Møllehave, evigheden og præsens

Jeg kom til at tænke på noget Johannes Møllehave sagde i sin veloplagte, for ikke at sige sprudlende, nytårsprædiken. Han sagde at når vi siger 'jeg elsker dig', er det et eksempel på at evigheden så at sige slår ned i tiden, vi mener 'for altid', for vi mener jo ikke, som han udtrykte det, jeg elsker dig 'sådan cirka indtil 1. april'. Ordet 'elsker' skulle så at sige have evigheden indbygget i sig.

Det er jo en smuk tanke, ligefrem besnærende. Alligevel mener jeg at han tager fejl, hvilket let kan ses, hvis man erstatter ordet med et andet verbum som fx 'hader'. Der er, desværre må man sige, heller ikke nogen udløbsdato på det. Men undersøger vi det nærmere, finder vi hurtigt ud af at det samme gælder for en lang række andre sammensatte og usammensatte verber i præsens, fx 'jeg er træt' eller 'keder mig' eller 'er glad'.

Det er altså ikke en funktion ved verbet 'elsker', men en funktion ved præsens. Se fx definitionen her i Wikipedia:

http://da.wikipedia.org/wiki/Pr%C3%A6sens

hvor præsens defineres som 'tilstedeværende tid', eller som 'uden begrænsning i tid'. Dette kaldes også 'durativ præsens' eller bare præsens.

Den uendelige kærlighed er desværre alligevel ikke forankret i selve sproget, således at vi, hvad enten vi tænker over det eller ej, erklærer hinanden evindelig kærlighed, hver gang vi tager ordet elsker i vores mund.