Pedersen

Abdul Wahid Pedersen er uden tvivl et sympatisk menneske og en god demokrat. Derfor vrider hans sig også som en ål hver gang han er nødt til at udtale sig på sin religions vegne, og det må han jo i sagens natur som imam gøre, konstant og ikke mindst i alle medier.

Problemet er bare at han har en meget dårlig sag. Islam er ikke just kendt for at være demokratisk, men snarere teokratisk, så derfor løber den gode mand hele tiden ind i problemer han kunne have undgået hvis han ikke havde valgt at blive muslim, fx problemer med at tage entydig afstand fra visse dele af shariaen så som stening som straf for utroskab. Som han siger "Så hvor forfærdelig strafformen end er, så er den givet af Gud selv, og det er derfor ikke op til mennesker at ændre den" og "Hvis jeg tog afstand fra stening, ville jeg melde mig ud af islam". Det skulle han måske overveje.

I P1-debatten i dag var Pedersen igen ude i et ærinde hvor han måtte sno sig. Anledningen er udgivelsen af Sherry Jones' 'Medinas juvel', en roman som både beskyldes for at fornærme og lovprise islam, afhængig af øjnene der ser den. Den handler om Muhammed og hans ni-årige hustru Aisha.

Pedersens problem med bogen er, som jeg forstår det, ikke så meget dens indhold, altså om den gengiver islam på den ene eller den anden måde, men mere hvordan muslimer har tænkt sig at reagere på den. Han ser ingen grund til at tage chancer og udgive en bog der måske skaber spændinger og social uro. Så hvorfor ikke bare lade være?

Men der er jo netop kernen i problemet. Er det bogens fejl at den forårsager en måske ukontrollabel situation, eller er det de religiøse følelser der er kommet på vildspor? Det kunne jo også være at problemet ligger i religionen selv, eller den måde den fortolkes på, når følelserne så ofte ligger uden på tøjet hos en del af de mennesker der praktiserer den.

Hvis man går til den anden yderlighed inden for religioner, især buddhismen, finder man intet der ville kunne ophidse gemytterne på den måde som det sker i islams navn. Årsagen er at der ikke er noget der skal forsvares. Der er heller ikke nogen gud eller noget skriftsted man skal stå til ansvar for. Det er ikke muligt at kæmpe for noget eller mod nogen i Guds navn, da det ville være absurd i forhold til selve grundlaget, idet der kun findes det enkelte individs kamp med sig selv, og det højere mål ikke er et eller andet løfte om paradis, men blot udfrielsen fra en endeløs række af genfødsler, altså en slags intethed.

Når man melder sig ind i en religion, sådan som Pedersen har gjort det, er man nødt til at acceptere 'hele pakken'. Sådan udtrykker han det faktisk. Men i det aner man også et svagt tiltag til oprør mod i hvert fald dele af pakken. Han bryder sig faktisk ikke om disse barbariske straffe. Naturligvis. Intet menneske ved sine fulde fem gør det. Men de er indstiftet af Gud og dermed en del af pakken, og så har Han nok sine grunde til det. Pedersen er ikke nået til det punkt hvor han tænker at der måske er noget galt med pakken som helhed når den rummer så uspiselige elementer.

For mig at se er det et udtryk for hvad rodløshed og søgen efter identitet kan føre til. Religioner, eller hovedparten af dem, tilbyder en falsk form for tryghed, som de tilmed tager sig rigtig godt betalt for. Som initieret bliver man tvunget til at deponere ikke alene sin kritiske fornuft, men også desværre noget af sin menneskelighed. Der er ganske vist mange pragmatiske og delvis sekulariserede kristne, muslimer osv. som vælger at tage selvstændig stilling og kun udvælge dele af pakkerne, men de gør det mere på trods end på grund af de religioner de føler de tilhører. Ingen religioner har endnu kunnet beskyldes for at opfordre til kritisk tænkning.

For mange år siden følte jeg mig stærkt tiltrukket af buddhismen i dens sydlige form (Theravada-buddhismen) fordi jeg fandt at dens filosofi havde klangbund i mit eget sind. Jeg overvejede endda at melde mig ind i ordenen. Men jeg kunne ikke forlige mig intellektuelt med hverken loven om karma eller teorien om genfødsel, så jeg valgte at holde mig udenfor. Hvis jeg havde meldt mig ind, ville jeg også have følt at jeg skulle acceptere 'hele pakken', i hvert fald udadtil, og den form for hykleri kunne jeg ikke leve med. Det til trods for at buddhismen, i hvert fald i den form, overhovedet ikke er nogen religion i traditionel forstand, men snarere en livsfilosofi, en lære om kroppen, sindet og bevidstheden foruden et hav af meditationsteknikker. Der var ikke mange kameler at sluge, idet man kunne sammensætte sin egen variant af buddhismen nærmest efter behag. Men der var altså alligevel nogle grundlæggende forestillinger om mekanikken i tilværelsen som jeg var uenig i, eller som jeg ikke fandt dokumenteret, og det gjorde at buddhismen kun forblev en midlertidig inspirationskilde.

Jeg tror man skal lære kunsten at nulstille sin viden om verden og hele tiden begynde forfra. Hver dag. Uden at leve på dogmer om hvordan verden er skruet sammen. Tilværelsen er pr. definition usikker, og det samme gælder det der kommer efter den, om end det med meget stor sandsynlighed ikke er noget som helst. Det eneste man kan gøre er at lære at tackle denne usikkerhed eller utryghed på en værdig måde. Til sidst vil man måske opdage en egen skønhed i den og finde tryghed i utrygheden.

Den løsning som religionerne tilbyder er til gengæld ikke værdig, men et surrogat. Der er ingen fremtid for menneskeheden i de forklaringsmodeller religionerne opstiller fordi de ikke tager udgangspunkt i hvad mennesker rent faktisk sanser og oplever i deres liv og i deres bevidsthed, men i religiøse dogmer og læresætninger. Mange mennesker har ganske vist såkaldte religiøse erfaringer eller ligefrem åbenbaringer, men de kan alle føres tilbage til et ikke-religiøst grundlag, til processer i hjernen der bestemt ikke har meget med Vorherre at gøre.

Se også: Stening står ikke til diskussion