han var det ved klaveret, gør opmærksom på den forskel der er mellem pianister som stiller sig mellem de komponister de fortolker, og dem der ikke gør.

Det ironiske består i at Gould ved så mange lejligheder, sit geni til trods, har placeret sig selv i den første kategori. Selv om han som ingen andre var i stand til at få trukket alle elementer i en komposition frem og gjort dem tindrende klare (fx i Bach-fortolkningerne), er der næppe andre pianister der har sat sig så eftertrykkeligt på komponisterne at der ofte kun blev meget lidt tilbage af dem. Det skal dog siges at han aldrig gjorde det på en overfladisk, show off-agtig måde blot for at vise teknisk overlegenhed. Hans fortolkninger var bare i mange tilfælde så gouldske at han fjernede sig eftertrykkeligt fra det ideal han selv opstiller når han taler om Richter.

En anden form for ironi ved klippet er naturligvis den ironiske distance Richter selv har til Gould, som jo åbenbart ikke brød sig meget om Schubert (ligesom han heller ikke kunne lide Mozart), men måske er han her lidt for hård ved ham ("Schubert has nothing to do with what Gould said" og "He liked something in my performance but he is talking about me") for Gould beskriver egentlig meget flot hvordan Schuberts ornamenteringer og gentagelser for første gang gav musikalsk mening da han hørte Richter spille dem, dvs., som jeg forstår det, han nåede for første gang ind til en forståelse af hvad Schubert selv ville med sin musik.