Religionsrapport 'Gud var hos mig i junglehelvedet'

Sætter man ræven til at vogte gæs? Nej, men man sætter åbenbart gerne en katolik og tidligere informationschef for den katolske kirke i Danmark til at varetage et program om religioner med de konsekvenser det får for objektivitet og almindelig kritisk saglighed. Programmet er naturligvis Religionsrapport på DR P1 og bestyreren, i hvert fald ofte, Iben Thranholm, som efter eget udsagn har fundet sit drømmejob ved både at være teolog og journalist - i andres øjne snarere et mareridtsscenarie.

Naturligvis har journalister også deres private meninger og fordomme, men fortidens 'røde lejesvende' blegner noget ved siden af den linde strøm af ledende spørgsmål, tendentiøs formidling, for ikke at sige slet skjult propaganda for troens velsignelser i almindelighed og kristen tro i særdeleshed, som udgår fra de programmer Iben Thranholm er involveret i.

På et tidspunkt satte jeg mig for rent faktisk at forsøge at dokumentere hvilken betydelig slagside programmerne har ved at gennemlytte dem og finde citater der kan underbygge min påstand, men indså hurtigt at det er meget tidskrævende. Enhver kan til gengæld gå ind og ved 'selvhør' orientere sig i tidligere udsendelser, da de er frit tilgængelige fra DR's arkiver eller bare følge med i de nye. Det overordnede budskab eller undertonen i alle udsendelserne er at 'tro er godt', hvorimod ateisme er en noget mere tvivlsom størrelse.

Jeg er naturligvis ikke den eneste det er faldet for brystet. Kan huske et avisindlæg fra vist nok en professor inden for et naturvidenskabeligt område som også beklagede sig over de sørgelige tilstande der råder i programmet, men indvendingerne blev temmelig arrogant affærdiget i et svar fra den daværende programchef.

Det her skal imidlertid ikke handle så meget om den journalistiske vinkel, men mere konkret om den Religionsrapport der hedder 'Gud var hos mig i junglehelvedet'. Titlen refererer til Ingrid Betancourts fangenskab i den colombianske jungle, og hvordan hendes tro reddede hende. Det vil jeg ikke beskæftige mig med, i hvert fald ikke her og nu, men derimod med anden del af programmet, som bl.a. havde et interview med psykologen Peter Elsass om hans forskning i tibetanske fangers anvendelse af buddhismen som middel til at stå igennem tortur o.l. som de udsættes for af de kinesiske myndigheder.

Peter Elsass har utvivlsomt et ganske godt kendskab til buddhismen, men er dog kommet lidt på afveje når han taler om at det er et mål for buddhismen at opløse jeget (sindets 'organiserende princip') for det er netop en af de centrale pointer i buddhismen at der ikke findes noget jeg eller nogen sjæl, altså intet centralt organiserende princip, men kun en række momentane bevidsthedstilstande, bundet sammen af det kit som livsviljen og aflejringer fra tidligere handlinger (i bevidstheden eller med kroppen) udgør. Så hvis der er noget man skal opløse, er det snarere illusionen om et jeg eller lignende forestillinger om en personlighedens kerne eller kontinuum.

I sidste del af programmet var der et interview med psykolog Peter la Cour om det faktum at troende mennesker lettere kommer gennem kriser end ikketroende. Faktisk lever kirkegængere ifølge de seneste undersøgelser to år længere end andre mere ugudelige dødelige, hvilket måske kan tolkes således at der vitterligt findes en højere retfærdighed, eller også, lidt mere usentimentalt, at Vorherre helst vil udsætte mødet længst muligt med dem der allerede er kommet ind i hans fold. Det vides ikke. Mit eget synspunkt er at det svarer til at man fremstillede en pille der forlængede livet med to år, men som desværre havde den bivirkning af den forvrængede ens syn på virkeligheden. Det er der måske mange der godt kan leve med for de to ekstra år, men jeg foretrækker den mere ædruelige tilgang til tilværelsen og må så leve med mine eksistentielle kriser. Noget andet er at jeg har en skummel plan om at introducere et helt nyt potentielt livsforlængende og meget overlevelsesdygtigt erkendelsesgrundlag. Mere om det senere - forhåbentlig.

Lidt i forlængelse af det vil jeg lige kommentere på det som lader til at være Peter la Cours hovedpointe, nemlig at vi i de sidste par generationer har mistet det religiøse sprog og fællesskab, i hvert fald i Danmark. Derfor er især yngre mennesker lidt fortabte hvis de møder kriser og alvorlig sygdom. For troen giver struktur og mening foruden et socialt tilhørsforhold, for at blive i hans sprogbrug. De to generationer han refererer til, er den kulturradikale og siden den stærkt venstreorienterede eller marxistiske, som begge var meget religionskritiske.

Men det som bestandig undrer mig, når det argument fremføres, altså dette 'tab af mening' som manglende religion medfører, er hvorfor religionen skulle være det eneste alternativ til en materialistisk og forbrugsorienteret levevis. Peter la Cour har ganske vist helt ret i at vi kan blive åndeligt fattige ved at synke ned i ren materialisme (i mangel af bedre ord), men religion er da en ualmindelig sørgelig erstatning for det tabte livsindhold.

Refleksion og meditation over tilværelsens mysterier og skønhed er ikke forbeholdt religioner, og det uanset om man tillægger indholdet mening og formål eller ej. En fuga af Bach bliver ikke mindre vidunderlig selv om enhver form for tro eller overtro blev slettet fra jordens overflade og i menneskenes sind, om end jeg lidt ironisk må tilføje at Bach altid til sine kantater føjede teksten SDG (Soli Deo Gloria - Gud alene æren), men den oplevelse kan man også som ganske ugudelig have, nemlig at værkerne synes at skrive sig selv eller komme 'et andet sted fra'. Hjernen er forunderlig og stadig langt hen ad vejen uudforsket terræn.