Jørgen Leth ud af nypuritanismens greb

Som aktiv cykelrytter (amatør) ser jeg naturligvis med stor glæde på at Jørgen Leth er tilbage på TV2 med sine episke, nærmest drømmeagtige beskrivelser af Tour'en. Men det er ikke kun cykelsporten, eller dækningen af den, der har vundet en sejr, det er fornuften, frisindet og i videre forstand ytringsfriheden som for en gangs skyld får det sidste ord.

Nypuritanismen og snæversynet ligger imidlertid lige under overfladen, hvilket denne her sag endnu engang har bevist. Det tjener dog TV2 til ære at de nu indrømmer en så monumental fejl som det var at fyre Jørgen Leth på baggrund af en oppisket folkestemning der, takket være mediernes sans for den gode (læs: indbringende) historie, kom helt ud af kontrol, i hvert fald uden for fornuftens kontrol. Til gengæld må det være pinligt for TV2 at det overhovedet kom så vidt at de fjernede en af de få personer der kunne tilføre dem en smule format, på baggrund af noget der overhovedet ikke var en sag, men en ren og skær hetz mod en mand der ikke havde gjort andet end at udøve sin kunst.

At det kom så vidt dengang at Leth foruden sit TV2-job mistede filmstøtten fra Det Danske Filminstitut (som han nu også har fået igen) og jobbet som konsul (som han endnu ikke har fået igen), fortæller det så mere om medierne end om hvad der reelt rører sig i befolkningen, kunne man spørge. Det er nok en kombination. Medierne, især en avis som Ekstra Bladet, der tilsyneladende altid opererer efter devisen 'dobbeltmoral er dobbelt så godt', kastede sig grådigt over historien, denne ikke-historie, og hængte Jørgen Leth ud på det groveste. Andre mere respektable medier fulgte efter og tilsluttede sig hetzen, måske knap så højrøstet, men dog uden det minimum af refleksion der ville have fået dem til at holde inde med det.

Når store dele af befolkningen hoppede med på vognen, skyldes det selvfølgelig til dels at Ekstra Bladet og andre medier godt ved hvilke knapper de skal trykke på, men også at stemningen blev gejlet yderligere op på nettet og andre steder. Det er naturligvis nedslående at erfare, også selv om det kan undskyldes med at den slags lynchstemninger er momentane udslag af vanvid. For dette lurende vanvid ligger som en understrøm i bevidstheden hos de fleste mennesker, og jeg finder det foruroligende hver gang strømmen bevæger sig op til overfladen og spørger mig selv hvorfor. Er det fordi der simpelthen er brug for en ventil til at lukke opsparede frustrationer ud, og til det kræves der en 'egnet' syndebuk?

Et oplagt mål for denne vrede der pludselig bliver sluppet løs, er typisk en person som rager for højt op på den ene eller den anden måde, eller som overtræder tabuer. Et af tabuerne er konstellationen ældre mænd/unge piger. Den er oplagt mere et mål for folkets vrede end den modsatte ældre kvinde/ung mand. I det hele taget er det sjældent skytset rettes så meget mod kvinder som mod mænd, og det skyldes nogle normer eller nedarvede forestillinger om at kvinden i forvejen er den svage part. Der er stof nok i det til en selvstændig artikel, så jeg vil ikke komme mere ind på det interessante emne her, men bare sige at der er findes et veritabelt hierarki af fordomme i hvilke mænd, kvinder og børn spiller helt bestemte nøje definerede roller. Generelt kan man sige at jo større gabet er mellem den magt hhv. afmagt de implicerede parter har, jo større er fordømmelsen af den magthavende. Der er dog nogle bemærkelsesværdige undtagelser til den 'regel', og det er især hvis 'magtfordommene' støder imod andre fordomme, fx om etnicitet eller sociale forhold. Her kan sympatien hurtigt vende sig væk fra den svage part, fordi der knytter sig særlige fordomme til visse grupper i samfundet som fx indvandrere eller arbejdsløse.

Situationen med Jørgen Leth var den at han levede op til alle fordommene. Han ragede op, højt over andre, i kraft sin originalitet - 'han er ikke som os andre' - og han overtrådte tabuet ældre mand/ung pige, tilmed i en situation hvor forholdet var yderligere accentueret i et påstået magtmisforhold, med andre ord, tabuet blev forstærket ved at manden, som i forvejen er underlagt tabuet om at være stærkere, altså overlegen, i forhold til kvinden, blev gjort endnu stærkere pga. de imperialistiske undertoner der var til stede, når forholdet var mellem en konsul og en ung og fattig haitiansk pige. Så var scenen sat, og det spillede ikke længere nogen rolle for folk om denne scene udspillede sig i en skønlitterær kontekst eller om forholdet var frit for begge parter og i øvrigt fuldstændig legalt, da pigen var over den seksuelle lavalder.

Man kan drage en parallel til tegneren Kurt Westergaard, som, uden nogen sammenligning i øvrigt, også er blevet offer, om end meget mere ulykkeligt, blot ved at udøve sin kunst eller passe sit arbejde som han selv siger. Her er det nogle andre fordomme der er på spil. De er religiøse og som sådan om muligt endnu mere hinsides al fornuft. Ud over at det i et land med ytringsfrihed burde være legitimt at udfordre et hvilket som helst synspunkt og en hvilken som helst ideologi - og islam tæller i den forbindelse som ideologi - er den stakkels tegner ganske enkelt blevet misforstået, og misforståelsen bliver gentaget i det uendelige, selv af folk som er intelligente nok til at vide bedre. Kurt Westergaard har aldrig generet nogen navngivne personer, ikke engang Muhammed, da den herostratisk berømte tegning - den med bomben i turbanen - tydeligvis kun er en hentydning til islamisters misbrug af Muhammed til terrorformål. Men selv om han vitterligt havde fornærmet Muhammed, Jesus, Buddha eller såkaldte hellige bøger, ville det have været helt i orden som en kunstnerisk handling eller et politisk statement. Alene det at udfordre det fornuftsstridige, det irrationelle element i mennesket, er ikke blot en acceptabel handling, men helt nødvendigt.

Pointen er her at det ikke spiller nogen rolle hvad det er for fordomme vi er oppe imod, om det er kulturelle normer og uskrevne love eller religiøse dogmer eller regler. Det er i min optik ét fedt. I de fleste tilfælde kan reglerne, hvad enten de er verdslige eller religiøse, ikke føres tilbage til noget rationelt, empirisk grundlag, og de burde derfor konstant udfordres med det fineste redskab mennesket besidder, fornuften.

Der hersker til gengæld almindelig skepsis over for hvad fornuften formår, og ofte en udbredt konsensus om at fornuften ikke rækker til at forklare, for ikke at sige sætte spørgsmålstegn ved nedarvede forestillinger om hvad der er rigtigt og forkert. Følelser sættes over fornuften, ofte som om der var tale om direkte modsætninger. Men sagen er jo at følelser og fornuft er komplementære størrelser som understøtter snarere end modarbejder hinanden. Der er ikke nogen grund til at sætte fornuften på standby fordi man inddrager sit følelsesliv.

Problemet er selvfølgelig hvad man skal vedtage er fornuft, hvis det overhovedet er muligt at blive enige om det. For en troende er Guds ord 'fornuft', også selv om vi ikke lige kan gennemskue det, ej heller den religiøse selv. Det kunne man kalde 'fornuft qua autoritet', et begreb man også, desværre, genfinder i mindre vidtløftige sammenhænge, hvor forholdet er mellem mennesker og ikke mellem guder og mennesker.

Når det handler om kulturelle fordomme, herunder tabuer, er det i virkeligheden også, om end i mere skjult form, en type autoritær fornuft man knytter an til. Det er nemlig ikke altid til at gennemskue hvem autoriteten er. Det eneste man ved er at reglen gælder, og de færreste eller ingen kan sige noget om hvorfor. I mange tilfælde vil en empirisk, videnskabelig undersøgelse nemlig komme til det stik modsatte resultat, altså at reglen bør ophæves eller nedtones. Eksempler på det kunne være folkedybets 'krav om højere straffe' der går imod hvad man rent faktisk, dvs. gennem videnskabelige undersøgelser, ved om effekten af højere straffe. De har nemlig ingen effekt, i hvert fald ingen gavnlig.

