Man kunne skrive et helt essay alene om det her videoklip som viser to af det 20. århundredes absolut største pianister. Noget af det jeg vil fremhæve er det ironiske i at Gould, som her viser sig lige så veltalende i ord som han var det ved klaveret, gør opmærksom på den forskel der er mellem pianister som stiller sig mellem de komponister de fortolker, og dem der ikke gør.
Det ironiske består i at Gould ved så mange lejligheder, sit geni til trods, har placeret sig selv i den første kategori. Selv om han som ingen andre var i stand til at få trukket alle elementer i en komposition frem og gjort dem tindrende klare (fx i Bach-fortolkningerne), er der næppe andre pianister der har sat sig så eftertrykkeligt på komponisterne at der ofte kun blev meget lidt tilbage af dem. Det skal dog siges at han aldrig gjorde det på en overfladisk, show off-agtig måde blot for at vise teknisk overlegenhed. Hans fortolkninger var bare i mange tilfælde så gouldske at han fjernede sig eftertrykkeligt fra det ideal han selv opstiller når han taler om Richter.
En anden form for ironi ved klippet er naturligvis den ironiske distance Richter selv har til Gould, som jo åbenbart ikke brød sig meget om Schubert (ligesom han heller ikke kunne lide Mozart), men måske er han her lidt for hård ved ham ("Schubert has nothing to do with what Gould said" og "He liked something in my performance but he is talking about me") for Gould beskriver egentlig meget flot hvordan Schuberts ornamenteringer og gentagelser for første gang gav musikalsk mening da han hørte Richter spille dem, dvs., som jeg forstår det, han nåede for første gang ind til en forståelse af hvad Schubert selv ville med sin musik.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar