CO2-forbrug giver prestige

Hvis man lagde to grafer oven på hinanden, den ene for CO2-forbrug og den anden for samfundsmæssig status, ville man formentlig finde at de var stort set sammenfaldende. Det giver status at være forbruger, og det giver endnu mere status at være storforbruger. Lad mig nævne nogle eksempler.

Det er velkendt at firehjulstrækkere er de mest miljøbelastende biler på markedet. Alligevel kan man dårligt sige andet end at de gennem et længere stykke tid har redet på en modebølge. Jeg ved ikke om den er for aftagende, men hvis den er, skyldes det sandsynligvis ikke en tiltagende respekt for miljøet eller den massive mediedækning af de globale CO2-problemer, men at enhver modebølge nu engang har sin tid.

Man kun undre sig over hvorfor dette fænomen slår igennem gang på gang, at miljøet bliver sorteper, også når det trodser enhver sund fornuft. Firehjulstrækkere i Danmark er en joke. Men en dårlig joke. Stort set ingen har brug for dem. Alligevel finder man nu disse landbrugsmaskiner overalt, selv midt inde i København, hvor de sikkert kører omkring 2 km på literen.

Alt det er velkendt. Men hvad værre er: det er langt fra et isoleret tilfælde. Langt ind i folksjælen er der en dyb og inderlig skepsis over for en øget miljøbevidsthed. Ganske vist stiger salget af økologiske varer, og mange hævder i hvert fald at miljø- og naturbeskyttelse betyder noget for dem. Men hver gang chancen er der for gøre oprør mod ’den politisk korrekte’ miljøadfærd, griber store dele af befolkningen begærligt efter den. Sådan kunne det i hvert fald se ud.

Hvis vi bliver i CO2-problematikken, kan man som det mest oplagte eksempel på denne trodsreaktion nævne hele Lomborg-sagaen, hvor mange mennesker med kyshånd tog imod det bevisligt fejlagtige budskab om at der var fred og ingen fare når det gjaldt menneskeskabte drivhusgasser. Til trods for at Lomborg stod over for en hel hær af forskere, som var eksperter i det han ikke selv var ekspert i, altså miljøspørgsmål, valgte mange at lytte til ham, for ikke at sige slet og ret ’tro’ på ham. Videnskab blev en trossag. Og et modelune. Det var sådan set ligegyldigt hvad videnskaben havde at sige, for folk havde ganske enkelt behov for at tro noget andet. Mange tørstede efter gode nyheder, især når det gjaldt miljøet, efter mange års 'sortsyn' og 'dommedagsprofetier', og det i en sådan grad at selv hvis dommedag vitterligt stod for døren (og det er der faktisk meget der tyder på, hvis man ser på klimaeffekterne), var der ikke mange der var villige til at tro på det.

Nu har økologien ganske vist efterhånden fået bidt sig fast, men det har været et langt sejt træk, og der er stadig mange som mener der er noget frelst over den. Det giver sig blandt andet udslag i ejendommelige udtalelser om at der sikkert bliver snydt med de økologiske varer, underforstået at de nok ikke er så økologiske alligevel, hvorfor det er mere 'sikkert' at købe konventionelle varer. Jeg plejer at svare om det så er bedre at købe varer hvor man er sikker på at blive snydt!

Men alt det er ikke meget anderledes end man har set det på andre områder hvor nye tiltag først er blevet latterliggjort, siden heftigt imødegået og til sidst generelt accepteret (jf. Schopenhauer). Tænk på rygning. Det er lige pludselig gået stærkt, ikke så stærkt godt nok som i andre lande, men i forhold til for få år siden, er der virkelig sket et skred i retning af at det er blevet uacceptabelt at ryge. Fra at man var til grin hvis man forslog folk at lade være med ryge i nærheden af en, er rygning nu bandlyst de fleste offentlige steder, og det ender sandsynligvis med at det bliver en praksis vi med en vis gysen ser tilbage på i lighed med andre af tidligere tiders barbariske skikke.

Noget lignende vil givetvis finde sted med det konventionelle landbrug. Det vil også blive fortid i den form vi kender det nu. Allerede nu forekommer det utidssvarende, og inden for en årrække vil anvendelse af gift i landbruget blive vurderet som en uacceptabel omkostning. Til gengæld kan jeg forestille mig at genteknologi i fremtiden vil komme til at spille en stor rolle for økologien. Konsekvenserne heraf er dog på nuværende tidspunkt umulige at forudse. Det kan både blive en velsignelse og en forbandelse eller begge dele.

