Tab ikke sparepæren på gulvet!

Det er en god idé at udvise en vis forsigtighed når elsparepæren skal udskiftes. Hvis den går i stykker, kan det resultere i et udslip af det ekstremt miljøfarlige tungmetal kviksølv i mængder der langt overskrider gældende grænseværdier.

En normal elsparepære må indeholde op til 4 mg kviksølv. Sammenlign det med at en person på 70 kg højst må indtage 50 mikrogram kviksølv om dagen hvis grænseværdien for det totale indtag ikke skal overskrides. Det er 80 gange mindre end hvad der er i en enkelt sparepære.

Grænsen for, hvor meget kviksølv, det er tilrådeligt at indtage om ugen, er i følge de danske myndigheder (Fødevarestyrelsen) sat til 5 µg (mikrogram) totalkviksølv/per kg. personen vejer. Heraf må højst 1,6 µg/kg være i form af methylkviksølv /8/. Denne såkaldte PTWI (Provisionally Tolerable Weekly Intake = foreløbige tolerable ugentlige indtagelse) af totalkviksølv gælder dog ikke for kvinder i den fødedygtige alder, idet der ikke med sikkerhed har kunnet fastsættes en nedre grænse for skader på fostrets hjerne.

Kilde: Miljø & Sundhed

Konklusionen må være at gravide skal være særlig omhyggelige når de håndterer sparepærer og gøre grundigt rent hvis uheldet er ude.

Elsparefonden har igennem længere tid kørt en massiv kampagne til fordel for sparepæren, fordi den på grund af et lavere strømforbrug sparer naturen for store mængder CO2 som ellers ville være blevet udledt af de hovedsageligt kulfyrede kraftværker. De har bare glemt at informere tilstrækkeligt om at sparepæren er miljøfarligt affald.

Faktum er at 43 procent af sparepærerne ikke går til genanvendelse, men ryger direkte ud i forbrændingen fordi mange ikke er klar over eller er ligeglade med at pærerne skal på genbrugsstationen. Landets kommuner har heller ikke formået at følge op på elpærernes store succes ved at informere borgerne og sikre at en større procentdel bliver indsamlet til genanvendelse. Måske burde man overveje at indføre en særlig pant på sparepærer. Almindelige glødepærer og de nye lysdiodepærer (LED) kan fritages da de ikke indeholder miljøfarlige stoffer.

Bemærkelsesværdigt er det også at det nuværende kviksølvindhold i elsparepærer endda overskrider grænseværdierne i EU's nye skrappe RoHS direktiv, hvor det kun er tilladt ifølge en undtagelsesbestemmelse til reglen.

10 gode grunde til at hade sparepærer

Øvrige kilder:

Berlingske Tidende
Elsparefonden
Miljøstyrelsen

Et kilo kemikalier for hvert kilo tekstiler

Det går fremad med salget af økologiske varer. I hvert fald når det gælder fødevarer. Mere sløjt står det til med tekstiler hvor tiden synes at have stået stille siden 1970'erne. Nogle vil måske huske at man måtte frekventere de dengang meget eksotiske helsekostforretninger for overhovedet at finde noget med etiketten økologisk (dog uden Ø-mærket der først blev indført i 1989). Tilsvarende ihærdig i sin søgen må man i dag være når det gælder økologisk tøj, og det endda med de magtfulde søgeredskaber vi nu har til rådighed gennem internettet.

Udvalget af økotekstiler er formentlig størst i babytøj, men selv om det er et vigtigt område, er det trods alt en begrænset målgruppe. Vi andre må ud og have syet tøj efter økologiske metervarer eller vænne os til at gå i de samme klude.

Det er til gengæld ganske godt i tråd med de anbefalinger der er kommet i en nylig norsk rapport, citeret i Informationscenter for Miljø & Sundheds nyhedsbrev, hvor det netop fremhæves at det af hensyn til miljøet er bedst at begrænse sit tøjforbrug. Tøjproduktion er nemlig noget af det der belaster miljøet allermest. Især er bomuld en stor synder, idet den tegner sig for ca. 25 procent af klodens samlede pesticidforbrug, plus at der bruges enorme mængder gift i forarbejdelsen (til indfarvning og blegning m.v.). Bomuldsproduktion er desuden meget vandkrævende.

Desværre er det svært at omlægge menneskers forbrugsvaner, ikke mindst på tekstilområdet der er så bundet op på identitet og status. På fødevareområdet er de fleste mennesker ikke lige så styret af modeluner og prioriterer gerne sundhed og bæredygtighed ret højt. Derfor, hvis der skal sættes skub i udviklingen, må der en politisk indsats til, kombineret med en vilje fra tøjproducenternes side til at gå foran. Nogle få har allerede gjort det.

Forbrugerne vil givetvis gerne købe økologisk tøj, men det skal følge nogenlunde med moden og heller ikke være urimeligt meget dyrere end konventionelt tøj. Det er ikke nogen undskyldning at efterspørgslen er ringe, for det er meget få der efterspørger noget der ikke findes på hylderne. Hvis det var tilgængeligt, ville folk købe det, især hvis produkterne tillige blev markedsført med tilstrækkelig dokumentation for hvor meget gift man kan spare verden for gennem sit tøjvalg.

Fadervor og salmesang

Bertel Haarder synes fadervor og salmesang er en 'utrolig værdifuld del af vores kultur'...'som det vil være vanvittigt at forbyde' på de af landets skoler der endnu dyrker dem. I stedet bør denne praksis udvides til alle landets skoler, mener han ifølge DR's nyheder. Udtalelsen blev dog senere samme dag korrigeret af ministeren til kun at omfatte morgensamlinger med salmesang.

Uanset hvad er Bertel Haarder nu kommet i modvind over for foreningen Humanistisk Samfund som arbejder for et sekulært Danmark og for en indførelse af ikke-religiøse ceremonier til markering af livets betydningsfulde begivenheder. Foreningen har udsendt en pressemeddelelse i anledning af at Houlkærskolen i Viborg, som har praktiseret fadervor i de mindste klasser gennem de sidste 30 år, har modtaget en række klager fra forældre om at deres børn bliver udsat for religiøs indoktrinering. Foreningen har også rettet henvendelse til Folketingets politiske ordførere på undervisningsområdet og har i hvert fald fået støtte fra Christine Antorini (S) og Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen.

Egentlig burde det alene ud fra gældende lovgivning være klart nok at fadervor ikke hører hjemme i folkeskolen. Undervisningen må ifølge folkeskoleloven ikke være forkyndende. 'Undervisning med et religiøst forkyndende formål eller virkning må ikke finde sted. Eleverne må ikke påvirkes i retning af bestemte livsanskuelser eller politiske opfattelser – hverken skjult eller åbenlyst' som Bertel Haarder selv skriver i et notat. Men åbenbart mener han ikke at fadervor hører hjemme i kategorien forkyndelse. Notatet var da også formuleret som en reaktion på at en skole (Elling skole) havde undervist eleverne i en række afspændingsøvelser hvilket af ministeren blevet opfattet som en 'nyreligiøs' praksis.

Man kan diskutere om det er i orden af synge salmer, men det er vanskeligt at forestille sig noget mere forkyndende end fadervor som er en trosbekendelse, for ikke alene forkynder den troen på den kristne gud (hvad enten det nu er Jahve eller Kristus der er tale om), men den afkræver samtidig eleverne et trosløfte. Det er ikke nok at eleverne kan fritages for at deltage, enten ved at 'eleven ikke behøver at folde hænderne' eller kan gå udenfor. Enhver kan jo regne ud hvad det kan føre til i form af mobning eller udstødelse fra fællesskabet. Børn kan være ret nådesløse i den sammenhæng. Religionsdyrkelse bør være et aktivt tilvalg den enkelte foretager i rette sammenhæng, ikke et fravalg, og da slet ikke når fravalget skal foretages af børn i nogle omgivelser hvor de er udsat for et potentielt gruppepres. Desuden er det i sig selv forkasteligt at den form for ensidig religiøs propaganda overhovedet skal finde sted i undervisningsinstitutioner der skal tage vare på fundamentale principper om alsidighed, objektivitet og pluralisme.

