Et af de hyppigst fremførte argumenter mod basisindkomst/borgerløn er at der ikke er nogen der gider arbejde hvis de ikke er tvunget til det. Arbejde er her defineret som lønarbejde. Frivilligt arbejde, herunder alle de aktiviteter som er med til at binde det civile liv og i videre forstand hele samfundet sammen, er ikke i første omgang medregnet.
Lad os lige kigge lidt nærmere på det argument. Det bygger på i hvert fald én afgørende præmis: at mennesker kun eller overvejende er motiveret af penge når de søger arbejde. Det centrale spørgsmål bliver altså om de samme mennesker ville tage det samme arbejde hvis pengene kom et andet sted fra, fx fra staten, og der ikke til disse penge var knyttet nogen betingelser af nogen art til at påtage sig et arbejde.
Det synes altså at være en kamp imellem lyst og nød forstået på den måde at lysten til at påtage sig et bestemt arbejde bestandigt må konkurrere med den nød(vendighed) der ligger til grund for at skulle påtage sig det.
Hvis man benytter en skala fra 0 til 100 procent, hvor 0 er ren nødvendighed og 100 er ren lyst, vil man på basis af statistiske undersøgelser kunne afklare hvordan mennesker fordeler sig på denne skala. De undersøgelser har man sådan set foretaget flere gange, og de viser for det første utvetydigt at de fleste foretrækker at være i lønnet arbejde frem for ikke at være det, både fordi arbejdet giver penge, men også fordi det tilfører selvrespekt, socialt liv, netværk osv. Med andre ord, undersøgelserne viser at et meget stort antal mennesker er motiveret af lyst frem for penge. Det betyder ikke at de ville gratis, om end man af og til hører det fra særligt dedikerede mennesker inden for fx forskning, men at penge i hvert fald langt fra er den eneste motivationsfaktor. Man kan så diskutere hvor meget af den lyst til arbejdet der er knyttet til sidegevinsterne i form af anerkendelse osv., og hvor meget der skyldes selve arbejdet. Det kan være svært at skille ad og vil nok af de fleste mennesker blive betragtet som et hele.
Tallene indikerer altså at mennesker gerne vil arbejde, og at pengene ofte er noget sekundært om end nødvendigt der er knyttet til arbejdet.
Nu er det at mennesker også er motiveret af lyst til arbejdet naturligvis ikke det samme som at de ville have det samme arbejde eller overhovedet arbejde hvis pengene ikke var uløseligt forbundet med arbejdet, men fx blev overført som basisindkomst fra staten. Men hvis basisindkomsten var konstrueret således at den netop kun var basis, altså et eksistensminimum, og hvis en eventuel indtægt fra lønnet arbejde ikke blev modregnet i basisindkomsten, så ville incitamentet til at påtage sig lønarbejde stadig være til stede for dem der var motiveret til at arbejde i form af en blanding af lyst og nød. Det ville nok være de fleste af os.
Hvilke konsekvenser har en sådan konstruktion? Man kan i hvert fald sige at hvis mennesker generelt er motiveret af både lyst og nød, så vil en implementering af en basisindkomstmodel, sådan som jeg her har skitseret den, afspejle netop det faktum i højere grad end den nuværende som overvejende bygger på et princip om nød.
Man kan også formulere det som en anderledes og muligvis mere hensigtsmæssig fordeling af frivillighed og tvang, ret og pligt, en fordeling som er mere i overensstemmelse med den menneskelige natur. Det er almindelig psykologi at vi som mennesker bliver mere motiverede til at "yde en ekstra indsats" - en meget populær formulering for tiden blandt politikere - når vi kan lide og er engagerede i vores arbejde, og hvis lysten kunne få bedre vilkår at trives under fordi den ikke var så knyttet til nødvendighed, kunne den tilmed vokse og blive til en endnu større del at det som motiverer os til at arbejde. Det arbejde der ville blive udført, ville være det samme, eller endda bedre udført, og i tilgift ville vi opnå større arbejdsglæde.
Forestillingen om at penge alene er den motiverende faktor og selve guleroden der skal få os til at arbejde mere, er kontraintuitiv og et levn fra industritiden hvor arbejdet både var mere trivielt og dårligere lønnet. Politikere og andre meningsdannere bør vågne op og erkende at virkeligheden ikke ser sådan ud mere eller måske aldrig har gjort det. Arbejde i dag er selve adgangsbilletten til at være en del af samfundet, en del af det sociale liv og den anerkendelse der følger med og er derfor attraktivt for de fleste uanset en eventuel indførelse af basisindkomst. At basisindkomsten så måske vil ændre lidt ved det billede, dvs. at den vil kunne føre til en større anerkendelse af ulønnet arbejde, er ikke noget man har grund til at frygte. Det vil tværtimod gøre at den selvrespekt, som alle mennesker har brug for, også kunne komme til at omfatte mennesker som ikke har så let adgang til eller føler de kan tilpasse sig det almindelige arbejdsmarked.
Som det er nu vil mennesker som er uden for arbejdsmarkedet enten føle sig udstødt eller gå i en slags venteposition indtil de igen kan komme inden for i varmen. Det betyder i mange tilfælde at de bliver mere passive end de ville have været hvis samfundet ikke på den måde var delt op i inklusion og eksklusion. Det er ikke svært at indse at hvis mennesker pr. definition enten bliver erklæret uegnet til arbejde og får pension, hvad enten det er førtidspension eller andre pensionsformer, eller de er i den "arbejdsdygtige alder" og er "parkeret" på overførselsindkomster og dermed er "udenfor", så skal der en endda overordentlig stærk psyke og viljestyrke til at mobilisere et aktivt og engageret liv. De færreste mennesker er i besiddelse af en sådan vilje og overskud. Hertil kommer at de lave ydelser fra det offentlige og manglende eller dårlige tilbud om opkvalificering, gør at det er endnu mere op ad bakke end det behøvede at være. Man skal heller ikke være blind for at den offentlige retorik har en undergravende og stigmatiserende virkning på mennesker som i forvejen føler at de er udenfor eller i bunden af hierarkiet. Man kunne lave en hel ordbog over den terminologi der anvendes til at fastholde billedet af "svage" og "stærke" i samfundet. Det ironiske er bare at det i høj grad er selve retorikken der er med til at skabe og fastholde mennesker i disse ofte forvrængede selvbilleder.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar