At noget er til i stedet for ikke at være det, har optaget filosofferne i lang tid. Hvad vil det sige at noget er til? Kan det overhovedet stilles op meget dualistisk som et enten eller? Eller er det måske bare en særlig egenskab ved bevidstheden, at den klassificerer noget som værende til, og ikke et grundvilkår ved universet? Og er universet så overhovedet selv til?
I stedet for at opfatte det at noget er til som et enten eller, kunne man måske tale om at egenskaben at være til, er en særlig farve bevidstheden antager, en blandt mange mulige.
Idealisterne mener traditionelt at verden er min bevidsthed, verden bliver simpelthen til gennem bevidsthed, og det er ikke muligt at tale om at være til uden gennem 'mig'. Omvendt mener realisterne at verden også vil være der helt uden nogen bevidsthed til at opfatte den.
Men der kunne også tænkes en anden fortolkning af det samme, som ikke tolker verden som hverken helt bevidsthedsafhængig eller - uafhængig. Det kunne være ved at verden får 'farve' af at være til gennem bevidstheden, hvilket altså betyder at den godt kan være til i en eller anden form uafhængig af bevidstheden - vi ved bare ikke hvordan - men at selve den tolkning, at være til, er en modus i bevidstheden, så at det vi ved om at være til, eller den måde at være til på vi kender, kun sker gennem bevidstheden.
Hvilket åbner op for en ikkedualistisk tolkning af eksistensen. Noget kan godt være til i forskellige former, hvor der ikke er tale om tilstandsformer for den samme eksistens, men varianter af eksistensen som sådan. Billedligt set kunne det svare lidt til at gøre det muligt at være 'lidt gravid' i stedet for det sædvanlige enten eller, dog med det forbehold at det ikke nødvendigvis drejer sig om en gradvis forøgelse eller formindskelse af eksistensen, men om noget helt andet som slet ikke kan beskrives inden for rammerne af væren eller ikkeværen.