Det groteske i situationen bliver klart hvis man forestiller sig ordet Gud erstattet med Krishna eller 'den kære leder' (som i Nordkorea). Det er ikke, som nogen har villet fremstille det, en harmløs praksis eller bare en hyggelig tradition, men et overgreb på børns bevidsthed i den alder hvor de er mest modtagelige for manipulation og propaganda. Børnene skal naturligvis møde værdier og holdninger, men det skal være dem vores samfund i første række bygger på, dvs. demokrati, menneskerettigheder osv.

Mou-mysteriet

Jeg bryder mig ikke meget om straf i det hele taget, men kan godt se at det med den nuværende såkaldte retsfølelsestilstand i befolkningen er uundgåeligt at anvende de forældede straffesystemer vi har i dag. Der findes mange alternativer til traditionel fængselsstraf som ville være mere hensigtsmæssige ud fra en rationel betragtning, men de tilfredsstiller ikke befolkningens krav om 'hævn', så at sige, og selv om især ofrene ofte ikke er dem der råber mest op om hævn, skal der også tages hensyn til dem.

En af ejendommelighederne i retspraksis og strafudmåling, er hvordan man takserer forbrydelser mod børn. Hvad er kriterierne for straf: Er det graden af 'ondskab', hvis man kan formulere det på den måde, er det skadevirkningen på børnene, eller er det snarere i hvor høj grad forbrydelserne overskrider samfundets tabuer?

Både Tønder- og Mou-sagen handler om mishandling af børn, men hvor den første har seksuelt indhold, handler den anden om tortur. Begge forældre er implicerede i de to sager. I Tønder-sagen fik faderen 10 års fængsel for at have holdt sin datter som sex-slave og for incest, mens moderen pga. psykiske problemer fik en behandlingsdom for at have været medvidende og til dels deltagende i forbrydelsen der stod på i adskillige år. I Mou-sagen, som der lige er faldet dom i, fik både faderen og moderen 5 måneders fængsel for at have udsat deres datter for fysisk og psykisk tortur gennem en periode på 4 år. Begge sager ligner hinanden på i hvert fald ét punkt: Kommunen og de sociale myndigheder har ikke grebet ind trods mistanke om overgrebene.

Hvordan kan det være at et overgreb med seksuel karakter straffes 24 gange hårdere end et hvor det handler om grov fysisk og psykisk vold? Ifølge anklageren skyldes det at der kun er få fortilfælde og derfor ikke rigtig nogen retspraksis. Men Tønder-sagen blev også beskrevet som 'uden fortilfælde'.

Derfor er spørgsmålet om hvad det er man straffer for særdeles relevant. Det mest nærliggende, i mine øjne, burde være at man straffede ud fra den skadevirkning det har på børnene, men hvordan måler man det empirisk? Der skal tages højde for både de umiddelbare traumatiske oplevelser og senvirkningerne, og hvordan finder man frem til en slags gennemsnit af disse virkninger, hvor der sikkert også er tale om store individuelle variationer?

Er det vi straffer for så i virkeligheden overskridelsen af tabuer, hvor straffens længde er nogenlunde proportional med arten af tabu? Hvis det er tilfældet, kunne meget tyde på at seksuelle forbrydelser mod børn opfattes som et langt større tabu end vold. Hvorfor er det sådan, og er det rationelt? Igen, det umiddelbart mest rationelle krititerium burde være hvilken skade det gør på ofrene, men jeg er i tvivl om hvor meget man i virkeligheden interesserer sig for det. Forskerne gør naturligvis, men i store dele af befolkningen er hele spørgsmålet præget af myter og mangel på reel viden.

Det er er ligeledes tankevækkende hvordan forældre og skoler gennem tiden har kunnet slippe af sted med, helt ustraffet, at udsætte børn for fysisk og psykisk mishandling. Korporlig afstraffelse er ganske vist afskaffet (for ikke særlig mange år siden), men den psykiske tortur i form af læreres mobning af elever har alle dage, længe før Lektor Blomme, og givetvis også den dag i dag, været invaliderende for børn. Hvilket retsvæsen tager sig af det?

Læs også Anders Lund Madsens utrolig velskrevne og tankevækkende kommentar til Mou-sagen.