Den ubegribelige last

Rygning er en af de laster jeg simpelthen ikke forstår. Jo mere jeg tænker over den, jo mere indser jeg hvor dybt irrationelt mennesket egentlig er, vel at mærke irrationel på en måde som kun mennesket formår. For der skal naturligvis fornuft, en særlig form for fornuft, til for at være irrationel, og mennesker er netop i besiddelse af en sådan type fornuft, der er i stand til at udtænke de mest horrible og naturstridige ting.

Alt ved denne last er mærkværdigt. For det første er det mærkværdigt at noget der er så umiddelbart frastødende (gule tænder, dårlig ånde, usund hud), og efter sigende ubehageligt (i hvert fald i starten) overhovedet kan finde nogen udbredelse. Og alligevel ryger stadig omkring mellem en tredjedel og en fjerdedel af befolkningen. Og det til trods for at det nedbryder kroppen på stort set alle områder.

Jeg kan sådan set bedre forstå at folk tager heroin eller andre euforiserende stoffer, da der trods alt må være en eller anden form for lystfølelse forbundet med det, og jeg kan på en måde også bedre acceptere det, da det i modsætning til rygning er en privatsag. Rygning er ifølge sagens natur aldrig en privatsag, til trods for hvad nogle rygere stadig hævder.

Forleden stod jeg et sted heroppe ved nordkysten og nød udsigten over vandet. Ikke langt fra tændte en mand en cigaret, og jeg var nødt til at flytte mig temmelig langt væk, fordi jeg befandt mig lige der hvor røgen drev hen (det gør man af en eller anden grund altid), og jeg havde ikke noget særligt ønske om at havluften skulle blandes med tobaksrøg. Jeg er sikker på at manden ikke skænkede det en tanke. Han var udenfor, og der hører jo rygning til under privatlivets fred, ikke sandt? Hvordan der overhovedet stadig kan være nogen diskussion af om rygning skal være tilladt i offentlige lokaler, uanset størrelse, er mig ubegribeligt. Jeg mener endda det bør være forbudt i etagebyggerier, hvor det kan genere andre mennesker.

Med det vi ved i dag om skadevirkningerne ved rygning - både den aktive og den passive del af den - ville det være forbudt overhovedet at dyrke tobaksplanten, hvis det var noget man lige havde fundet på, ligesom det i dag er forbudt at dyrke hamp i sin have. Man ville sikkert også brænde marker med tobaksplanter af på samme måde som man nu gør det med valmuer til opiumsfremstilling for at forhindre illegal handel. Der er ikke nogen rationel, videnskabeligt underbygget forklaring på at rygning af tobak er tilladt, mens rygning af hamp eller opium ikke er det. Det er kun et spørgsmål om tradition. Jeg mener det hele er noget skidt og ville ikke drømme om at røre noget af det, men hvis man skulle se meget nøgternt på det, er der ingen grund til ikke at sidestille tobak med andre former for narkotika. Det er lige så vanedannende, og det er mindst lige så skadeligt som heroin, kokain eller hvad folk ellers finder på at tage.

Der er heldigvis sket en udvikling i retning af røgfrihed i det offentlige rum, og selv om det går langsomt i forhold til mange andre lande, er det et kæmpe fremskridt i forhold til for få år siden, hvor der ikke var et gran af forståelse for at det måtte være en menneskeret at have adgang til ren luft, ikke mindst på offentlige steder, hvor man ikke har mulighed for at sige fra.

Søren Krarup og renhedsbudet

For nogle dage siden hørte jeg Søren Krarup i et P1-program. Det er altid med en vis interesse at jeg lytter til ham, fordi jeg stort set er uenig med ham i alt, hvilket på en bekvem måde medvirker til at skærpe mine egne synspunkter og argumenter, idet jeg hele tiden bliver tvunget til at gøre klart for mig selv hvorfor jeg egentlig mener som jeg gør.

I betragtning af at han måtte dele tiden med en anden teolog er det egentlig ret forbløffende hvor meget han nåede at få sagt i løbet af udsendelsen om så forskellige emner som næstekærlighed, drivhuseffekt, biodiversitet og rygepolitik på Christiansborg.

I spørgsmålet om næstekærlighed gentog han sit velkendte synspunkt at det i kristendommen angiveligt skulle betyde kærlighed til den nærmeste, fx familien, og ikke medmennesket som sådan, uanset hvor det befinder sig, og i hvilket forhold det står til os. Med den udlægning har han med ét slag gjort lignelsen om den barmhjertige samaritaner meningsløs. Ganske vist siger Søren Krarup andetsteds at næstekærlighed er "øjeblikkets og situationens gerning så sandt som næsten er ham eller hende, jeg falder over på vejen", men pointen i historien er jo ikke at kærligheden blot omfatter dem jeg tilfældigvis møder på min vej, men at den også bør række ud til dem vi bryder os mindst om. Samaritanere var foragtede af jøderne, og derfor må det have virket provokerende på jødiske tilhørere at høre Jesus sige at det kun var samaritaneren der forbarmede sig over den forslåede mand. Med andre ord, vægten i historien ligger ikke på det arbitrære forhold at man befinder sig i samaritanerens fysiske nærhed, men at det gode i mennesket ikke har noget at gøre med om man er ’omskåret’ eller ej. Der er en dobbelthed i lignelsen. Den viser på én gang at kærligheden potentielt kan bo i et hvilket som helst individ, og den minder tilhøreren om den forhærdelse og fordomsfuldhed der stiller sig i vejen for hans egen kærlighed.

Det centrale tema i udsendelsen var imidlertid mere Krarups holdning til miljøspørgsmål, herunder blandt andet CO2-udledningen til atmosfæren. Interessant i den forbindelse var ikke så meget at han var kritisk over for om der overhovedet findes nogen nævneværdig menneskelig indflydelse på klimaet. Det har andre været før ham. Det bemærkelsesværdige var at nu hvor selv hårdnakkede optimister som Lomborg efterhånden har erkendt at mennesket påvirker klimaet i ugunstig retning, vælger Krarup at gøre det til en trossag. Han tror ganske enkelt ikke på den fortælling, men vælger en anden han synes bedre om, eller som bedre matcher de fordomme han i øvrigt har om verden. Åbenbart finder han det lettere at tro at et guddommeligt væsen har skabt vores klode end at stigningen af CO2-niveauet i atmosfæren skyldes menneskers indflydelse, til trods for at sidstnævnte er særdeles veldokumenteret og nyder konsensus blandt stort set alle denne verdens førende forskere inden for området.

Ganske vist indrømmede Krarup at han ikke vidste så meget om emnet, men det afholdt ham altså ikke fra at have en temmelig uforbeholden mening. For en mand som er vant til at arbejde med tro snarere end med facts er det måske ikke så underligt, men det er alligevel ejendommeligt at det er så svært for et sikkert ellers velbegavet menneske at fæste lid til solide forskningsresultater som bygger på evidens, hvorimod rene trosanliggender uden videre accepteres.

Krarup blev endvidere udfordret på spørgsmålet om biodiversitet. Det lod ikke til at bekymre ham synderlig meget at denne er for stærkt aftagende i Danmark, men han indrømmede dog at det ville være trist hvis der ikke længere fandtes så mange harer og andet vildt han kunne skyde, når han gik på jagt i Sønderjylland! Hver gang han udtalte sig om naturen, understregede han det ’brugsforhold’ mennesket har til den, og jeg fornemmede tydeligt den underliggende kristendomsforståelse af naturen som en indretning der er til for mennesket og mennesket som kronen på hele skaberværket.

Endelig fik Krarup også lige leveret en bredside mod den nye rygepolitik på Christiansborg. Han gjorde det hurtigt klart at det er fanatisk at forhindre folk i at ryge og understregede det ved at citere historien om den urene ånd der, efter at være blevet fordrevet fra en person, vender tilbage med syv andre endnu værre ånder og tager bolig i samme ’hus’, som nu er ’fejet og prydet’. Der ligger formentlig heri det det samme opgør Krarup altid har med alt hvad der er menneskeskabt (det ses fx også i hans opgør med menneskerettighederne), med andre ord, det udtrykker hans modvilje mod at mennesket gennem sine handlinger forsøger at gøre sig ’ren’ (det samme som Jesus havde imod jødernes renhedsbud og ritualer), fordi kun Gud kan rense mennesket (gennem syndernes forladelse).

Det forekommer mig at være en noget søgt forklaring på en meget enkel problemstilling. Igen handler det ikke om tro men om faktuelle forhold. Forskningen har vist at passiv rygning er skadelig, ja ligefrem livsforkortende. Desuden bør det vel være en menneskeret at have adgang til frisk luft, eller i hvert fald luft der ikke er direkte farlig. Men her kan Krarup naturligvis altid spille sit trumfkort ud og sige at han slet ikke anerkender begrebet menneskerettigheder!