Tro på tvivl

Biokemikeren Jesper Hoffmeyer omtalte i dagens 'Faglitteratur på P1' sin nye bog 'Tro på tvivl'. Det nye og interessante er at han mener at videnskaben, som ellers i sit grundlag bør være 'systematisk tvivlende', ikke altid tvivler nok på sit grundlag. Fx er darwinismen blevet til noget nær et dogme som der ikke stilles spørgsmålstegn ved. Det betyder naturligvis ikke at evolutionslæren som sådan skal forkastes, eller at der skal åbnes op for at kreationisterne måske alligevel har ret, men kun at den må gå i rette med sig selv, altså bestandigt tvivle, på sit eget grundlag.

Men egentlig er der jo ikke noget nyt i den diskussion. Det er, som Hoffmeyer fremhæver det, velkendt at videnskaben også i en vis udstrækning forlader sig på 'tro', eller i hvert fald tillid, idet den jo anvender de fem sanser vi er udstyret med, foruden måleinstrumenter, til at kortlægge verden, og at alle disse redskaber er fejlbarlige. Desuden er der en tendens til at teorier bliver kanoniseret og bliver til paradigmer som det ikke er let at slippe af med fordi de giver selv trænede og kritisk tænkende forskere tunnelsyn. Mest kendt er det newtonske verdensbillede, som for videnskaben vel nærmest var uangribeligt, indtil det endeligt måtte vige for, eller modificeres af, det einsteinske. Det skal dog fremhæves at det faktisk netop var observationer der førte til at man måtte anse Newtons teorier for ikke helt ufejlbarlige.

Når Hoffmeyer siger at videnskaben ofte tvivler for lidt og fremstiller det som en begrænsning ved videnskaben som sådan, synes jeg at han overser at det jo faktisk ikke er er en fejl ved videnskaben eller dens metode, men mere et udtryk for fordomme hos dem der udøver den. Hvis videnskaben, eller dele af den, forholder sig ukritisk eller ligefrem fundamentalistisk til evolutionslæren, opfylder den jo netop ikke kravet til god videnskab, som er konstant at anfægte sig selv og sit grundlag, altså at tvivle.

Jeg synes dog han har en god pointe når han siger at videnskaben, især biologien har et problem hvis den forsøger at forklare hele det menneskelige erfaringsfelt gennem kroppen alene, uden at tage hensyn til at mennesker rent faktisk har en oplevelse af noget 'andet' som de ikke kalder krop, men fx sjæl. Ikke sådan at forstå at man skal bevare forestillingen om sjælen, men blot at trække sjælen ud af ligningen og efterlade kroppen sjælløs, er for reduktionistisk en tilgang. Der mangler en anden forklaringsmodel som videnskaben endnu ikke har kunnet sætte på formel. Ellers bliver det som at tro at man har en lødig vegetarisk ret hvis man bare fjerner kødet og nøjes med 'tilbehøret'. Mange tror det ganske vist, men paletten er langt større og mere farverig end som så, og det gælder nok også for de teorier om mennesket som vil komme fremover.