Man kunne spørge om det ikke snarere er følelser end autoritær 'fornuft' der styrer menneskers opfattelse af retfærdighed i forbindelse med forbrydelse og straf. Men her er det at jeg vil hævde at følelser er et meget fleksibelt fænomen. De indretter sig nemlig efter hvilken type 'fornuft' der styrer samfundet. Det har man kunnet se i talrige tilfælde. Tiderne skifter og følelserne skifter med dem. Homoseksualitet har tidligere kunnet få de værste følelser op i folk, men er nu (med visse undtagelser fra fossile grupper i samfundet) generelt accepteret. I 1970'erne var pædofiliforskrækkelsen ikke nær så udbredt som den er i dag. Pædofili var godt nok et tabu, men slet ikke omfattet af det hysteri som råder i dag. Fænomenet var ganske enkelt underlagt en anden type fornuft.

Det betyder naturligvis ikke at alt i samfundet skal accepteres, at alle normer skal ophæves. Men enhver norm, enhver uskreven lov og ethvert tabu bør til enhver tid underkastes en kritisk analyse, hvor alene fornuften er redskabet, og den type fornuft man vælger til formålet må være af den fineste slags menneskeheden til dato har udviklet. Kun én type fornuft kandiderer hertil, og det er den fornuft der alene baserer sig på logisk argumentation og empiri. Ingen anden metode lever op til det helt nødvendige krav om at undersøgelsen skal være fri af traditioner og overleverede fordomme.

Helt afgørende er det at fornuften anvendes lidenskabsløst på alle de områder vi tror vi allerede kender eller har særlige følelser for, da det rationelle element i os former ikke alene vores intellekt, men også vores følelseliv. De to ting er heldigvis nært forbundne. Ellers ville det for alvor se sort ud. Nu er der håb om at mennesket på et tidspunkt kan blive fornuftsstyret uden af den grund at blive et ufølsomt væsen. Følelser uden fornuft er farlige, men konstruktive når fornuften én gang har banet vejen for dem.

Kommentar til Nina Smith vedr. borgerløn

I artiklen 'Lommepenge eller børneløn?', JP 03.12.08, er økonomiprofessor Nina Smith citeret for nogle bemærkninger om, og forbehold, over for borgerløn. Spørgsmålet er, om dette forbehold skyldes særlige moralske normer eller standarder, eller om det alene kan føres tilbage til rationelle økonomiske overvejelser.

Hvis det kunne bevises, eller i hvert fald sandsynliggøres, at en indførelse af borgerløn i alle henseender ville gøre samfundet rigere, både menneskeligt og økonomisk, skulle forestillinger om arbejdsmoral eller moral i al almindelighed, som måske var gangbare i det tidlige industrisamfund, men som ikke længere forekommer tidssvarende i et moderne velfærdssamfund, da stille sig hindrende i vejen for den videre samfundsudvikling?

Hvis det kunne vises med en høj grad af sandsynlighed, at mennesker med løs eller ingen tilknytning til arbejdsmarkedet, ville have meget lettere ved, og også føle større motivation til, at søge job eller starte egen virksomhed, hvis de følte, at de stod på sikker grund, uden at grunden hele tiden skred under dem på grund af de nuværende rådighedsregler, ville det da ikke være rationelt, tilmed økonomisk rationelt, at give disse mennesker dette fodfæste?

De, der har ringe eller ingen tilknytning til arbejdsmarkedet, har ofte andre problemer end blot ledighed. Det hører man i hvert fald ofte. Ville det da ikke være rationelt at fjerne i hvert fald en af bekymringerne hos disse mennesker ved at sikre dem et betingelsesløst eksistensminimum, hvorved de kunne koncentrere sig om det væsentlige, at bidrage med det, de nu kan til samfundets eller deres egen livskvalitet? Det kan være, det blot er nogle få timers lønnet arbejde om ugen, eller det kunne være frivilligt ulønnet arbejde, som også indirekte bidrager til samfundsøkonomien. De nuværende rigide rådighedsregler gør det til et alt eller intet. Enten er man inde, eller også er man ude. Derved mister samfundet enorme menneskelige ressourcer. Og for de berørte mennesker fører det til en følelse af udstødelse og stigmatisering med yderligere lammelse af de kreative kræfter til følge.

Et af de hyppigst anvendte argumenter mod borgerløn, er, at det bryder med reciprocitetsprincippet, eller mere ligefremt princippet om 'noget-for-noget'. Men står det for en nærmere analyse? Lad os se på det.

De centrale elementer i 'noget-for-noget'-diskussionen er utvivlsomt begreberne 'arbejde' og 'skat'. Ved arbejde forstås sædvanligvis 'lønnet arbejde'. Andet arbejde tæller i den forbindelse ikke, da det ikke gør en til en (god) skatteborger. Men spørgsmålet er, om de begreber er så nært forbundne, og om de overhovedet er tidssvarende.

For det første er selve begrebet skatteborger, hvor flittigt det end anvendes, en slags pleonasme, et overflødigt ord. Alle i det her land er skatteborgere, da alle, inklusive de borgere, der er på kontanthjælp, betaler skat. Derfor findes der i en vis forstand ikke skatteborgere. Alene dette faktum, at skatteborgerne ikke kan afgrænses som en selvstændig gruppe, gør det en smule meningsløst overhovedet at operere med begrebet. I stedet burde man tale om, at samfundet har brug for at få løst en række opgaver til gavn for alle, og at derfor en del af folks indtægt bliver tilbageholdt med det formål.

Så er der nogen, der vil mene, at man kan være en mere eller mindre god skatteborger. Det er især kommunerne, der interesserer sig for det. En nærmere analyse vil imidlertid vise, at det, om man er en god skatteborger, kan føres tilbage til rent arbitrære kulturelle normer og i mange tilfælde uskrevne love. Er man en god skatteborger, skyldes det jo, at man har en høj indtægt. Man kunne endda driste sig til at hævde, at man kun formår at være en god skatteborger, fordi man får for meget i løn. Men får man ikke netop denne høje løn, fordi man har gjort sig fortjent til den? Reciprocitetsprincippet spøger igen. Det er en lang diskussion, som jeg ikke vil gå i detaljer med, men jeg vil dog sige så meget, at spørgsmålet om aflønning for udført arbejde, er en af de mest irrationelle institutioner, samfundet kan byde på. Intet andet område kan fremvise en tilsvarende mangel på logik. Jeg behøver blot nævne det faktum, at det mest interessante, udfordrende og livsforlængende arbejde, er det, der lønnes bedst, mens det mest opslidende, triste og livsforkortende, men helt nødvendige, arbejde, er det, der lønnes dårligst. Aflønningen følger ikke engang altid markedsmekanismen om udbud og efterspørgsel, men kan alene føres tilbage til tilfældige historiske omstændigheder. Der findes derfor ikke noget, der ligner rimelig reciprocitet på det etablerede arbejdsmarked, og begrebet 'god skatteborger' er en ren konstruktion.

Det er ikke svært at finde andre eksempler på, at det strenge reciprocitetsprincip ingen gang har på jorden, i hvert fald ikke jorden i dagens Danmark. Forbindelsen mellem arbejde og skat og bidrag til samfundet er en myte, der ikke har hold i virkeligheden. Der er masser af mennesker, der har fuldstændig arbejdsfri indtægter i form af formue, friværdi osv. Også her er reciprocitetsprincippet reduceret til en joke. Det er ikke blot en konstrueret virkelighed, men en skinbarlig realitet, at der intet forhold er imellem, hvad mennesker yder til samfundet, og hvad de har i indtægt og dermed bidrager med i skat. Ikke alene er der mennesker, som ikke rører en finger, men som blot har været heldige i tilværelsens lotteri og hæver en fed hyre i form af renter og afkast, men der findes også masser af mennesker på det etablerede arbejdsmarked, som ved deres blotte tilstedeværelse hæmmer andre menneskers udfoldelsesmuligheder og gør dem uproduktive eller direkte ulykkelige. De kan i realiteten være med til at bremse samfundsøkonomien, selv om de betaler deres skat og er gode skatteborgere. Samfundet ville muligvis være bedre tjent med, at de ikke arbejdede. Men det står ingen steder, for der findes kun én norm, og det er, at man skal være på arbejdsmarkedet, og er man det, så er alting godt. Og nu vil jeg ikke engang komme ind på selve indholdet af den produktion, der holdes i gang af denne norm, de mange meningsløse eller direkte skadelige produkter dette arbejds- og vækstparadigme giver anledning til.

Over for det lønnede arbejdsmarked står hele det civile samfund og alt det frivillige og ulønnede arbejde. Lige så svært, som det er at afgøre hvad reciprocitet er på arbejdsmarkedet og i samfundsøkonomien, lige så svært er det på det uformelle arbejdsmarked og i det liv, der udfolder sig der, hvor tingene ikke kan måles og vejes. Er den enlige mor, som giver sine børn en god start på livet, ikke produktiv og samfundsnyttig, eller kan et menneske ved sin blotte tilstedeværelse ikke ofte inspirere andre til et bedre og lykkeligere liv, eller gennem sine tanker og sit eksempel gøre andre mere kreative og til glæde for samfundet? Masser af mennesker influerer på andres liv og i videre forstand på hele samfundet ved den måde, de er på, uanset hvilken tilknytning de har til arbejdsmarkedet. Det er de ressourcer, vi skal blive bedre til at få øje på, og i et borgerlønssamfund vil det være både legitimt og selvfølgeligt at få dem frem i lyset.

Det er naturligvis ikke således, at borgerløn kun er et gode for de dårligst stillede i samfundet, de såkaldt marginaliserede. Borgerløn vil give alle mulighed for et mere fleksibelt forhold til arbejdsmarkedet. Det vil blive lettere at realisere mere 'risikable' projekter både i arbejdslivet og privat, da eventuelle indtægter ikke bliver modregnet i borgerlønnen. Grænserne mellem arbejde og fritid vil muligvis blive mere flydende, men det er jo helt i tråd med den udvikling informationssamfundet er inde i, og som allerede er ved at blive en realitet. Derfor er borgerløn, også ud fra en borgerlig-liberal forestillingsverden, en interessant mulighed.

Filosoffen Philippe Van Parijs har i sin argumentation for borgerløn fremført det interessante argument, at det lønnede arbejde skal betragtes som en ekstern ressource på lige fod med fx fast ejendom, og at det følgelig skal beskattes, ganske enkelt fordi det lægger beslag på nogle ressourcer, andre også kunne have haft glæde af. Det gælder naturligvis ikke mindst de privilegerede og godt aflønnede stillinger. Hans begrundelse er, at sådan som samfundet er indrettet, er det stort set kun muligt at realisere et ordentligt liv gennem lønnet arbejde, og da dette har en yderst eksklusiv karakter, idet de bedste stillinger, eller stillinger overhovedet, er forbeholdt dem, der har vundet i tilværelsens lotteri, er det kun rimeligt, at der rettes op på det forhold ved at lønarbejdet pålægges en afgift, dvs. en skat, og at det beløb, der vindes herved, bliver fordelt på hele befolkningen i form af en ubetinget basisindkomst.

