Fadervor og salmesang

Bertel Haarder synes fadervor og salmesang er en 'utrolig værdifuld del af vores kultur'...'som det vil være vanvittigt at forbyde' på de af landets skoler der endnu dyrker dem. I stedet bør denne praksis udvides til alle landets skoler, mener han ifølge DR's nyheder. Udtalelsen blev dog senere samme dag korrigeret af ministeren til kun at omfatte morgensamlinger med salmesang.

Uanset hvad er Bertel Haarder nu kommet i modvind over for foreningen Humanistisk Samfund som arbejder for et sekulært Danmark og for en indførelse af ikke-religiøse ceremonier til markering af livets betydningsfulde begivenheder. Foreningen har udsendt en pressemeddelelse i anledning af at Houlkærskolen i Viborg, som har praktiseret fadervor i de mindste klasser gennem de sidste 30 år, har modtaget en række klager fra forældre om at deres børn bliver udsat for religiøs indoktrinering. Foreningen har også rettet henvendelse til Folketingets politiske ordførere på undervisningsområdet og har i hvert fald fået støtte fra Christine Antorini (S) og Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen.

Egentlig burde det alene ud fra gældende lovgivning være klart nok at fadervor ikke hører hjemme i folkeskolen. Undervisningen må ifølge folkeskoleloven ikke være forkyndende. 'Undervisning med et religiøst forkyndende formål eller virkning må ikke finde sted. Eleverne må ikke påvirkes i retning af bestemte livsanskuelser eller politiske opfattelser – hverken skjult eller åbenlyst' som Bertel Haarder selv skriver i et notat. Men åbenbart mener han ikke at fadervor hører hjemme i kategorien forkyndelse. Notatet var da også formuleret som en reaktion på at en skole (Elling skole) havde undervist eleverne i en række afspændingsøvelser hvilket af ministeren blevet opfattet som en 'nyreligiøs' praksis.

Man kan diskutere om det er i orden af synge salmer, men det er vanskeligt at forestille sig noget mere forkyndende end fadervor som er en trosbekendelse, for ikke alene forkynder den troen på den kristne gud (hvad enten det nu er Jahve eller Kristus der er tale om), men den afkræver samtidig eleverne et trosløfte. Det er ikke nok at eleverne kan fritages for at deltage, enten ved at 'eleven ikke behøver at folde hænderne' eller kan gå udenfor. Enhver kan jo regne ud hvad det kan føre til i form af mobning eller udstødelse fra fællesskabet. Børn kan være ret nådesløse i den sammenhæng. Religionsdyrkelse bør være et aktivt tilvalg den enkelte foretager i rette sammenhæng, ikke et fravalg, og da slet ikke når fravalget skal foretages af børn i nogle omgivelser hvor de er udsat for et potentielt gruppepres. Desuden er det i sig selv forkasteligt at den form for ensidig religiøs propaganda overhovedet skal finde sted i undervisningsinstitutioner der skal tage vare på fundamentale principper om alsidighed, objektivitet og pluralisme.

Det groteske i situationen bliver klart hvis man forestiller sig ordet Gud erstattet med Krishna eller 'den kære leder' (som i Nordkorea). Det er ikke, som nogen har villet fremstille det, en harmløs praksis eller bare en hyggelig tradition, men et overgreb på børns bevidsthed i den alder hvor de er mest modtagelige for manipulation og propaganda. Børnene skal naturligvis møde værdier og holdninger, men det skal være dem vores samfund i første række bygger på, dvs. demokrati, menneskerettigheder osv.