Til slut et par ord om de moralske konsekvenser af den rigide version af reciprocitetsprincippet, det direkte noget-for-noget-princip. Jeg synes man skal tænke på, hvad det egentlig er, man siger, når man så ivrigt giver udtryk for, at mennesker har pligt til at arbejde, og hvad det indebærer, at kommunerne har pligt til i sidste instans at stoppe kontanthjælpen for de borgere, der ikke vil tage imod et arbejdstilbud. For det man i realiteten siger er jo, at mennesker, der ikke arbejder, ikke har nogen eksistensberettigelse. Man fjerner deres eksistensgrundlag, hvis de siger nej til at arbejde, og det kan kun være et klart signal om, at det sådan set er ligegyldigt, om de overhovedet er til, hvis de ikke deltager på arbejdsmarkedet. Det er sjældent, det formuleres så direkte, men det er den logiske konsekvens af denne bureaukratiske måde at tænke på. Jeg finder det problematisk, at en sådan lovgivning overhovedet findes, da det i mine øjne ikke er foreneligt med et moderne menneskesyn, men snarere er noget, man ville vente at finde i et totalitært eller fascistisk samfund.

Klart nej til aktiv dødshjælp

Uanset hvad man kan mene er en ’værdig død’, er det ikke lægernes opgave at spille rollen som dødens engle og tillade dem, eller ligefrem uddanne dem i, aktivt at afslutte andre menneskers liv. Lægerne har allerede nu mange muligheder for at lindre uhelbredeligt syges lidelser eller opgive livsforlængende behandling, dvs. udføre det man kalder passiv dødshjælp. Men at tillade læger eller andre aktivt at bringe livet til ophør, er i mange henseender en moralsk glidebane.

For det første fører det lægernes rolle over for patienterne ind i en gråzone, hvis det nu er lægerne der skal udføre indgrebet, og det ville det jo efter al sandsynlighed blive (ellers er det om muligt en endnu mere skræmmende tanke). Det faktum at lægerne ikke længere entydigt var på livets side, ville uvægerligt have en afsmittende virkning på det generelle læge/patientforhold. Det er et forhold der bygger på tillid, en tillid til at lægerne kun er uddannet til at helbrede eller redde liv, eller, når der ikke længere er noget håb, at lindre den sidste tid. Med aktiv dødshjælp ville forholdet mellem læger og patienter blive mudret eller uklart. Er den læge jeg står over for med min uhelbredelige sygdom nu af den opfattelse at han eller hun lige så godt kan afslutte mit liv? Også selv om jeg måske hellere vil leve mine lidelser helt til ende.

Debatten rejser også en række spørgsmål om lægers uddannelse. Skal det være frivilligt om man vil uddanne sig til aktiv dødshjælper eller en obligatorisk del af lægers uddannelse? Det kunne i givet fald afholde en del fra at blive læger, og det i en situation hvor vi i forvejen har lægemangel. Og hvis det ikke skulle være en obligatorisk del af uddannelsen, men et tilvalg, hvad er det så for nogle læger der ville vælge den del af uddannelsen til? Vi kunne havne i en diskussion og en problematik der minder om den der står mellem om vi skal have en hær bestående af frivillige eller værnepligtige.

En anden gråzone ved indførelse af aktiv dødshjælp tegner sig i forholdet mellem den døende og de nærmeste og i videre forstand samfundet som helhed. Hvis aktiv dødshjælp bliver en mulighed, vil der let kunne komme en helt ny opfattelse af hvornår livet bør afsluttes, uanset hvad patienten selv mener om sagen. Det er ganske vist frivilligt om man vil lade lægen afslutte livet, men uhelbredeligt syge vil kunne komme til at føle sig under pres for ikke længere at ligge de nærmeste til last. Nu har de jo den mulighed at gøre en ende på det, så hvorfor ikke benytte den når der alligevel ikke længere er noget håb?

Aktiv dødshjælp vil i videre forstand også kunne påvirke hele forestillingen om hvad der er et værdigt liv og en værdig død. En værdig død kunne gå hen og blive synonymt med en aktiv afslutning på dette meningsløse liv. For hvor går grænsen for hvornår et liv er meningsløst, og hvem skal sætte den? Er det patienten selv eller det velmenende samfund som ikke længere ønsker at være vidne til al den lidelse?

’En værdig død’ er det argument man oftest hører fra almindelige mennesker der går ind for aktiv dødshjælp. Det argument forudsætter på en eller anden måde at et liv på eller andet tidspunkt kan ende med at blive uværdigt. En værdig død er altså synonymt med et uværdigt liv, et liv så lidelsesfuldt at det ikke længere giver mening at bevare det. Det er muligt at patienten selv føler at livet som hjælpeløs er uværdigt, men det kommer ikke sagen ved. Det afgørende er at ved at legalisere aktiv dødshjælp, blåstempler man potentielt nogle liv som uværdige. Det kan ikke være anderledes. Det er en uundgåelig konsekvens. At dette er endnu en moralsk glidebane, skal der ikke meget fantasi til at forestille sig. Sporene fra de nazistiske eutanasiprogrammer skræmmer. Deres argumentation for aktiv dødshjælp fulgte nogenlunde de samme linjer. De ville også bare mindske folks lidelser.

Der findes i dag så mange muligheder for at lindre menneskers lidelser i den sidste fase af livet, samtidig med at ingen læger i dag foretager udsigtsløs behandling eller kunstigt forlænger livet, at der ikke kan argumenteres for aktiv dødshjælp med den begrundelse at livet ikke er værd at leve. Hvis man ville bruge det argument at livet er for lidelsesfuldt til at leves, vil mange andre kategorier end håbløst fysisk syge kunne komme i betragtning til aktiv dødshjælp. Mange med psykiske lidelser har det også så forfærdeligt at de måske gerne ville have en sprøjte der kunne gøre en ende på det hele. Men det ville aldrig blive accepteret i et moderne eutanasiprogram. Man kunne spørge hvorfor ikke, hvis begrundelsen er at man vil minimere folks lidelser. Hvis man vil hævde at en af begrundelserne for at indføre aktiv dødshjælp til fysisk syge er at de ikke er i stand til at gøre det selv, kunne man let opstille tænkte scenarier med psykisk syge som af den ene eller anden grund heller ikke formår at gøre det selv, men skal have hjælp til det. Ganske vist er forslaget om aktiv dødshjælp almindeligvis tænkt således at patienten skal være ved sine fulde fem og ikke lide af depressioner eller andre psykiske lidelser, men hvordan formår man at udskille det fysiske fra det psykiske hos uhelbredeligt syge mennesker hvis liv er fuld af lidelse?

At være uhelbredeligt syg er heller ikke altid en proces som patienten selv helt kan overskue forløbet af. Tidligt i forløbet vil hun måske komme til den konklusion at det kun kan gå én vej, og så er det bedre at afslutte det nu. Men på det tidspunkt ved hun ikke noget om de faser der er i sygdomsforløbet, eller hvilke nye erkendelser der kan opstå. Jeg udelukker den mulighed at der kan finde nogen helbredelse sted eller at der pludselig opstår en ny mulighed for behandling. Det er værd at tage i betragtning, men jeg vil begrænse argumentationen til de virkeligt uhelbredeligt syge, da det er dem det i første række handler om. Selv i de tilfælde kan forløbet muligvis tænkes at rumme noget uventet, måske ligefrem glimt af livskvalitet, eller i hvert fald en form for forsoning med tilværelsen og de vilkår den byder en. For mig at se er det parallelt med at den stærkt depressive, som ønsker at tage sit eget liv, ikke i den situation kan overskue at tilværelsen på et senere tidspunkt kan åbne op for helt nye muligheder der gør at livet kan føles værd at leve igen. Jeg er godt klar over at mennesker kan være så uhelbredeligt syge og hjælpeløst bundet til sengen at livskvalitet kan synes en fjern mulighed, men hjernen er et mirakuløst organ, og den kan ofte nå til nye erkendelser de mest usandsynlige eller uventede steder.

De argumenter jeg har fremført mod aktiv dødshjælp, er for mig nogle af de mest centrale. Jeg har endnu ikke hørt noget rimeligt argument til fordel for aktiv dødshjælp, i hvert fald ikke et som ikke samtidig har alvorlige bivirkninger. Aktiv dødshjælp ville, hvis det blev en realitet, føre samfundet ud på en moralsk glidebane; det er et forslag med klart fascistiske undertoner, idet det på sigt vil kunne føre til helt nye ’racerene’ normer for hvad der er og hvad der ikke er et godt liv.